0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Magdalene Søstrene

Peter Mullans film om de barbariske vilkår for pigerne på de katolske Magdalene-institutioner er båret af stærk indignation.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En uforglemmelig præstation som Joe i Ken Loach-filmen 'My Name Is Joe' gjorde i 1996 den skotske skuespiller Peter Mullan til et kendt navn. Allerede året inden 'My Name Is Joe' havde Mullan imidlertid med 'Orphans' en vellykket debut som instruktør. At der ikke var tale om noget lykketræf, bevidner den følelsesmæssigt virtuose åbningsscene i 'Magdalene Søstrene'. Scenen er sat til et irsk bryllup i begyndelsen af 1960'erne.

Mens landsbyens unge præst sveddryppende pisker en stemning op med trommeskind og en forfærdelig sørgelig ballade, bliver den unge Margaret i et tilstødende lokale voldtaget af sin fulde fætter Kevin. Da en chokeret Margaret betror en medsøster, hvad der er sket, drukner musikken alle ord. Nyheden om overgrebet går fra mund til mund, men bliver i samme øjeblik dysset ned. Voldtægten overdøves af den festlige musik. Midt i en kærlighedens fest er Margaret uforvarende forvandlet til en byrde og en skam for sin familie. Tragedien fortæller Mullan igennem ansigternes reaktioner i en intens klipperytme. I de hviskende rådslagninger. I Margarets blik, da det går op for hende, at hun ikke blot er offer for et overgreb, men også er ofret på fællesskabets alter.

Som falden kvinde bliver Margaret sendt til en af de fængselslignende Magdalene-institutioner, hvor nonneordenen Sisters of Mercy siden midten af 1800-tallet drev vaskerier. Her kunne piger i uføre følge Maria Magdalenes eksempel og bortvaske deres synder. Maria tvættede Jesu fødder. Pigerne vasker præsternes undertøj. Alt imens den katolske kirke tjener gode penge på den gratis arbejdskraft. Bag lås og slå møder Margaret andre pigeskæbner. Patricia blev tvunget til at bortadoptere sin baby. Det samme gjorde den svagtbegavede Crispina. Filmens dominerende skikkelse er den forældreløse Bernadette, hvis eneste forbrydelse er at have et kønt ansigt og fra naturens hånd være vital og sensuel. Hvilket er nok til, at forstanderen på børnehjemmet St. Attractas sender hende på Magdalene-hjem idømt tidsubestemt frihedsberøvelse.

Peter Mullan får præcise præstationer lokket ud af alle pigerne. Dorothy Duffy, Annie-Marie Duff og Eileen Walsh er alle 100 procent troværdige, men filmen får noget ekstra forærende af debutanten Nora-Jane Noone, der som Bernadette er filmens indlysende midtpunkt. Hun er frihedskæmperen. Hendes drøm om et liv som frisørelev i frihed er en drøm så stor og smuk som nogen drøm om befrielse fra tvang og tyranni. Noone med de fyldige læber inkarnerer totalt frisørdrømmen, det trodsige, den instinktive livsappetit. Men hun er oppe imod hårde odds.

Forholdene, som de beskrives i 'Magdalene Søstrene', er forfærdelige. Det er de indespærrede piger forbudt at tale sammen. De modtager ingen form for uddannelse. Det er et regulært slavearbejde, og sanktionerne er brutale og fornedrende. Pigerne bliver gennembanket og kronraget for små forseelser. En regulær skamplet på den irske katolske kirke, og den sidste blev først vasket af i 1996, hvor det sidste Magdalene-hjem blev lukket. En kristendom fokuseret på ære og skam er ikke fra en fjern fortid. Tankevækkende at blive mindet om omfanget af den social-mentale revolution, prævention og abort på meget kort tid har været med til at skabe.

'Magdalene Søstrene' er en stærk film drevet frem af ren og uforfalsket indignation. Peter Mullan blev optændt af retfærdig harme efter at have set dokumentarprogrammet 'Sex in a Cold Climate' på engelske Channel 4. Men Mullan gør sin film en bjørnetjeneste, når han lader sig rive med af sin egen indignation og skildrer priorinden som en lejrkommandant af en kaliber, der hverken ville have fået Hitler eller Stalin til at tøve med at uddele en fortjenstmedalje. For forståelsens skyld er priorindens højre hånd en fed, lesbisk sadist, mens præsten tilknyttet institutionen er en lasket liderbuks. Det sidste er måske svært at komme udenom ihukommende de senere års afsløringer af det seksuelle aktivitetsniveau blandt irske præster. Men for 'Magdalene Søstrene' betyder det en uvelkommen ubalance i retning af det karikerede i en film, der ellers har så rigeligt med kvaliteter til at kunne stå på egne ben.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.