Abepigerne er i virkeligheden hestepiger. Ikke bare i ordets nystriglede ponypigeforstand. Hesten er et klassisk symbol på maskulin seksualitet, og i Lisa Aschans film om svenske piger med hestehaler er der heste alle vegne.
Hestens maskuline seksualitet Kun en enkelt er udrustet med en demonstrativt forplantningsdygtig hestepik, men meningen er ikke sådan lige til at tage fejl af. Eller er den? Den maskuline seksualitet er centralt til stede i hestens skikkelse, men på alle andre måder er det maskuline nærmest kappet af ved roden og gjort ufarligt.
Hierarki i abeflokken Men hvorfor hedder filmen så 'Abepigerne'? Vel fordi pigerne omkring rideskolen i en svensk provinsby efteraber hinanden. Som i en abeflok anerkender pigerne flokkens hierarki. LÆS OGSÅFølsomme Streep bagatelliserer Thatchers benhårde politik Nægter man at underkaste sig alfahunnen, må man enten se sig udstødt eller selv blive den stærkeste. Da generte Emma starter på den akrobatiske hesteskole, er den smukke, blonde Cassandra pigeflokkens ubestridte leder. Men Emma er stærk, og forholdet mellem de to udvikler sig til en rivalisering med spirende erotisk tiltrækning.
Hestepærer og pigesved Ved at efterabe hinanden lærer pigerne kunsten at dominere. De skal lære andre at adlyde. Som hesten, der løber lydigt rundt i sandet, mens pigerne laver abekattekunstner på dens ryg. På rideskolen hersker streng kvindedisciplin og en iltfattig atmosfære af hestepærer og pigesved. Hjemme hos Emma og hendes lillesøster, Sara, er der ingen mor, mens faderen er en føjelig voksklump. Emma træner familiens hund (og faderen) til betingelsesløs lydighed. Lillesøster Sara på ca. 5 år efteraber hende. Antichrist for børnehavebørn Uden held prøver hun at dressere sin ældre fætter Sebastian til at blive forelsket i sig. Da det ikke lykkes, banker hun løs på en plastikhest mellem bagbenene med en svensknøgle. Denne scene fra 'Antichrist' for børnehavebørn er dog en scene, man ikke et sekund tror på! LÆS OGSÅ'Juno'-instruktør er tilbage med nyt usædvanligt dramaMellem symbolik og realisme 'Abepigerne' er en film fuld af katastrofer, der venter på at ske. Lisa Aschan skildrer pigerne som menneskedyr, der handler ud fra adfærdsbiologiske motiver. Det gør den til en næsten klinisk film, men den uklare afhandling mellem symbolik og realisme er den skæve sprække, der holder fortællingen og filmen åben for fortolkning. Er denne film om piger med jernvilje omgivet af logrende hunde, tæmmede heste, bløde fædre og kastrerede mænd en film om pigers underbelyste anlæg for dominerende magtspil, eller er det en symbolsk samtidskommentar? Vel snarest begge dele.
FACEBOOK