Sharon Maguires meget rammende filmatisering af succeshistorien 'Bridget Jones' Dagbog' er let og munter og kvik. Måske lidt for let. En gang imellem er der ganske vist tegn på tilløb til det tunge og bitre. Sådan er livet jo. Men hvad gør det? Filmen skynder sig bare med lynets hastighed at blive let og munter og kvik igen. Det er bare noget, vi leger. Selvfølgelig vil mange - og måske ikke blot enlige kvinder i begyndelsen af 30erne - kunne genkende sig selv i Bridget Jones' beundringsværdigt selvironiske trakasserier med tilværelsens ulidelige lethed, men i identifikationen er der hele tiden en tryg distance eller blufærdighed. Vi kommer kun sjældent tæt på, ind under huden. På os selv eller den søde tåbe Bridget Jones (det er også os selv). Men på disse noget afvæbnende betingelser er 'Bridget Jones' Dagbog' bestemt en anbefalelsesværdig omgang velskabt underholdning. Den er hverken konform eller syg efter at behage på denne kønsløse og udspekulerede måde, der præger så mange film fra især det amerikanske samlebånd. Sharon Maguire tør i stedet lade filmen være sig selv. Ikke særlig stor, men heller ikke så lille, at charmen forsvinder, og vægtløsheden indfinder sig. Hvilket er udmærket gjort af en film, der som udgangspunkt på manuskriptsiden ikke har meget handling eller fortællemateriale at gøre godt med. For intet i filmatiseringen kan skjule, at forfatteren Helen Fielding med 'Bridget Jones' Dagbog' ikke just har skrevet en stor og rig og generøs fortælling af den klassiske slags. Og når film derfor, i hvert fald i Danmark, lanceres som en 'romantisk komedie', er det noget af en tilsnigelse. Sharon Maguires film er på en tidstypisk måde for skæv og for utraditionel til at leve op til denne genrebetegnelse, og dertil kommer, at den rent handlingsmæssigt skiftevis er for flimrende eller for rummelig. Her savnes fremdrift, perspektiv og modstand. I stedet får vi dét, der på én gang er filmens styrke og svaghed. En serie træffende og sammentrængte optrin fra Bridget Jones' rørende, desperate og forvirrede singleliv. En samling sympatiske skitser, der hovedsageligt drejer sig om mændene i hendes liv - eller om fraværet af dem - men som aldrig danner et portræt, en skæbne eller blot et nogenlunde sammensat psykologisk udviklingsforløb. Her er det en fordel, at filmen i sin gennemgående brug af ironi og karikatur er så slagfærdig og ligefrem, som tilfældet er. Der er et fint glimt i øjet på den satiriske udlevering af miljøer og typer. Og der er godt med strøm på dialogen, hvor navnlig Bridget Jones' knivskarpe selvironiske replikker konstant falder med en ufejlbarlig smittende appel. Til gengæld er det en svaghed, at de to mænd i hovedpersonens liv, som den løse handling nødtørftigt er baseret på, virker underligt malplacerede i sammenhængen. For hverken Colin Firth som den solide og retlinede advokattype Mark Darcy eller Hugh Grant som den smarte og ansvarsløse mediemand Daniel Cleaver synes at være realistiske i forhold til filmens øvrige persongalleri, dens univers og tone. Men sikkert er det, at Renée Zellweger i den altdominerende hovedrolle frelser filmen fra det helt ansigtsløse. For i små, afgørende glimt synes Zellweger netop med en stor kompromisløshed at vække selveste Bridget Jones til live. Det er ømt og stærkt. Det er udlevering og forsvar. Det er næsten bevægende og menneskeligt. Næsten alvorligt. Desværre vil resten af filmen udelukkende være med på spøgen.