Af og til ser man gode gamle skuespillere på lærredet i en forfærdelig film, som nu Nora Ephrons 'Bewitched'-'Forhekset'. Det er ikke værre, end at man ser gode gamle journalister ydmyge sig med at bruge tiden på noget møg. Undskyldninger har man nok af: Det her er jo mit job, jeg er levende endnu, jeg skal også tjene penge, jeg er ved at blive gammel, nu må jeg hænge fast. Og så hænger de fast. Helt kan de ikke skjule, at der er langt til fortidens sejre og succeser. Men de er levende, og nostalgi er en almindelig egenskab hos publikum. Derfor siger vi: Hvor var det godt, at Michael Caine spillede far til Nicole Kidman i denne film! Han kan endnu, han ser pæn ud. Og Shirley MacLaine - sjov lille rolle som et af de heksende fruentimmere, der optræder i filmen. Tak for det, og bravo. Ellers er der ikke rigtig noget at skrive om 'Bewitched', så jeg fortsætter, sådan som jeg nu skal. Engang var der en populær amerikansk tv-serie, der hed 'Bewitched'. Fjernsynet i vore dage vil genoptage succesen og hyrer den fallerede stjerne Jack Wyatt (Will Ferrell) til at agere hovedrolle, mens rollen som hans dame bliver besat med Nicole Kidman, som tager imod lidt af hvert. Snart viser det sig, at hun i virkeligheden er en heks, som kan få mystiske ting til at ske. For eksempel sidder hendes far, Michael Caine, uden på de poser med melspiser, hun henter i det trøstesløse supermarked, og med en heksekost kan hun få folk til at ryge op i luften. Men hun vil ikke mere. Selv om denne kvindelige heksekunst er en af de længe, længe overvintrede mandlige yndlingsillusioner om kvindekønnet, så er hun besluttet på, at det er forbi, indtil hun får rollen i den ny tv-serie med Jack Wyatt. Og så ... og så ... Jeg kan ikke finde én sand replik i filmen, og jeg kan ikke hitte én linje eller ét billede, som jeg morer mig over. Jeg må hellere spørge en psykiater, om det er sandt, at jeg ingen humoristisk sans har. Det ville undre mig - men det hører man jo så tit de humorforladte hævde. Er det hele den bitre sandhed? Og hvorfor sidder vi så stille og fromt og lader det langstrakte vrøvl flimre hen over lærredet? Der er et par let skjulte tiltag i filmen, som satirisk handler om tv-mediet og B-skuespilleres klichéer og den afgrundsdybe forskel på B-film og kunst - men når det er den selvglade Will Ferrell, som skal demonstrere disse tricks, falder ideen til jorden. Han er ikke morsom, det er ikke morsomt.