0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Cirklen

Intens og knugende skildring af iranske kvinder på flugt i mændenes politistat

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
cirklen
Foto: cirklen

Som ulykkesfugle flakker kvinderne rundt i Teheran og prøver at undgå politiet. Foto fra filmen

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Iransk film har ikke mindst takket være Abbas Kiarostami en høj stjerne blandt Vestens kritikere i disse år. Jeg må indrømme, at jeg konfronteret med et nyt iransk mesterværk ved flere lejligheder har måttet kæmpe lidt af en kamp for at holde øjnene åbne.

Den skrabede iranske realisme er ubønhørlig og i mange tilfælde også ubønhørligt laaaaangsom. Men i Jafar Panahis 'Cirklen' var der ingen problemer med grus under øjenlågene.

Filmen holder sig inden for den typiske realistiske ramme, men billedsproget er fortættet, og sammenlignet med de fleste andre iranske film er 'Cirklen' hvad angår tempo nærmest en hæsblæsende actionfilm. Hvor spændingen i mange iranske film er henlagt til de indre linjer og underforståede sociale modsætninger, skorter det ikke på suspense i den intense og knugende 'Cirklen'.

Kvinden som andenrangsmenneske
'Cirklen' starter med en fødsel. Et barn er blevet født af Nargess Mamizadeh. Stor er glæden indtil det viser sig, at der er tale om et pigebarn. Scanningen havde ellers lovet en dreng. Bedstemoderen går nærmest i panik. Hun er kun alt for godt klar over, at svigerfamilien vil blive rasende over kromosonernes fadæse.

En på en gang symbolsk og konkret indledning på en film om kvinden som andenrangsmenneske i det iranske præstestyres mandsdominerede samfund.

I en senere nøglescene forlader en kvinde sin datter på gaden. Fordi hun er en pige, og dermed en byrde, er situationen fortvivlet. Men at dømme efter 'Cirklen' ikke et særsyn i et land, hvor kvinder ikke må ses ryge på gaden, og hvor en kvinde på egen hånd pr. definition er mistænkelig.

Medmindre kvinden kan fremvise et studiekort eller en tilladelse fra sin mand, må billetkontrolløren på banegården ikke sælge en billet til en enlig kvinde. Der er love, forordninger. Der er tabuer og traditioner. For kvinderne er det ikke til at afgøre, hvor det ene sæt forbud begynder, og det andet slutter.

Ayathollaernes Big Brother
'Cirklen' er en slags vandrehistorie, der følger nogle unge kvinder, som enten er prøveløsladte eller stukket af fra et fængsel. En af dem er Nargess, der fødte bag en jerndør. En anden hendes veninde Arezou. En tredje Pari. Hun er gravid som følge af den sidste nat i fængslet, hun fik lov til at tilbringe sammen med sin mand, inden han den følgende dag blev henrettet.

Hvori kvindernes forbrydelser består, får vi ikke at vide med sikkerhed. Som ulykkesfugle flakker de rundt i Teheran og prøver at undgå politiet, der myldrer alle vegne, og revolutionsgardisternes selvbestaltede blokader. Big Brother er realiseret i dette portræt af gadelivet i ayatollahernes Iran. Stemningen er klaustrofobisk.

Kvinderne prøver at slippe væk. Men hvor skal de løbe hen? De er fattige og forfulgte. Udstødt af deres familie. Ved deres blotte tilstedeværelse i gadebilledet vækker de politiets nysgerrighed.

Uniformeret formummelse
Følelsen af at være forfulgt og overvåget er uhyggelig og ikke til at ryste af sig. Mindre isnende bliver det ikke af, at instruktøren Jafar Panahi er sparsom med de konkrete oplysninger.

Som kvinderne er man også som tilskuer i høj grad overladt til at sejle sin egen sø i farefuldt farvand. Hvor kommer den næste fare fra? Og hvad er egentlig forbrydelsen? Hvordan har man forbrudt sig? Det er her, rædslen og magtesløsheden er stærkest.

Man har forbrudt sig, fordi Big Brother har besluttet sig for, at man har forbrudt sig. Særlig hjerteskærende er de flere gange gentagne scener, hvor kvinder søger hjælp hos de forkerte medsøstre. Fordi den uniformerede formummelse bag de sorte dragter gør det umuligt for kvinderne at genkende hinanden på afstand. Som om et helt køn kollektivt har fået udvisket sin identitet.

Et landskabsmaleri af Van Gogh billedliggør deres drøm om et liv i frihed. Men det er en utopisk drøm. I stedet bliver det at tage et ordentligt bøv på en cigaret i dagslys en gestus, der er en frihedskamp værdig. Tobakken er som friheden stimulerende, uhåndgribelig, farlig.

Kulturel thriller af format
'Cirklen' er en kulturel thriller af format. Man behøver ikke være særlig politisk for at blive revet med. Den er gribende uden at angle efter medfølelse. Sjældent er følelsen af, at fjendens øjne er alle vegne blevet formidlet så knusende stærkt.

Uden at politisere er denne film om massiv kvindeundertrykkelse politisk sprængfarlig. Jafar Panahi er en modig mand. Men han er så sandelig også en formidabel filmfortæller. Stilen er enkel. Ren og klar. For sådan er den iranske realisme.

Men enkeltheden er forvaltet med den fødte fortællers virtuositet. Ikke mindst scenen, der til sidst slutter 'Cirklen', er mindeværdig.

I én kamerabevægelse opsummerer og opgraderer Panahi hele sin skæbnefortælling, der er så nedslående i sit budskab, men så inspirerende takket være sine filmiske kvaliteter og sine kvindeskildringers mod og mandshjerte.

Filmen, der vandt Guldløven i Venedig i fjor, har ikke haft iransk premiere.