Den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en stad, lærte nogle af os i søndagsskolen.
En variant heraf er den lære, som pandaen Po må annamme i denne habile toer af Dreamworks-animationen om den overvægtige og ret troskyldige kung fu-helt med sort-hvid pels: Uden fred med sine egne dæmoner kan man ikke overvinde andres.
Albino-påfugl med spådom
Allerede i etteren blev Po ellers fuldgyldig ’dragekriger’ ligesom Tiger, Trane, Abe, Hugorm og Knæler, og sammen vogter de over indbyggerne i Fredens Dal: grise, ænder, gæs osv.
Sidst skulle dalen beskyttes mod en frafalden dragekriger, sneleoparden Tai Lung, der var gået over på mørkets side. Og denne gang er den store trussel albino-påfuglen Lord Shen, forstødt af fyrsteslægten på påfugletronen og med den spådom over sig, at han skal bukke under for en sort-hvid kriger.
Den stad, der skal indtages, er Gongmen, hvor den hensynsløse Shen og hans hær af ulve residerer med nymodens kanoner – krudtet var ellers opfundet til fyrstehusets fredelige fyrværkeriformål. Et par ældre dragekrigere, Mester Stormende okse og Mester Krok(odille), holdes fangen dér.
Men før Po & Co. kan lave sprængt påfugl af modstanderen, må han altså besejre sine egne dæmoner: den nagende uvished på egen identitet. For hvordan kan en panda være søn af en gås ved navn hr. Ping?
Perfekte danske stemmer
Tiøren falder langsommere for Po end for os andre: Han er hittebarn og gåsen ’kun’ hans adoptivfar. Hvad blev der af Pos biologiske forældre og alle de andre pandaer i riget?
I flashbacks dukker den fortrængte erindring op om tyrannens forsøg på i sin tid at udrydde enhver sort-hvid trussel mod hans magt: en massakre, der overgik barnemordet i Betlehem – Verdensnaturfonden græd, og Wulffmorgenthaler lo!
Det skruede grundkoncept – et veritabelt kung-zoo i det gamle Kina! – virker allerede mindre absurd nu i toeren.
Vi accepterer uden videre, at både panda og tiger har psykiske fortrængninger, og hengivenheden mellem Po og hans adoptiv-gåsefar med nudelspisestedet kan (også takket være hhv. Rune Klans og Paul Hüttels perfekte danske stemmer) røre en sten for slet ikke at tale om nutidens mange adoptivbørn, bonusforældre osv.
Originalstemmerne, også tilgængelige i visse danske biografer, har Jack Black som Po, Dustin Hoffman er vis kung fu-mester, Gary Oldman den onde påfugl, og Angelina Jolie er dragekrigeren Tiger – en hvas og dog blød dame, hvis forhold til Po måske kunne udvikles i den treer, DreamWorks sikkert allerede drømmer om.
Enstrenget plot
Det kræver jo ikke al Østens visdom at gætte, hvem der sejrer, fjerkræet med krudt og kugler eller bamsen med den indre fred?
Men trods et enstrenget plot er krigslykkens vekslen lige så fuld af kolbøtter og flyvende saltoer med dobbelt skrue, som kampscenerne er.
3D-versionen af filmen giver et par fine chokvirkninger ekstra, selv om 35 mm, som nogle biografer viser, jo gerne giver nok så knivskarpe billeder.
I begge teknikker bidrager udtryksfuld figuranimation, dekorative baggrunde og velbegrundede stilskift til et kung fu-festfyrværkeri, der overgår etteren.
fortsæt med at læse






























