Lige så kompromisløst som Margaret Thatcher i sin tid styrede mod sine politiske mål og nægtede at vige en tomme, lige så stift holder filmen om hende ufravigeligt sit fokus på personligheden Margaret Thatcher – og nægter at beskæftige sig med hendes politik som andet end stikord.
Det er både filmens styrke og dens store svaghed – og det følger af filmens valg af synsvinkel: Den hukommelsessvækkede 86-åriges egne erindringer.
SKRIV Er det o.k. at portrættere dement Thatcher?
Et næsten kynisk valg, for demens er ingen spøg, uanset om vi alle kan pjatte med at kalde hverdagens glemsomhed for ’Alzheimers light’.
Men synsvinklen er klogt valgt, når nu Phyllida Lloyd og manusforfatteren – hun hedder Abi Morgan – vil have os til at fornemme en skrøbelighed, en sårbarhed, en sympatisk tapperhed hos et menneske, der ellers så fuldt og helt gjorde sig fortjent til øgenavnet ’Jernladyen’.
Jernkuren
Thatcher var konservativ britisk premierminister fra 1979 til 1990.
I de 11 år nåede hun at sende unge mænd i døden i krigen mod Argentina om Falklandsøerne, og hjemme fastholdt hun hundredtusinder i arbejdsløshed og fattigdom, knækkede minearbejdernes stærke fagforening og kastede statsdrevne virksomheder i grams for privatkapitalen.
Thatcherisme blev navnet på denne økonomiske ’genopretningspolitik’ med mildere sidestykker i 1980’ernes amerikanske ’reaganomics’ og vores ’kartoffelkur’. Sund samfundsøkonomi mener nogle stadig.
Filmen anfægter det ikke. De menneskelige konsekvenser af hendes politik anes her kun som fjerne demonstrationer og avisoverskrifter, bivirkninger af en interessant personligheds liv og kamp.
Købmandens opskrift
Interessant indtil det særprægede er hun da også, købmand Roberts’ datter fra Yorkshire, opdraget til flid og from bjergsomhed af en far, der også var konservativt byrådsmedlem.
Altid yde sit bedste, svare enhver sit, ikke ligge nogen til last! Fatters opskrift giver ikke veninder, men gevinst: en Oxford-studieplads, der lukker munden på partiets hovne junkerklike.
SE POLITIKEN TV
Kun Denis Thatcher med det gode humør har sans for dette målsøgende missil med messingpermanent og overbid, han springer på i farten og holder ved som ægtemand til sin død i 2003.
20 år efter valget til Underhuset i 1959 når konen helt til tops, bliver venner med Reagan og valser med Mandela, alt set som hurtig billedbladren i et album. I 1990 – efter tre succesvalg – må hun trække sig, men får manøvreret John Major ind i stedet for udfordreren Michael Heseltine.
ABBAmoren
Det er noget af en tryllekunst at få sådan en figur til at fremstå som en næsten elskelig bedstemor med rørende værdighed og harmløse nykker såsom hallucinationerne om fortsat at leve sammen med (den døde) Denis og bekvemme bortforklaringer af sønnen Marks stædige fravær og tvivlsomme forretninger.
Men æren for, at kunststykket lykkes, må Lloyd og Morgan dele med Meryl Streep.
Hun kan jo spille alt, lige fra ABBAmoren i ’Mamma Mia’ (Lloyds filminstruktørdebut) til denne trippende, mumlende, let bitre gamle kone og hendes nok så militante midaldrende stadier. Vel hjulpet af maskeringsartisterne (ligesom Streep selv er de nomineret til en Oscar), der også har pyntet lidt på den strålende Jim Broadbent, der her som afdøde Denis fylder mere, end han vist nogensinde gjorde i live.
Streeps portrætkunst og autoritet er suveræn, og scenerne med Broadbent kan glitre ligesom hans lignende rolle i den anderledes redelige film om den alzheimerramte ’Iris’ (Murdoch, spillet af Judy Dench).
Men ’Jernladyen’ er og bliver et politisk og biografisk illusionsnummer: Her har vi en verden i flammer og krig, mennesker i sult og nød, et britisk samfund på randen af åben klassekamp.
Og hokuspokus, mine damer og herrer: Tilbage på scenen står kun en gammel kone og føler sit liv og sine principfaste bedrifter miskendt.
Ideologisk betændt
Glemt er de tusindvis af anonyme ofre for hendes politik, men hende selv føler vi med.
På samme måde som det, takket være Leonardo DiCaprios skuespilkunst, er svært ikke at leve med i FBI-chefen J. Edgar Hoovers private livsopgør i Clint Eastwoods på flere måder parallelle ’J. Edgar’.
LÆS ANMELDELSE Leonardo imponerer som gådefuldt magtmenneske
Hvis det er en tendens i tiden, er den så ikke noget betænkelig, ja, rent ud ideologisk betændt: Ved fiktionens hjælp at skabe respekt og sympati for følelseshæmmede personligheder, der sætter »idealer over følelser«, som ladyen her siger? Altså prioriterer sagen frem for medmenneskeligheden?
Af den prioritering spirer totalitarisme og ansvarsfralæggelse.
’Stærke ledere’ er vores pæneste betegnelse for dem, hvis ideologiske stålsathed overgår deres selvindsigt og empati med de borgere, de har magt over.
fortsæt med at læse
