Kan vi blive glemt, udskiftet, kasseret af dem, der elsker os, og som vi selv ’lever for’, som det hedder?
Kan en tilsyneladende paradisisk redning afsløre sig som et helvede, nye venner som bødler og fangevogtere? Og kan vi ved vores egne handlinger gøre noget som helst for at forhindre sådan en skæbne?
Hvis det ikke lige lyder som børnespørgsmål, men f.eks. snarere den gamles usikkerhed lige før plejehjemmet, er det både rigtigt og forkert. Nær angst for at blive overflødig kan et børnehavebarn selvfølgelig udmærket forstå – såvel som en voksen på enhver alder.
LÆS ARTIKEL
Ny Toy Story giver anmelderne våde øjneAlligevel er det med rette, at censuren fraråder ’Toy Story 3’ til børn under syv år, selv om den udspiller sig i deres verden: børneværelserne og en integreret daginstitution.
Følelser, vi alle kender
Men bortset fra det paradoks må man konstatere, at Pixar har gjort det igen: skabt en animationsfilm, der morer børn og voksne, men også mobiliserer dybe følelser hos alle aldersgrupper.
Ligesom affaldsrobotten Wall-E blev et symbol på kærlighedens almagt og besejring af ensomheden, og ’Up’ lod pensionistens eventyrlyst og viljestyrke trodse alderdommens afmagt.
Det enkle greb består i at lade legetøjet udleve følelser, vi alle kender.
College truer
I ’Toy Story’, der som den første totalt computeranimerede spillefilm i 1995 indledte et nyt kapitel af filmhistorien, blev træcowboyen Woody jaloux over lille Anders’ interesse for den ny plastikastronaut Buzz Lightyear; som til gengæld ansporede legetøjet til sammenhold, da Woody i ’Toy Story 2’ fra 1999 skulle reddes fra museumsdøden i den grumme samlers montre.
Også ’Toy Story 3’ bobler af venlig humor, men spændingen har fået en mørkere undertone af fortabelsen som risiko – og det i en fuldkommen nutidig børnehverdag: Legetøjets ejermand, Anders, er blevet stor og flytter på college, hans værelse skal ryddes.
Han må vælge: Skal legetøjet nu foræres væk, lægges på loftet eller slet og ret på lossepladsen? Alle tre dele, viser det sig.
Legetøjets godfather
Børnehaven ligner et legetøjsparadis, her bliver man leget med dagen lang.
Men der er regler: Nyt legetøj overlades til de mindste børns skalten og valten, banken og savlen, og kun hvis det holder til det, kan det håbe på en lysere fremtid på de stores stue.
(U)ordenen håndhæves af legetøjets godfather, en gammel, bitter Teddybjørn med to håndlangere: en umælende og lemlæstet baby-slaskedukke og Ken himself; kun i én ting er han mere forgabt end i Barbie: sit eget spejlbillede.
Woody skulle have været med Anders til college, men hører om børnehaven som fangelejr. Kan han svigte vennerne – eller befri dem? Eller ender den store fangeflugt i lossepladsens flammende affaldsinferno?
Morsomme kartofler
Uden et sekunds tøven i handlingens drive kombinerer ’Toy Story 3’ ubesværet legetøjets enfoldige uskyld og loyalitet over for Anders med den fine ironi i udleveringen af Ken eller i passagen, hvor Buzz Lightyears taleprogram ved en fejl omstilles til spansk – og han danser en forrygende tango med cowgirlen Jesse.
3D-teknikken er anvendt uden blær eller effektjageri; sange er der kun to af og velanbragte; og til Preben Kristensen og Thomas Ejes fine stemmer som Woody og Buzz føjer Flemming Krølls varme bas nu dimensioner af utryghed til den tvetydige Teddybjørn.
Lars Knutzon og Birte Neumann gør Mr. og Mrs. Potato Head med de løsrevne øjne, ører og lemmer morsommere end nogensinde.
Fortabelsen kommer tæt på
Det var E.T.A. Hoffmann og H.C. Andersen, der begyndte.
Men eventyrdigternes levendegjorte legetøj gennemlever her moderne børns frygt for den usynliggørelse og forsvinden, som allerede ’Snedronningen’, ’Pinocchio’, ’Peter Pan’ m.m.fl. tematiserede længe før skilsmissetallenes himmelflugt.
Små børn vil nok identificere sig for tæt med legetøjets angst, panik og loyalitetskonflikt, men ellers bøjer Lee Unkrich & Co. sig for det moralkrav til fiktion for børn, som K.E. Løgstrup engang formulerede sådan: Tag ikke modet på livet fra børnene.
LÆS ARTIKEL
Før det når så vidt, har vi imidlertid uanset alder moret os strålende og nået at se fortabelsen i øjnene.
fortsæt med at læse
