Man kan vel nærmest kalde hende ekspert i kastration. Der er altid en grad af dominans og fatal styrke over Sigourney Weaver. Det kan både være i de store fagter, når hun stålsat dræber aliens - og i detaljen, i måden hun med en lille, slangeagtig bevægelse - under farlig utroskabsleg i 'Ice Storm' - snor en mulig elskers bilnøglering om fingeren. Og når hendes figur Max i dagens premiere kommer i besiddelse af en mandshøj stenskulptur af en veludstyret yngling, holder figurens - i sagens natur - gedigne stivert naturligvis ikke længe. Den knækker af, allerede før skulpturen når ud af auktionssalen. Ingen mand undgår sin skæbne sammen med Max. For Max er en sexet svindler. Sammen med sin datter Page (Jennifer Love Hewitt) har hun i bedste sorte enke-stil gjort det til sin levevej at gifte sig med rige mænd for så at lokke dem i uføre (læs: Hewitts kavalergang) - og derefter kræve skilsmisse og erstatning. Det er en indbringende fidus - så længe alt, hvad der hedder ægte følelser, holdes under lås og slå. Og det mestrer den midaldrende, desillussionerede Max til perfektion. Men så er det, Page glemmer mors kloge råd og kommer til at lukke øjnene, mens hun kysser den godhjertede Jack (Jason Lee). Og nu er fanden og følelserne løs. Instruktøren David Mirkin har grebet klicheen om, at kvinder er lige så konstant udspekulerede, som mænd er konstant lystne, og lavet en film ud af den. En forklædningskomedie af den skæmtende, let farceagtige type, der låner en del fra den klassiske screwballkomedie. Ingen mindre end Gene Hackman og den herlige Ray Liotta er sat til at give Weaver kamp til stregen. Hackman er ækel som den storrygende, storhostende millionær, som Weaver med væmmelse forsøger at lænse. Og Liotta er sit gode, gamle gangsterjeg som småfusket autoforhandler, der ikke lader sig spise af med en kvik skilsmisse, men fuld af viljefaste machomanerer opsøger Weaver for at få hende tilbage. Mest krudt og gnist er der i scenerne mellem Weaver og Liotta, der spiller op til hinanden fuld af selvironi. Til gengæld siver charmen alt for ofte ud af billedrammen, når den sært plastikagtige Jenniffer Love Hewitt gør sin entre. Ualmindelig velformet, men konstant småmobset spiller hun, som om, hun er gået til de forkerte optagelser og tror, det er ungdomsserien 'Heksene fra Warren Manor'. Og hele affæren med den naive Jack virker som en påstand, manuskriptforfatteren ikke engang har kunnet overbevise sig selv om, mens han skrev den. Ægte farlighed er der - trods oplagte muligheder - ingen af i 'Heartbreakers', men mindre kan jo også gøre det. Og komedien har sine øjeblikke, når historien slår en kvik, overraskende krølle eller skuespillerne lader deres temperamenter gnistre. Selve ideen bag plottet er fængende, så det er en skam, at manuskriptet er så skematisk skrevet og jævnthen opskruet instrueret. Det bliver ikke reddet, selv om Weaver, Liotta og Hackman lægger gode kræfter i.