Idéen bag plottet i Brett Ratners romantiske komedie 'Family Man' er enkel og lovende, men næppe helt dugfrisk. Vi genkender alle en del af tankegangen. I visse afgørende øjeblikke synes vort liv at springe i en bestemt retning, men hvad nu hvis vi havde været bevidste om øjeblikkets betydning og derfor havde valgt at handle på en anden måde? Således sker det for filmens hovedperson, Jack Campbell (Nicolas Cage). I filmens indledning møder vi ham i et tilbageklip til 1987. I lufthavnen i USA er Jack ved at tage en tårevædet afsked med sin kæreste Kate (Tea Leoni), fordi han i forbindelse med sin uddannelse skal opholde sig et år i London. Han vil, naturligvis, komme tilbage, så de to kan realisere deres drøm om fælles lykke og fremtid. Nu klipper filmen til nutiden, og der viser sig et ganske uventet billede af parrets udvikling. Jack er ikke vendt tilbage til Kate. I stedet er han som selvtilstrækkelig ungkarl steget til tops i finansverdenen og sidder nu i en magtfuld og højtlønnet ledende stilling i et stort Manhattan-firma. Kate er blot et tåget, ubetydeligt minde. Jack har nok i sig og sine indbringende forretninger. Her er det, filmens store omvæltning sættes i sving. For via et tilfældet, men mystisk møde i en drugstore sker der noget utroligt for Jack. Næste morgen vågner han nemlig ikke op hjemme i sin mondæne ungkarlehybel på Manhatten, men tværtimod i dobbeltsengen sammen med Kate i et mere tarveligt forstadskvarter i New Jersey. Han er pludselig blevet familiefar med to små børn. Han har et par utålelige svigerforældre. Og ikke nok med det: Han har et usselt job som simpel dæksælger i svigerfaderens forretning. Jack prøver naturligvis desperat at søge tilbage til sin gyldne fortid, men ingen af hans tidligere naboer eller kolleger vil kendes ved hans eksistens. Den selvsikre gulddreng Jack er således fanget i en middelmådig småborgertilværelse med bleskiftning og pengeproblemer, hjemmevideo og bowling med gutterne, og han afskyr det. I begyndelsen. For naturligvis bliver det filmens ret bastante pointe, at Jack efterhånden finder en række skjulte, men mere blivende eller sande værdier i sin nye, mindre glamourøse tilværelse med kernefamilien. Han genfinder f.eks. sin ungdoms rene og uspolerede kærlighed til Kate, og det er alt sammen meget smukt og prisværdigt. Men bedst og mest underholdende er Brett Ratners film alligevel i den del, hvor Jack endnu er rasende og lamslået over sin uheldige og uforståelige sociale forvandling. Her udspiller der sig flere absurde og komiske optrin, der med god effekt trækker på den afgrundsdybe forskel mellem Jacks to verdensbilleder. Ligesom Nicolas Cage her lufter en ualmindelig fåret måde at spille skuffet og irritabel på. Men som helhed er det ellers, som om denne rolle som Jack appellerer for lidt til Cages oplagte talent for at spille på det heftige, det kulørte eller outrerede. I 'Family Man' er han pakket for meget ind i vat og glasur. På samme måde som hele filmen i længden bliver for sukkersød og for ansigtsløs. Egentlig selv et spejlbillede på det lunkne kompromis, Jack ellers selv på et tidspunkt lærer at erstatte med en holdbar og realitetsbetonet lidenskab.