Der kommer en tid i enhver smølfs liv, hvor han må forsvare alt, hvad der er blåt, småt og godt.
Sådan omtrent lyder det et sted i denne blandede live action- og animationsfilm – som man ærlig talt ville ønske, de stakkels smølfer kunne have forsvaret sig imod.
LÆS OGSÅ Forsker: Smølferne er stalinistisk-nazistiske racister
De muntre blå schtroumpfs, tre æbler høje inkl. den hvide hue, som den belgiske tegner Peyo (Pierre Culliford) indlagde i sin middelaldertegneserie om pagerne ’Henrik og Hagbart’ og siden gav deres eget albumunivers, har – trods alskens senere merchandising – en ægte charme: den forenklede eventyrscenografi med paddehattelandsby, storke og troldkarl.
De visuelle gags i glad og plastisk streg. Og så selvfølgelig det avancerede sprogeksperiment, en lækkerbisken for enhver semiotiker: På deres sprog kan man smølfe alt, bare man smølfer ordet smølf ind de rigtige steder i smølfen.
På (dårligt) amerikansk
Scenen, stregen og sproget. De kvaliteter er ikke nok for et amerikansk publikum, så ud med dem! Og så rykker vi i stedet seks-syv af de små blå til verdens ævle, undskyld: navle.
Og her bliver de jo venner med et ungt middelklassepar, der kan hjælpe dem mod troldkarlen Gargamel og hans grumme kat, der har forfulgt dem fra middelalderen til Central Park.
Ja, så er filmfolkene igen på hjemmebane – men smølferne på total udebane. For uha, her er jo både busser og taxier og stormagasiner, og hvordan mon smølferne klarer det?
Særpræget er væk
Tja, fuldstændig ligesom de talende mus, syngende jordegern, sandwichspisende bjørne og andre automatnuttede væsener, som en monotont uopfindsom børneunderholdningsindustri før har udsat for præcis det samme: De små og vågne overvinder jo de store og dovne mennesketumper.
Men så koster det dem også resten af deres særpræg.
Ikke for det: Filmen har tempo, glimrende danske stemmer med Laus Høybye og Nis Bank Mikkelsen i spidsen som hhv. Klumpesmølf og Gammelsmølf, og sågar enkelte glimt af primitiv situationskomik i nederlagene for Gargamel, pinagtigt overspillet af Hank Azaria.
Uforståelig for småbørn
På fladskærmen derhjemme til en børnefødselsdag fungerer filmen nok hverken værre eller bedre end andre ligegyldige børnekomedier.
Men sammensplejsningen af live action og animation glipper her og der, og en menneskeintrige om marketing for et skønhedsfirma (!) er komplet ubegribelig for småbørn.
Overhovedet at lade sådan et miks af sjusk og kliche gå ud over nogle figurer, som oprindeligt er noget så sjældent som originalitet for et småbørnspublikum – det giver strafpoints i sig selv!
fortsæt med at læse
