Hvorfor tog det dig så lang tid at blive instruktør? »Tja. Det ved jeg egentlig heller ikke. Ideen opstod, da jeg arbejdede på filmen 'Last Chance Harvey'. Jeg sad en aften og talte med en af producerne og sagde, at hvis jeg var instruktør, ville jeg gøre tingene sådan og sådan. Så sagde han: »Du burde være instruktør, du har virkelig fornemmelse for det«. Og jeg sagde: »Jamen, så find mig et manus«. Dagen efter ringede en producer med manuskriptet til 'Quartet'«. Hvad inspirerede dig ved det her manuskript? »Historien handler om operasangere på et plejehjem, og jeg fik som ung, fattig skuespiller kendskab til operasangere, da jeg delte lejlighed og blev venner med et par af slagsen. En dag talte de om en anden operasanger, og jeg spurgte henkastet, om han var god. Så vendte min ven sig om og sagde: »Du forstår det ikke. I din profession er der gode skuespillere og dårlige skuespillere. Men i min profession er man enten operasanger, eller også er man ikke«. LÆS OGSÅHollywoodstjernen, der aldrig skuffer, fylder 75 »Opera fascinerer mig som kunstform. Man skal kunne sprog, have en fysik som en atlet, og dertil kommer, at det er ekstremt konkurrencepræget og svært at leve af. Og akkurat som det sker for atleter, vågner de op en skønne morgen, og så er det hele væk«. Hvad har du lært som instruktør, som du ikke vidste som skuespiller? »Den del, der var ny for mig, og som får mig til virkelig at have respekt for instruktører, er, at det i virkeligheden ofte er dem, der skal levere det store skuespil dagligt. De skal møde på arbejde hver dag, smile og være rolige og spørge til skuespillernes velbefindende, efter at de netop har fundet ud af, at de har mistet en location, en skuespiller, at de ikke har penge til at gennemføre det, de ville med filmen, eller at den forkerte rekvisit er blevet leveret«. LÆS OGSÅStjerneinstruktør og smukt spil gør HBO's hesteserie mesterlig »At lave en film er på en måde ligesom krig. Så snart det går i gang, er det intet, der går efter planen. Man starter med at ville lave en fabelagtig film, og når man så er gået i gang med den, håber man bare, at det bliver en god film - og efter et stykke tid, at den i det mindste bliver færdig. Jeg kender ikke andre kunstformer, hvor man bare skal have det hele perfekt første gang. Det her er som bungeejumping. Hvis man gør det forkert, er man færdig. Man kan ikke prøve det igen den næste dag«. Hvad ville du gøre anderledes ved denne film med den viden, du har nu? »Skuespillerne var den letteste del. For de instruerer hinanden, når instruktøren vender ryggen til. Men jeg ville ønske, jeg kunne gå tilbage og håndplukke hvert medlem af holdet, for der var et par - få - medlemmer af teknikken, der behandlede det her som et hvilket som helst job. Jeg vil gerne omgive mig med folk, der er lige så passionerede omkring det her, som jeg er selv er«. Har du lavet optagelser som skuespiller, du ikke er glad for? »Man er nødt til at beskytte sig selv som skuespiller, for det er en forbandet kunstform. Når man er på scenen, har man selv kontrol over det. Men når man ikke er instruktør på en film, sidder man heller ikke i klipperummet. Det er en anden, der træffer beslutningen om, hvad der er dine bedste optagelser. Det er svært. Og efter et stykke tid lærer man lektien om instruktører, der beder en om at spille en scene på en bestemt måde«. LÆS OGSÅBørnefilm med Dustin Hoffman er for rar og gammeldags »Man føler, det er falsk og uorganisk, og at man bare gør det for at gøre instruktøren glad, men han siger: »bekymr dig ikke om det, hvis det ikke er godt, vil jeg ikke bruge det«. Så bruger han det måske alligevel, fordi ens egen smag nogle gange er forskellig fra hans, og så krymper man sig. Jeg vil fastholde, at der aldrig burde være en dårlig præstation på skærmen«. Hvordan har du det selv med dine tidligere film? »Jeg har prøvet det der med at surfe tv-kanaler, og pludselig er man der, i en eller anden film, man har lavet. Så bliver jeg tit frustreret og tænker »Gud, hvor ville jeg ønske, vi havde gjort det eller det«, men jeg siger det som skuespiller, ikke som instruktør. Jeg tænker altid, at jeg kunne have gjort det bedre. Sandheden er, at man aldrig nogensinde får det 100 procent perfekt. Sådan er det også med livet. Der er nogle film, jeg har været med til at lave, som jeg virkelig hader. Jeg siger ikke hvilke, for det ville såre instruktørerne dybt«. LÆS OGSÅDustin Hoffman vil sortlistes af våbenlobbySagde Lawrence Olivier virkelig engang til dig, at du kunne forsøge at spille skuespil for en gangs skyld? »Ha! Det er en sjov historie. Olivier var min ven, og det blev sagt som en spøg. Jeg var midt i at optage 'Marathon Man' og skulle på et tidspunkt spille en scene, hvor jeg ikke har sovet i 72 timer, og så spurgte jeg Olivier, om han ikke ville med ud og feste. Jeg sagde, at jeg kunne drikke igennem og ikke behøvede at sove, fordi jeg havde den her scene om mandagen, og det ville virke autentisk. Så sagde han lige så tørt: »Du kunne jo også forsøge dig med skuespil««. Er du mere nervøs for premieren som instruktør end som skuespiller? »Det er nogenlunde det samme. Man håber bare, at man ikke er en fiasko, og ved, at det ikke er op til en selv. De fleste film er fiaskoer. Og man går ind til det med tanken om, at ens film formentlig vil blive et flop af tusindvis af forskellige grunde«. »Jeg læste lige for nylig, at 'Citizen Kane' blev slagtet af kritikerne, og folk kom slet ikke, da den blev vist i biografen. Nu betragtes den som en af de største film, der nogensinde er lavet. Jeg laver ikke film for at blive fejret. Jeg vil påvirke publikum på et virkeligt plan. Det er jeg ikke sikker på, at alle instruktører ønsker at gøre, jeg tror, at nogen af dem laver film for kritikere«.