De fleste spændingsfilm har et ukompliceret forhold til narko. Det handler typisk om en kuffert fuld af heroin. Sniffende banditter med kløe i næse og aftrækkerfinger. Grådighed, dobbeltspil og ondskab. Plottet forekommer næsten lige så enkelt, når den amerikanske regering med jævne mellemrum erklærer narkoen krig, som om narkotikaen var en fjende, der kunne nedkæmpes med ildkraft alene. Men det handler ikke kun om bagmænd, smuglere og pushere. Det handler nok så meget om det samfund, der skaber både forbruget og misbruget. Det handler om forholdet mellem rige og fattige lande. Om rå armod syd for grænsen mellem Mexico og USA. Om social nød, udhulede familieværdier og åndløs materialisme nord for grænsen. Om kemisk afhængighed, psykisk skrøbelighed og stofkultur før og nu. Det er denne mangesidede problemstilling Steven Soderbergh, med noget der ligner dramatisk dødsforagt, har valgt at prøve på at skildre i 'Traffic'. Det ér en ordentlig mundfuld, og Soderbergh må da også bruge næsten to en halv på at gabe over den. Men for en gangs skyld er det ikke svært at forstå, hvorfor en ny amerikansk film må ud i forlænget spilletid. Soderbergh og hans manuskriptforfatter Stephen Gaghans ambition er at skildre narkoens lange fødekæde i form af en række indbyrdes relaterede parallel-historier med menneskelige skæbnefortællinger i alle led. Udgangspunktet er Mexico, hvor politiet er bundkorrupt. To narkokarteller udkæmper en blodig magtkamp. En paramilitær styrke under ledelse af den karismatiske og brutale General Salazar (Tomas Millan) går til angreb på Obregon-brødrenes kartel i Tijuana. Er Salazar lovens håndhæver eller selv medspiller? Det er i dette dødsensfarlige moralske morads, at narkostrømeren Javier Rodriquez (Benicio Del Toro) sammen med sin makker Manolo må prøve at manøvrere det bedste, han har lært. I San Diego må den gravide overklassefrue, Helena Ayala (Catherine Zeta-Jones), chokeret se sin mand Carl arresteret som narkobagmand og Obregon-kartellets amerikanske forbindelse. Efter at have spillet centrale roller i Ayalas arrestation bevogter de to FBI-agenter, Montel Gordon og Ray Castro (Don Cheadle og Luiz Guzman), kronvidnet i sagen mod Carl Ayala. Bliver Ayala dømt, er det en fjer i hatten for USAs nyudnævnte 'Narko Zar', Robert Wakefield (Michael Douglas). Dommer Wakefield er imidlertid ved at få sit helt eget private narkoproblem på halsen. Karrierejuristen Wakefield har ikke haft meget tid tilovers til sin datter Caroline (Erika Christensen), og nu er den 16-årige pige, der endnu ikke har smidt hvalpefedtet, hurtigt på vej ud i noget rigtigt snavs. Dermed er Latinamerikas coca-blade via laboratorierne i Tijuana og pusherne i Cincinnatis ghetto omsider nået frem til sit mål i hjertet af den amerikanske familie. At Soderbergh insisterer på kompleksiteten, og til og med får en glimrende film ud af sine anstrengelser, er på alle måder respektindgydende. Han er gået dristigt til værks. Grænsen mellem Mexico og USA har en slags hovedrolle i filmen. En skillelinje Soderbergh effektfuldt har valgt at markere med brug af forskellige farvefiltre og håndholdt kamera. I Mexico er farvespektret sol og støv. Flimrende kaotisk. I det lys er liv noget, der kommer og går med brutal pludselighed. Anderledes når Dommer Wakefield i Washington er på vej til sit nye embede. Da er tonen blåkold og nyhedsagtig. Ved disse skiftende subjektive indfaldsvinkler understreges fornemmelsen af autenticitet. Det er svært at fastholde dynamikken, når man samtidig hele tiden skal holde hovedet koldt og tungen lige i munden, men bl.a. ved hjælp af de skiftende visuelle strategier lykkes det, det meste af tiden for Soderbergh. Den 38-årige instruktørs forvandling fra stortalent til storspiller er en af de mest lykkelige begivenheder i de senere års amerikanske film. 'Out Of Sight', 'The Limey' og ikke mindst 'Erin Brockovich' har demonstreret friskhed og vitalitet inden for mainstream-filmens ramme. Samtidig har Soderbergh udviklet et næsten Tarantino'sk talent for at give plads til emblematiske skuespillerpræstationer. Albert Finney dukker op i en birolle, men i 'Traffic' er det især Luiz Guzman og Don Cheadle som makkerparret Castro og Gordon, der står for de underholdende præstationer. Til gengæld leverer Benicio Del Toro så klart filmens intense og dragende tyngdepunkt som den mexicanske strømer, der må prøve at skaffe mening i en bundkorrupt verden, hvor hver eneste dag er en balancegang på randen af en anonym grav i ørkenen. Langt svagere i billedet står Michael Douglas og rollen som Dommer Wakefield, der må se i øjnene at narkokrigen også er en kamp, der skal udkæmpes i hans eget hjem. Her bliver 'Traffic's største problem tydeligt. Nemlig at nogle roller forbliver tandhjul i maskineriet snarere end at fortættes til uafrystelig dramatik. At den nyudnævnte førstemand i krigen mod narkoen selv bliver et offer for narkoen, bliver ikke så meget et udtryk for en skæbnens ironi, som et udtryk for en lovlig konstrueret handlingsgang. Den femdobbelt Oscarnominerede 'Traffic' er en film, som nok så meget skal ses i en amerikansk kontekst. At insistere på narkoproblemets kompleksitet har vakt opsigt i USA. Der er oven i købet kommet en både spændende, interessant og velspillet film ud af anstrengelserne. På minussiden må man til gengæld også konstatere, at det er en film, som har krævet så meget overblik af instruktøren, at der ikke er blevet meget tilovers til følelserne. 'Traffic' ligner et faktuelt drama realiseret med filmisk nerve og finesse, men uden mulighed for at blive rigtigt medrivende i mere end korte glimt. Andet ville nok også have krævet, at Soderbergh havde givet køb på kompleksiteten til fordel for en smallere fokuseret menneskelig historie. At han med andre ord havde gentaget, hvad han gjorde med 'Erin Brockovich'. I 'Traffic' har han truffet et valg og ført sin beslutning ud i livet med konsekvens og talent. Det kan man kun respektere, når resultatet er en narkofilm, der både i form og indhold demonstrerer, at der ikke findes nogen nem løsning på problemerne.