Det er en lille sjov og elegant idé, der skal trække hele læsset i det utraditionelle romantiske lystspil 'What Women Want'. Idéen er den, at filmens hovedperson, den meget opblæste, selvglade og maskuline reklamemand Nick (Mel Gibson), en dag efter et mystisk uheld i sit badeværelse bliver i stand til at læse kvinders tanker. I første omgang bliver han desperat og prøver at få den overnaturlige evne til at forsvinde igen. Men efterhånden indser han dog de oplagte fordele i den nye situation. Dels giver den ham rige muligheder for at score nogle lette ekstra point som hensynsløs og succesrig skørtejæger. Dels kan den nye magiske indsigt i kvindekønnets mentale krinkelkroge naturligvis være Nick en uvurderlig hjælp, når han som målrettet karrieremenneske skal kreere diverse vellykkede reklamekampagner og -slogans. Men skal man få andet end billige grin og muntre løjer ud af denne manuskriptidé, skal en form for kontrast naturligvis etableres. Det sker i 'What Women Want' på to måder. For det første medfører Nicks tankelæsning, at han kraftigt må revidere sit eget syn på sig selv. Han har indbildsk gået rundt og troet, at han var en uimodståelig gave til kvindekønnet. Men ak, sandheden viser sig at være en ganske anden. Bag de mange imødekommende smil, bemærkninger og attiuder, Nick møder hos de kvinder han omgås, ligger ofte en uudtalt foragt for den egoistiske og mandschauvinistiske pralhals. Nick må se i øjnene, at han er et rigtig dumt svin. Hermed bliver 'What Women Want' til en lille opbyggelig historie om anger og selverkendelse. For især kommer det til at pine den fraskilte Nick, at hans teenagedatter for længst har mistet troen på hans kærlighed og tillid. For det andet sker der det, at Nick bliver forelsket. Langsomt, men sikkert falder han for sin nye, benhårde konkurrent på jobbet, den kvikke og selvstændige karrierekvinde Darcy (Helen Hunt). Nu er de vittige forviklinger for alvor i gang, og længe håndteres de af Gibson og Hunt i de to hovedroller på bedste vis. Førstnævnte spiller med en klædelig, men aldrig overdreven selvironi, der på morsom vis tilfører Hollywoodstjernen Gibsons maskuline udstråling en feminin dimension. På samme måde agerer også Hunt med en kølig distance, der netop forhindrer, at det lette romantiske lystspil bliver sovset til i tykke klichéer. Problemet er snarere, at filmen med sine 126 minutters spilletid er alt for lang til sin ene, grundlæggende idé. Komikken og underholdningsværdien taber luft, efterhånden som den overrumplende effekt af Nicks tankelæsning aftager. Og filmen går næsten i tomgang, da han på et tidspunkt mister evnen igen, og resten udelukkende bliver et spørgsmål om, hvordan han og Darcy skal finde og få hinanden på ganske normal vis.