Med 900 hestekræfterunder motorhjelmen og lige så mange sylvesterkræfter bag rattet er der alle muligheder for fart over CART-feltet i ugens dækafbrænder af en actionfilm. Stallone er tilbage som skuespiller og producent i samarbejdet med Cliffhanger-instruktøren, den finskfødte Renny Harlin, som også har lavet blandt andre 'Die Hard 2' og 'The Long Kiss Goodnight'. Men - og det er et men, der skal siges med eftertryk - denne gang har Sly været alene om at skrive manuskriptet. Hans manusaktivitet gennem de sidste 15 år er ellers hovedsagelig foregået i samarbejde med andre og er i det hele taget stilnet af. I slutningen af 1970erne havde han succes som hovedforfatter på manuset til 'Rocky' og fortsatte med de øvrige Rocky-film og et par mere. Men noget må være gået skævt undervejs, og 'Driven' er et godt argument for i fremtiden at overlade manuskriptskrivningen til andre. Historien er så tynd, at den burde hasteindlægges. Vi er til CART-ræs, USAs svar på Formel 1. Det unge racerkørertalent Jimmy Bly (Kip Pardue) bliver kørt hårdt af sin manager-bror (Robert Sean Leonard) og teamlederen Carl (en mærkværdigt ansigtsløftet Burt Reynolds). Men Jimmy har svært ved at klare presset. Og nu er det tid til at få fat i Joe Tanto (Sly). Tanto er selv tidligere CART-stjerne, der efter et uheld har trukket sig tilbage. Det har alt sammen lært ham noget om livets dybere mening, som han nu spyer ud over lille, vilde Jimmy og den sammenbidte, tyske konkurrent Brandenburg (Til Schweiger). Et mindre romantisk drama sætter tingene på spidsen. Og Tanto har selv et par nederlag, han skal vende til sejr - og spænding, spænding, lykkes det mon? Renny Harlin, fotografen Mauro Fiore og klipperen Steve Gilson forstår at få adrenalinen til at pumpe fra første sekund med en hektisk, nervøs visuel stil, der står godt til de hidsigt accelererende firhjulere. Særlig i starten af filmen er der scener, hvor man føler sig presset godt bagud i sædet, men så sker dét, som altid sker, når man holder permanent høj fart over længere tid: man bliver fartblind. Og i det øjeblik træder manuskriptet frem i al sin pinlige nøgenhed. Skuespillerne får ikke en chance, når de er oppe imod Stallones tonstunge replikker. Det, der skal udgøre filmens store sandheder om menneskelivet, minder om et fejlplaceret managementkursus med sætninger som »Winning is an attitude« og »Det afgørende er ikke, om man fejler, men hvor hurtigt man kommer op igen«. Andre replikker er stereotypt hårdkogte, mens andre igen er så drivende sentimentale, at CART-miljøet bliver det rene CART-land. Som for at give lidt modvægt til kunstigheden i karaktertegning og drama medvirker en håndfuld kendte racerkørere i glimt som sig selv. Men det ændrer ikke på at 'Driven' er en plasticagtigt konstrueret Hollywoodsag. Så er der bedre ræs at finde et sted som Eurosport. Visuelt set naturligvis ikke så sofistikeret, som når Harlin og hans stab træder speederen i bund. Men til gengæld slipper man for en masse påklistrede ligegyldigheder.