Mens de voksne fører krig om millionværdier på papir, leger børnene med sæbebobler i Central Park.
Og eftersom Oliver Stone er den, der filmer både børn og voksne, kræver det ingen ph.d. i semiologi at tyde symbolikken. Den forklares faktisk i en voice over lige fra åbningsbilledet:
Bobler er økonomiens evolution
Verdens udvikling foregår som oppustning af bobler, der brister før eller siden.
Stemmen påberåber sig ikke ligefrem The Big Bang, men det er tæt på: Den »kambriske eksplosion« (der vist nok for omkring 550 millioner år siden markerede en lynvækst af komplicerede organismer modsat de hidtil så simple ditto), var den første boble; og dot-com-boblen af fiktive website-værdier for knap ti år siden var langtfra den sidste.
Kæden af bobler er økonomiens evolutionsform, hvis vi skal tro den unge børsmægler, Jake, som stemmen viser sig at tilhøre.
Eller hvis vi skal tro en gammel bekendt, som efter otte år i spjældet for insiderhandel er blevet løsladt i 2001, samme år, som dot-com-boblen brast. Og som syv år senere – altså ved udbruddet af den igangværende krise – udgiver en bog om Vestens oppustede låneøkonomi: ’Is greed good?’.
Wall Street lever endnu
Jo, ophavsmanden til bogen er den Gordon Gekko, der engang uden tøven fastslog: Grådighed er godt.
Den holder hjulene i sving, mente han for et kvart århundrede siden, da Oliver Stone havde vendt sig fra den amerikanske nations (og sine egne) Vietnam-traumer i ’Platoon’ (1986) mod yuppiegenerationens daværende kasinoøkonomi i ’Wall Street’ (1987).
Mens Gekko sad inde, kørte spekulations- og lånerouletten som bekendt videre på frihjul. Vi træder ind i Wall Street på ny, netop som en investeringsbank bliver undergravet ved investorflugt og falske rygter – iværksat af den konkurrent, der køber fallitboet for en slik.
Taberens direktør tager konsekvensen, og Jake, hans unge elev og medarbejder, står uden job. Men beslutter at hævne sin mentor ved at undergrave vinderfirmaet.
Alle tiders bankpakke
Jake er kæreste med Gekkos datter, Winnie, grundlægger af et elektronisk nyhedsmagasin og (alligevel?) ubestikkelig idealist.
Sin far har hun brudt al forbindelse med, men den gamle overtaler Jake til at genskabe far-datter-kontakten – mod til gengæld at hjælpe Jake med hans hævntogt. Som i sidste ende er med til at udløse den største ’bankpakke’ i den amerikanske regerings og verdens historie.
Sådan fletter Stone makrohistorien sammen med modsatrettede mikrobevægelser i et truet ungt parforhold.
»Vi skal gøre hinanden trygge«, minder Winnie om, med Carey Mulligans troskyldige sødme, som vi kender fra ’An Education’.
Kærlighed og ludomani
Kærligheden mellem hende og Jake, spillet af Shia LaBoeuf (Indiana Jones’ søn i ’Krystalkraniets kongerige’), overbeviser, mens man samtidig tror på hans ludomane finanstalent.
Men Gordon Gekko ejer scenen, i Michael Douglas’ skikkelse, tydeligt ældet siden 1987-versionen.
Har skuespilleren ligefrem vendt sin private kamp mod strubekræften til en ny karisma? En troværdig, resigneret ømhed skinner i hvert fald igennem den aldrende børshajs kyniske manipulationer og febrilt dødsforagtende milliongambling for spillespændingens egen skyld.
På væggen har han et antikt kobberstik af de tulipanløg, der skabte den hollandske ’tulipanboble’ i 1600-tallet.
Kannibalisme på finansmarkedet
Susan Sarandon giver kun en skitse af Jakes neurotiske mor, en sygeplejerske selvomskolet til ejendomsspekulant.
Men Frank Langella (Richard Nixon i ’Frost/Nixon’) har vældig pondus som Jakes tabende mentor, og Josh Brolin vokser undervejs i rollen som vinderen, der også har kunst på væggen: et forarbejde til Goyas berømte maleri af ’Saturn, der æder sine børn’.
Kannibalismen på finans- og aktiemarkedet er vi på det tidspunkt ikke i tvivl om, hvorimod forbindelsen ind i regeringen til skatteydernes støttemilliarder desværre bliver ved halve insinuationer.
Derved skrumper Stones anklage unægtelig lidt, men det ændrer ikke ved, at Gordon Gekko stadig er en tidstype i det format, myter dannes af.
fortsæt med at læse
