Da instruktøren af ’Subway’, ’Nikita’ og ’Jeanne d’Arc’ m.fl. for nogle år siden erklærede, at han havde lavet sin sidste voksenfilm, gav han sig til at filme sine egne børnebøger om drengen Arthur og minimoyserne, et spidsøret og strithåret, underjordisk folk, der måler deres højde i millimeter og ellers er usynlige for os.
LÆS ANMELDELSE
Igen her i film nr. to veksler teknikken mellem live action (Arthur og livet i bedsteforældrenes hus på landet midt i forrige århundrede ) og digital animation (minimoysernes verden under det samme hus).
Et retroteknologisk teleskop, kontrolleret af en trup meterhøje masaikrigere, er den forbindelseskanal, hvori Arthur forvandles til undermålerversionen af sig selv, så han kan møde den prinsesse, han faldt for i film nr. et.
Cliffhanger slutning
Han tror, hun er i knibe, men det hemmelige budskab til ham over jorden var en fælde. Besejret i film nr. et søger minimoysernes klamme fjende Malthazar (fransk mal = ond) nemlig hævn over Arthur – og ser ud til at få det.
Ja: ’Ser ud til’, fordi denne toer slutter brat midt i handlingen med en skræmmende cliffhanger – løsning følger i treeren, der skal hedde ’Arthur og krigen mellem de to verdener’.
De 3D-animerede miljøer og kamerature i minifolkets verden, under Pierre Buffins ledelse, imponerer endnu mere denne gang.
Forrygende er optakten og senere en tur gennem puslingenes forlystelseskvarter, hvor Las Vegas møder Star Wars’ intergalaktiske underverdener. Men hverken dette svindler- og dulleparadis af vanskabninger eller Malthazars viderværdige fremtoning er noget for førskolebørn.
Humorfri zone
Mia Farrow er atter live-bedstemoderen og Freddy Highmore den klichékække dreng, men både de levendes skuespil og minivæsenernes design (med en hærskare af udmærkede danske stemmer) veksler mellem det kunstigt sødladne og det groteske, enten latter- eller gruopvækkende.
Et figurgalleri af postulater, lige fra bedsteforældrenes overkloge hund til den barbiekokette miniprinsesse.
Original, ja, egensindig er Bessons noget altmodische børnefiktion. Men bortset fra et par bifigurer – en minimuldvarp og en maxifjoget far – er det humorfri zone.
Højtideligt kalder Besson det selv »økologisk«, når masaierne med deres særlige ’naturkontakt’ hjælper Arthur gennem et indvielsesritual: Alene i naturen skal han lytte til »træets hjerterytme« og »klippeblokkens erindringer« og sove med bjørnen i dens hi.
Jeg ville kalde indslaget Rousseau-romantisk begrebsforvirring og shamanistisk vås – i den ansvarsfri børneunderholdnings tjeneste.
fortsæt med at læse
