Den engelske instruktør Guy Ritchies debutfilm havde en meget lang titel - 'Rub, stub og to rygende geværer'. Ritchies nyeste udspil hedder blot 'Snatch', men indholdsmæssigt er der ikke den store forskel på de to film. Også 'Snatch' er en svindlerfarce, som hovedsageligt udspiller sig blandt en flok farverige og lyssky typer i Londons anløbne underverden af spillere og forbrydere, pantelånere, bookmakere og mandshøje gorillaer. Handlingen i 'Snatch' udspringer af et diamantkup i Antwerpen. Så vidt så godt. Men da først diamanttyven Franky (Benicio Del Toro) er ankommet til London med sin dyrebare last, der skal ekspederes videre til bagmanden Avi (Dennis Farina) i New York, tager forviklingerne og dobbeltspillene fart. Devisen er dog ganske enkel: Alle snyder alle. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, er der altid den udvej, at de kan slå hinanden ihjel. For der er ingen tvivl om, at 'Snatch' i en helt unødvendig og forbløffende grad er en film, hvor de blodige volds- og skudscener står i kø for at komme til. Man kan ikke engang kalde det for barske løjer, for i længden sker der netop det, at løjerne - det afvæbnende element af komik og charme - forsvinder, mens barskheden - de ulidelige lemlæstelser og aflivninger - går helt over gevind. Hvilket er ærgerligt. For et eller andet sted har der været gode muligheder i 'Snatch' - i den maleriske miljø- og type-karikatur, i dialogens skævt parodiske forbryderslang, i fornemmelsen for optrin, der er præget af sort humor. Nu er det bare, som om instruktørens fortid med musikvideoer og reklamefilm og disse genrer overforbrug af det skingre, stakåndede og hårdtpumpede træder alt for tydeligt frem. Resultatet er, at 'Snatch' både bliver mere blodig og mere forvirret end Ritchies lovende debutfilm. Selv om der især kan være ganske gode grin i at opleve Hollywood-idolet Brad Pitt på slap line som den irske sigøjnerbokser Mickey, der taler med en næsten uforståelig accent og som handlingen igennem veksler mellem at fremstå overordentlig stenet, stupid og bondesnu.