På bænken på det lokale butikstorv sidder en samling forhutlede skikkelser og drikker dagen lang. Det hele glider tilsyneladende i ét. Men hvis man går om bag masken og drikkeriet, har de jo alle en skæbne og en fortid, der har formet sig på en særlig måde. Det er det, instruktøren Per Fly søger at vise i sin debutspillefilm 'Bænken'. Her træder navnlig én person ud af anonymiteten, og han får tillige en uventet mulighed for at revidere sit liv, så det drejes i en ny, mindre udsigtsløs og selvdestruktiv retning. Denne person er den tidligere kok Kaj (Jesper Christensen), der for slænget på bænken kan underholde med mange farverige beretninger fra sin fortid som ansat hos selveste Simon Spies, men som nu ganske langsomt og sikkert er ved at drikke sin tilværelse væk. Ret tidligt i filmen lægges der op til et afgørende brud i Kajs deprimerende og ensformige tilværelse. Det sker, da han ved et tilfælde erfarer, at hans datter Liv (Stine Holm Joensen), som han ikke har set i 19 år, er flyttet ind i et ledigt værelse i kvarteret hos den neurotiske enspænder Kim (Jens Albinus). Her opholder Liv og hendes søn Jonas sig i skjul for Livs voldelige mand. Da sammenhængen går op for Kaj, beslutter han sig imidlertid hurtigt for, at han ikke vil give sig til kende over for datteren. Hans samvittighed er for dårlig, hans skamfølelse over sit forspildte liv for stor. Alligevel bliver Kaj modstræbende knyttet tættere til den intetanende Liv og hendes dagligdag. Det sker, da Kajs noget indskrænkede og uselvstændige drukkammerat Stig (Nikolaj Kopernikus) indvilger i at se efter Jonas, mens Liv er på arbejde. Nu lægges der efterhånden op til, at Kaj skal tage det store skridt, lade masken falde og ansvarsbevidst genetablere forholdet til datteren. Men først efter et par dramatiske vendepunkter i handlingen står Kaj endegyldigt over for den afgørende udfordring i sit liv. Kan han i en desperat situation tage ansvaret for Jonas og dermed muligvis samtidig opnå den krævende forsoning med Liv? Det er bemærkelsesværdigt, at Per Fly i udlægningen af denne historie styrer fri af de fleste faldgruber. Han film driver aldrig rovdrift på følelsesladede eller sentimentale virkemidler, og alligevel går den på ingen måde af vejen for stærk og direkte emotionel udtrykskraft. For 'Bænken' bliver heller aldrig blot en gråmeleret socialrealistisk kliché om knækkede menneskeskæbner på samfundets skyggeside. I signalementerne af miljøer og typer er der måske nok en næsten fotografisk præcision til stede - sådan ser samfundet ud på film! -, men der er også alle disse umiddelbare glimt af liv og humor, som kun dårligt kan sættes i bås. Og her trives i 'Bænken' en fin og lun socialsatire, som ikke et øjeblik får lov til at blive letkøbt eller dominerende. For først og sidst er det Jesper Christensens store, på én gang generøse og afmålte portræt af taberen og alkoholikeren Kaj, der bærer filmen. Her får Christensen det hele med, men han overspiller aldrig en millimeter. Denne Kaj er en syg og bitter mand. Men han er også stærk, skræmmende ukuelig. Ham skal ingen knægte. Og paradoksalt nok er det netop denne ubændige friheds- og selvstændighedstrang, der truer med at gøre det af med ham. For dens berusende effekt er ansvarsløsheden, og så kan Kaj ikke længere styre sig selv. Han må gå i hundene. Men han har, som 'Bænken' så overbevisende demonstrerer det, aldrig helt resigneret. Fine, men mere typesikre præstationer er der af især Nikolaj Kopernikus og Jens Albinus. Og så betyder det lidt mindre, at selve historien i 'Bænken' - nemlig udviklingen i forholdet mellem Kaj og Liv (og Jonas) - måske ikke er ganske helstøbt. Der er noget ujævnt, måske noget lidt for hastigt og summarisk over hele forløbet. Alligevel bliver man gerne hængende til filmens sidste billede. Så levende og vedkommende har Jesper Christensen med lethed gjort den simple bums på bænken.