Med filmen På Fremmed Mark, som i torsdags havde verdenspremiere på Göteborg Film Festival, har instruktøren Aage Rais skabt en dansk krigsfilm. Det er i sig selv usædvanligt. Men dertil kommer, at Rais med sin film tør søge en sandhed om krigen, der ikke synes at rumme plads til kompromiser eller forbehold. På Fremmed Mark er en ubehagelig og påtrængende film. Men det er også en nødvendig film. Den vil udfordre og ryste sit publikum. Og derfor fortjener den netop et publikum. Det kan være ganske rigtigt, at en så genstridig og desillusioneret film som På Fremmed Mark aldrig vil blive et stort tilløbsstykke i biograferne. Men Danmark vil pludselig fremstå som en lidt tarvelig og fattig filmnation, hvis Rais bliver nødsaget til at springe biograferne over og blot få sit nye udspil vist i tv. Dansk afviger For meget velgørende afviger På Fremmed Mark på flere måder fra det tidstypiske succesmønster i dansk film. Mange fordelagtige ting kan man således sige om dogmefilmene Idioterne, Festen og Mifunes Sidste Sang, men konfliktsøgende og polemiske i forhold til et konkret og aktuelt brændpunkt i samtiden er de ikke. Det er På Fremmed Mark. Derfor er filmen heller ikke underholdende, slagfærdig og humoristisk som Den Eneste Ene. Eller som Her I Nærheden en solid gang rugbrødspsykologi, båret af rutinerede kræfters lidt for respektindgydende præstationer. Besk På Fremmed Mark er en krigsfilm af den beske slags. For som hovedrolleindehaveren Pelle Hvenegaard var inde på efter premierevisningen i Stora Teatern torsdag aften, så tilbyder filmen netop ingen lettelse eller forløsning. Den forbliver bitter hele vejen igennem. Hvenegaard spiller den unge Jacob Lyngdahl, der fra sin kæreste i Danmark drager afsted som soldat i FN-styrkerne på Balkan. Her møder han borgerkrigen i al dens gru og elendighed. For ingen steder vælger Rais at anvende sminke eller forskønnelse. Krigen i På Fremmed Mark er grå og skiden, grumset og blodig. Den er nervøs og flakkende. Her. Der. Allevegne. Og væk igen, før man har set sig om. Kun et lig med en kugle i kroppen ligger tilbage på jorden. Sådan møder den reelle, men uerfarne Jacob første gang krigens dødbringende kaos i en landsby, hvor hans overordnede, Holt (Nikolaj Coster-Waldau), beslutsomt griber ind og redder hans liv. Den dæmoniske Holt er Jacobs modsætning. En dreven veteran med en fortid i Fremmedlegionen og med en indsigt i krigens væsen, der har gjort ham ét med dens uvæsen. Holt er i bogstaveligste forstand opslugt af krigens amoralske karakter. Han overlever på dens fordærv. Og i en bemærkelsesværdig koncentreret præstation forlener Coster-Waldau ham netop med en feberagtig stråleglans, der får Holt til at fremstå urørlig og umenneskelig. Den uklare retfærdighed Da Jacob hjemmefra får besked om, at hans kæreste er blevet gravid med en anden, betror han sig til Holt, der kvitterer med at invitere ham med på »en øvelse«. Hermed indledes filmens lange, afsluttende malstrøm af begivenheder, hvor Jacob gang på gang må erfare, at der i krigszonen kun eksistere en utydelig kridtstreg mellem ret og uret. For det viser sig, at Holt og Jacob med førstnævnte i spidsen skal være guider for tre velhavende turister, der er søgt til borgerkrigen på Balkan for at købe sig spænding og usædvanlige oplevelser. Skridt for skridt udvikler udflugten sig dog til et mareridt. For Jacob, fordi han aldrig havde forudset, at turens oprørende kulmination er nedskydningen af en håndfuld ubevæbnede serbiske landsbyboere. Og for dem alle, fordi den helikopter, der er vejen tilbage til sikkerhed, eksploderer og efterlader de fem i krigens vildnis. En faldgrube Nu bliver På Fremmed Mark til en anspændt, uoverskuelig udflugt med døden for den lille patrulje. Og krigen er igen overalt med sin rå og blinde kraft, sine pludselig skud og skrig i natten, sin fejhed, angst og modbydelighed. Voldtægt, likvideringer? Hvorfor ikke? For sent indser Jacob, at skråplanet forlængst har udviklet sig til en regulær faldgrube. I denne skildring er det måske mere de skarpt registrerede stemninger end storslåede billedkompositioner og suveræn teknik, som er virkningsfulde. For det er i de enkelte sceners nerve og intensitet, at berettigelsen i Rais' film og dens moraldebat ligger. Her fremstår Pelle Hvenegaard som Jacob også så overbevisende. Et menneske, der aldrig har forudset eller overvejet al denne smerte og ondskab. Og hvis integritet derfor kan forveksles med veghed og accept. Hele tiden et fatalt skridt bagefter omgivelsernes usandsynlige forråelse og derfor både symbolsk og bogstaveligt klædt af til skindet, da det sidste opgør skal stå. Et nøgent menneske i en nøgen krig. Sådan blev der ifølge På Fremmed Mark væbnet konflikt på Balkan. Sådan bliver der til alle tider krig i verden. Og i sindet hos selv det bedste menneske.