Hellere en original ambition, der ikke indfries helt, end endnu et visionsløst forsøg på at vinde publikum til en dusinvare. Ud fra denne tankegang ligner ’Metropia’ en perspektivrig animations-fornyelse af eksperimentel skandinavisk science fiction.
Men desværre må man i samme åndedræt tilføje, at filmens eksperimentelle animationsteknik strakt ud til spillefilmlængde når en ensformighed, som også kunne berettige den til titlen ’Monotopia’. Så meget des mere, som vi er i en dystopisk verden med et totalt magtmonopol.
Fatal shampoo
Den globale virksomhed Trexx med den dæmoniske leder Ivan Bahn driver et Metro-system under hele Europa og sælger desuden en hårshampoo ved navn Dangst. Kontoriussen Roger er ganske vist så godt som glatraget, men drømmer om kvinden på shampooflasken, i en grad så han forsømmer sin kone Anna.
Den fatale shampoo lægger organiske chips ind i hovedbunden og transmitterer dermed brugernes tanker til Big Brother-hovedkvarteret – og stemmerne fra overvågende dobbeltgængere tilbage til borgernes kranier.
Så hvem styrer Roger, når han hører stemmer og i metroen møder shampoo-drømmekvinden, Nina, og følger efter hende i stedet for at gå på arbejde? De når både til Nørreport i København og på hotel i Paris ved Avenue Stalingrad-stationen.
»Will there be nudity?« spørger nogle vulgære Trexx-aktionærer, som følger parrets vej mod hotellet via hovedkvarterets overvågning, og svaret er ja, men hvis side er Nina egentlig på?
Original af-animering
Filmen følger så grundmønsteret for paranoia-science fiction frem mod et teknologisk klimaks med et helt bassin fuldt af Dangst og efterfølgende åben kamp mod manipulatorerne.
Det mest originale viser sig dermed at være filmens teknik, der minder lidt om ’pixellation’, dvs. stop-motion-optagelser af levende modeller, der bevæger sig ganske lidt mellem hvert stillbillede.
Den metode er her kombineret med fotomontage, så store hoveder i profil eller en face er monteret på fotos af noget mindre kroppe, og begge dele yderligere forenklet og fordrejet i photoshop, så øjnene f.eks. bliver endnu større. Navne som Vincent Gallo, Juliette Lewis, Stellan Skarsgård og Udo Kier (som overskurken Bahn) lægger stemmer til.
Også baggrundene er fotomontager af metrostationer, anonyme lejligheder, fulde togkupeer og mennesketomme gadebilleder, alt holdt i gråblå toner.
Men ’animation’ er jo at puste ånd eller liv i kunstige figurer, så her er snarere tale om af-animering, eftersom de små kroppe med store hoveder og stive bevægelser i forenklede scenografier afgjort er langt mindre livagtige, end live action-optagelser af personerne ville virke.
Af-livningen signalerer ganske vist en livstruende gennemmanipuleret verden helt i overensstemmelse med plottets grundidé. Langtidsvirkningen er bare ikke uhygge, men ensformighed.
Stiløvelse uden forklaring
Min tiltagende skuffelse undervejs hænger også sammen med visionens begrænsning, dens mange ubesvarede spørgsmål: Hvordan har Big Brother-virksomheden gennemført denne instrumentalisering af levende mennesker? Hvem gavner profitten og kalkulerbarheden, hvis firmaledelse og aktionærer er lige så forudsigelige?
Kunne kærlighed til Anna og de nære ting have reddet vor mand fra kampen mod overmagten? Har skrækvisionen kort sagt noget modstykke – en forestilling om mere levende liv på andre betingelser?
Dystopien fremstår i sidste ende som stiløvelse, uden ordentligt forklaret bund i et syn på udviklingen af vores fælles liv og vores valgmuligheder. Paranoia som underholdning – bare uden slid på smilebåndet.
fortsæt med at læse
