Alle skal vi jo ende som benrade og ormeføde. Det kan være svært nok at kapere sådan til daglig. At denne skæbne for længst er overgået Marilyn Monroe, er i bogstaveligste forstand slet ikke til at fatte, når man genser hende i 'Some Like It Hot'. For dér er hun jo levende endnu. Sukkersød og omtumlet med en antydet patina af slitage, men så tindrende levende i rollen som den ukuelige ukulele-spiller Sugar Kane, der på sin egen gennemført uskyldige måde er på jagt efter en ung millionær. Helst en med briller, der er blevet nærsynet af at læse alle de bittesmå tal i børsnoteringerne. Diktatoren og rodehovedet Åh, Marilyn, skulle disse øjne, denne barm, det flødeskumsfald og dette i bløddelene så velfunderede maveskind virkelig være gået al kødets gang? Ak, ak og dog, trods alt, gud ske tak og lov for opfindelsen af den cinematografiske hukommelse, der med udødeliggørelsen af Marilyn Monroe fejrer en af sine store triumfer. Ikke mindst når det sker i Billy Wilders 'Some Like It Hot' fra 1959. En film, der ved dette aktuelle gensyn stadig står sig som en af Hollywoods mest guddommelige komedier. Også selv om instruktøren Billy Wilder mente, at den humørsyge Monroe ikke blot havde bryster hugget i granit, men også et hoved så fuldt af huller som en schweizerost. Wilder følte sig hårdt plaget af Monroes sjuskede stil, men det er tankevækkende, at netop diktatoren Wilder og rodehovedet Monroe konfronteredes i en uforlignelig kemi, der også gav verden 'Den søde kløe'. Fuldkommen komedie Filmens slutreplik blev også dens danske titel. 'Ingen er fuldkommen'. Men Billy Wilders film er faktisk en fuldkommen komedie. Hvert eneste sekund er et raffineret studie i vid og fremdrift. De vittige dobbeltbundede replikker, der hele tiden balancerer usvigeligt sikkert på kanten af det vovede, uden nogensinde at forfalde til det plumpe. Tempo og timing er styret med elegant jernhånd af Wilder, der mere end nogen anden afstivede arven fra Lubitsch med amerikansk effektivitet. Filmens handling er henlagt til 1929. Jack Lemmon og Tony Curtis er to ludfattige '13 på dusinet musikere'. Det bekymrede brokkehovede Jerry og den kvindebedårende lykkeridder Joe. Ved et uheld kommer de to til at overvære Skt. Valentins Dag-massakren i en garage i Chicago. De to går under jorden forklædt som henholdsvis den nye bassist Daphne (Lemmon) og saxofonisten Josephine (Curtis) i pige-orkestret Sweet Sue & Her Society Syncopators. Forklædningskomedie Med de to nye musikere om bord går turen til det solrige Florida, hvor millionærerne hænger på træerne ved siden af appelsinerne. Men det er ikke nemt for to raske fyre i kvindetøj at holde masken omgivet af skønne kvinder, der i togets overfyldte sovevogn letpåklædte kravler rundt oven på dem i natkjoler og en em af martini. Da slet ikke når den ene af pigerne er Sugar (Marilyn Monroe). En lettere fordrukken yndighed med en ulykkelig svaghed for charmerende og skruppelløse saxofonister. »My spine turns to custard and I go all goosepimply all over«, forklarer hun en opmærksomt lyttende Joe om symptomerne på akut saxofonitis. Joe med fnadderhornet beslutter sig ganske rigtigt for at lægge an på Sugar forklædt som genert, bebrillet millionær. En forklædningskomedie, som kompliceres yderligere, da en vaskeægte millionær, Osgood Fielding III (den uforligneligt bredmundede Joe E. Brown), forelsker sig i 'Daphne'. Som om der ikke er komplikationer nok, er Florida også stedet hvor forbudstidens gangstere sætter hinanden stævne og gør gamle regnskaber op, når de ikke lige får sig lidt sol på braktuden. Filmisk livsbekræftelse At handlingen udspiller sig i de sidste uskyldige timer inden depressionen tromlede igennem Wall Street, giver den muntre komedie om gangstere, jazzmusik og millionærer en diskret, men nok så effektivt antydet, resonans. 'Some Like It Hot' er slet og ret en film, som får en til at føle sig glad over at være i live. Den er for 50ernes amerikanske komedie, hvad 'Singin' In The Rain' var for dens musical. Altså forlader man biografen nynnende og smilende. Så besnærende kan en film altså være. Der er med andre ord ikke noget at betænke sig på. At se Billy Wilders sort-hvide komiske mesterværk på Imperials omfangsrige lærred, med eller uden duggede briller, er én stor filmisk livsbekræftelse. Så af sted, af sted på de absolut letteste fjed!.