Selv om du nu – ikke ganske ubeføjet, kan jeg tilføje af egen erfaring – skulle mene, at opera kan være ludkedeligt og alderdom direkte deprimerende, så giv lige 75-årige Dustin Hoffmans instruktørdebut ’Kvartetten’ en chance.
Slå dig ned i biffen, temmelig sikkert blandt jævnaldrende tilskuere langt hinsides popcorn-alderen, og slå øjne og ører op, mens forteksterne ruller til tonerne af Brindisi’en – skålsangen – fra første akt af ’La Traviata’. Og overgiv dig så!
LÆS OGSÅ Dustin Hoffman: »At lave en film er på en måde ligesom krig«
Bevares – tunghørhed, glemsomhed, gangbesvær og andre viderværdigheder går jo ikke lige pludselig over; og opera er og bliver opera.
Men alligevel: Den film gør det virkelig svært at bevare sin sunde skepsis over for kunstarten og sit solidt funderede mismod over alderdommens uundgåelige svækkelser.
Pensionerede musikere
Tag nu sødeCissy (spillet af Pauline Collins, 73 i år), hun kan ikke huske fra næse til mund. Eller frække Wilf (Billy Conolly, 71), der lægger an på både pensionister og sygeplejersker, men skal op og pisse fem gange hver nat.
Reggie (Tom Courtenay, 76) klarer sig bedst, han forelæser for unge mennesker om opera og musik og lytter selv til dem. Så han bor egentlig mest på stedet for at støtte sin ven Wilf.
Resten af beboerne på stiftelsen Beecham House, et herskabeligt engelsk landsted, er også pensionerede musikere eller sangere.
Hvert år spiller beboerne selv en gallakoncert på Verdis fødselsdag, til støtte for stiftelsens økonomi.
Forberedelserne er igen i gang, under diktatorisk ledelse af kæmpekrukken Cedric (Michael Gambon, 73).
Men festen er ved at gå i vasken på grund af en ny beboers ankomst: Jean (Maggie Smith, 79) var engang en verdenssopran, men med den karriere splittede hun i sin tid den kvartet, hun havde udgjort sammen med Cissy, Wilf og ikke mindst Reggie, som hun blev skilt fra ved samme lejlighed.
Smiler med
Han har aldrig giftet sig igen; kan han overvinde sin sorg fra dengang, sin bitre stolthed nu? Har hendes primadonna-attituder holdt sig bedre end stemmen?
Resten af beboerne modtager hende som en dronning – bortset fra en gammel rivalinde-sopran!
Hvis blikke kunne dræbe ... Cissy og Wilf gør, hvad de kan, men kan de og Reggie alligevel få hende med i gallakoncerten, med deres gamle glansnummer, kvartetten fra ’Rigoletto’? Hjemmets økonomi står og falder med det.
Spinkel handling? Jo, såmænd. Men hvem tænker på det, når først musikken spiller?
Og dét gør den jo netop: Aldrig har Verdi – plus Schubert, Donizetti and some more of that crowd – spillet en mere velintegreret rolle i en ’almindelig’ film end her!
Klarinettisten får godt nok et slagtilfælde og må hentes af ambulancen.
Og i den selvbestaltede lederrolle rynker den hæmningsløst snobbede Cedric (tæt på overspil af Gambon) på næsen ad to andre gamle herrers skønne music hall-nummer ’Have a little fun!’.
Men alle musicerer og har så meget fun, at man tager sig i at sidde og smile huldsaligt med.
En skål for det vellagrede venskab
Jeg tør ikke garantere, at filmen kan få Tage Voss til at skifte syn på alderdommen. Og vel er komedien da en besmykkelse af enhver virkelighed i selv det mest musikalske oldekolle – derfor hedder genren jo ’komedie’.
Og af naturlige årsager – man kan jo ikke cykle fra sit stelnummer, som min sommernabo siger – kan jeg heller ikke vide, om yngre årgange vil blive lige så bevægede, rørte og grinende lettede som jeg over at se alderens genvordigheder udstillet så indlevet og dog så tilgivende.
Men enhver må, uanset alder, kunne frydes over at se disse fire mennesker spille røven ud af bukserne på enhver!
Collins og Conolly mobiliserer sødme og vid imod de gebrækkeligheder, de hader så velbegrundet.
I sin svale ladymimik finder Maggie Smith nok en gang nye udtryk for beslutsom højrøvethed såvel som sent erhvervet selvkritik og modvillig beundring af andre.
Og frem for alle vokser Tom Courtenay til et fyrtårn af tilkæmpet værdighed som dække over voldsomme indre kampe. Sikke en præstation!
’Kvartetten’ går ikke til alderdommens sidste yderlighed som årets præmietragedie ’Amour’ og den glimrende og samtidige islandske ’Volcano’.
Den stirrer sig heller ikke blind på sex som foryngelseskur, som i den ny amerikanske ældrefilmbølge.
’Kvartetten’ er først og fremmest en livslysten, galgenhumoristisk og gennemmusikalsk brindisi, en skål for det hårdtprøvede, vellagrede venskab.
fortsæt med at læse
