At skildre et overnaturligt fænomen i et naturalistisk billedsprog var en strategi, der fungerede så godt for M. Night Shyamalan i 'Den Sjette Sans', at hans debutfilm blev en af alletiders mest succesfulde film i USA. Så der er ikke noget at sige til, at han prøver recepten igen. 'Unbreakable' er så beslægtet med forgængeren, at det er lige før deja vu-fornemmelsen breder sig. Bruce Willis spiller igen hovedrollen. Igen har en drengs iagttagende blik en nøgleposition. Historien udspiller sig atter i Philadelphia og igen leder en naturalistisk skildring af et overnaturligt fænomen frem til en særdeles overraskende slutning. Den største forskel er desværre historiens kvalitet. I 'Den Sjette Sans' havde Shyamalan styr på fortællingens logik og kunne derfor holde en imponerende balance mellem det genkendelige og det overraskende, mellem det hverdagsagtige og det mystiskes chokerende indbrud i den. Men 'Unbreakable' skal holdes oppe af en kosmisk konstruktion, hvor kosmisk har en tendens til at miste sit første s og ende som ufrivilligt komisk. Hovedpersonen er en mand, der i sit liv ikke har været syg så meget som en eneste dag og helt usandsynligt aldrig har skænket det en tanke. David Dunn (Bruce Willis) burde ellers have fået knubs nok. Han er en tidligere football-stjerne, der nu arbejder som sikkerhedsvagt på stadion. David befinder sig i en tilstand af nagende utilfredshed med sit liv, da han som den eneste overlever en frygtelig togulykke. Mirakuløst slipper han fra katastrofen uden så meget som en skramme. Det vækker tegneserieeksperten Elijahs interesse. Hans altopslugende interesse er tegneserier om superhelte. På grund af en sjælden sygdom er Elijahs knogler så skøre, at de konstant knækker og blandt kvarterets børn har givet ham øgenavnet mr. Glass. Men den sorte Elijah (Samuel L. Jackson) er overbevist om, at den hvide Davids usårlighed på en måde er et komplement til hans egen skrøbelighed. Elijah prøver at overbevise David om, at han i virkeligheden er en slags superhelt-securityman der er kaldet til at bekæmpe det ondes Goliat i en by, der er plaget af kriminalitet og katastrofer. En teori der først får David til at ryste på hovedet, men selvfølgelig gør sønnen Joseph fyr og flamme. Elijahs teori er at tegneseriernes superhelte afspejler en dybere sandhed om mennesker med særlige evner. En skeptisk David må efterhånden indse, at intet tilsyneladende bider på ham. Her kunne Shyamalan have ladet der gå X-Men i historien, men han fastholder stædig sit naturalistiske udgangspunkt. For det handler om intet mindre end det enkelte menneskes plads i den kosmiske balance, om den evige kamp mellem det gode og det onde og om det udvalgte menneskes vilje til at opdage og udnytte sine skjulte ressourcer. Hvilket i Shyamalans udlægning kommer til at fremstå som en forfærdelig omgang vrøvl. At at gøre de kulørte drengestreger om maskerede, kappeklædte helte til symboler på en dybere kosmisk sandhed er halsløs gerning. Modsætningen mellem et realistisk billedsprog og et fantastisk indhold understreger igen, at M. Knight Shyamalan er en instruktør præget af en usædvanlig blanding af raffinement og banalitet. Men historien han prøver at fortælle i 'Unbreakable', udgør desværre en veritabel karavane af uslugelige kameler.