Titlen på denne usædvanlige film er samtidig navnet på en lille fransk industrivirksomhed. Det er på denne virksomhed, hovedparten af handlingen udspiller sig. For med 'Human Resources' har den debuterende franske instruktør Laurent Cantet dristet sig til at lave en film, der må siges at tage genrebetegnelsen 'socialrealisme' direkte på ordet. For Cantets udspil handler om ting og fænomener, man troede hørte et anderledes ortodokst og overskueligt politisk årti til. Det handler om noget, der skete dengang i 1970erne. Om faglige konflikter og arbejdskampe. Om modsætningen mellem manden på gulvet og de grådige kapitalister i de mondæne direktionslokaler. Men, hov, denne tone af afvæbnende ironi findes overhovedet ikke i Cantets film, og det er jo netop dens store styrke. Den tør stå ved sit tilsyneladende anakronistiske tema, og derved står den samtidig også ved sine personer. Hvilket betyder, at disse forvandles til levende og troværdige mennesker, som på trods af mange skel appellerer til os med en afgørende psykologisk tidløshed. Og det er netop i kraft af sin stærke og ligefremme menneskeskildring, at 'Human Resources' bliver en vedkommende film, der ikke blot drejer sig om abstrakte politiske stridigheder, men lige så meget om udfoldelsen af en række genkendelige, dagligdags følelser, temperamenter og karakterer. Centralt i filmens handling står den unge handelsstuderende Frank (Jalil Lespert), der fra Paris vender tilbage til hjembyen for at komme i praktik på en lokal industrivirksomhed. På denne virksomhed har Franks far (Jean-Claude Vallod) i mange år været beskæftiget som maskinarbejder, og allerede i indledningsscenerne, hvor Frank på stationen modtages af sine forældre og sin søster, fornemmes en af filmens hovedkonflikter. Faderen er på én gang overdrevent stolt og overdrevent ydmyg over sit simple job på fabrikken, og det er en holdning, der åbenlyst irriterer den anderledes moderne og realistisk indstillede Frank. For sidstnævnte ankommer til sin praktikplads med optimistisk gåpåmod og selvtillid. Han tror, han har nøglen til virksomhedens succes, og han mener at kunne tilgodese både ledelsens og medarbejdernes interesser. Men unge, uerfarne Frank kommer på en hård og bitter prøve. Det viser sig nemlig, at han bliver en lus imellem to negle, da han velmenende forsøger at gribe ind i det spegede spil om indførelsen af en 35-timers arbejdsuge på fabrikken. Det lyder tørt, men det er en afgørende dramatisk kvalitet ved 'Human Resources' og Cantets fintmærkende instruktion, at intet tvinges utålmodigt frem. Alt får lov til at udspille sig virkelighedsnært i sin egen tid, sit eget rum. Risikoen er naturligvis stilstand og ensformighed, men i 'Human Resources' er resultatet netop det modsatte. Personer og konflikter åbner sig langsomt og sikkert, og de vokser frem med en egen indre logik. Præcis som man netop kender det fra filmkunstens mest eksemplariske socialrealisme. I 'Human Resources' opnås denne vanskelige effekt også i kraft af den kendsgerning, at Jalil Lespert er filmens eneste regulære skuespiller. Alle andre medvirkende er amatører, der stort set spiller sig selv. Dog sniger det dilettantiske sig aldrig ind i denne samling nærværende og præcise hverdagsportrætter, hvor man især bemærker Danielle Mélador som den heftige og stridbare tillidskvinde madame Arnoux og Jean-Claude Vallod som Franks indadvendte og spagfærdige far. Og det er netop i skildringen af Franks længe tilbageholdte, på én gang skamfulde og kærlighedshungrende opgør med faderen, at filmen har sin stærkeste, mest gennemgående nerve. Disse scener taler til os uden omsvøb, uden ideologiske eller politiske mellemregninger af nogen art. Og heroverfor blegner præcis de svageste sekvenser i 'Human Resources'. Nemlig de rent ydre beskrivelser af den faglige konflikt og dens trinvise optrapning på den lille fabrik.