En gådefuld personlighed og et mægtigt historisk stof har Clint Eastwood kastet sig over med denne sin 32. film som instruktør – og det har minsandten taget magten fra den drevne gamle herre.
Filmen om den frygtede og sagnomspundne FBI-chef gennem mere end 50 år, J(ohn) Edgar Hoover (1895-1972), er på ingen måde helstøbt, hverken som filmisk fortælling, historieskrivning eller personportræt – men bedst som det sidste, især takket være en imponerende præstation af Leonardo DiCaprio.
LÆS OGSÅ
Trods længden – to timer og et kvarter – skuffer filmen især som historisk fremstilling af udviklingen af FBI, USA’s Federal Bureau of Investigation, der tager sig af nationens indvortes efterretnings- og andre politiopgaver, mens CIA, Central Intelligence Agency, ondulerer de udvortes i forhold til andre lande.
Bagatellisering af kommunistjagt
’Bureauet’ var i mere end fem årtier synonymt med Hoover selv, oprettet i 1908 fandt det sin styrke, mens både han og århundredet endnu kun var i tyverne.
Otte præsidenter (herunder Herbert Hoover 1929-33) skiftede plads i Det Hvide Hus, mens han blev siddende – og indsamlede følsomme oplysninger om dem og deres privatliv.
Med indbyrdes usammenhængende nedslag i historien søger filmen at anskueliggøre FBI’s og Hoovers voksende magt.
De ’indre fjender’ i 1920’erne var kommunisterne, og udvisningen af Emma Goldman – skønt hun ved ægteskab var amerikansk statsborger – var Hoovers største sejr ud af 4.000 anholdelser og 500 udvisninger af hendes ligesindede.
LÆS OGSÅ
I 1930’erne bekæmpede FBI mafiavældet, men blandede sig f.eks. også i det lokale politis efterforskning af, hvem der havde kidnappet flyverhelten Charles Lindberghs barn i 1932 – det var der presseomtale i!
I opremsningen af dramatiske begivenheder bagatelliseres det påfaldende, at FBI havde sin store andel i Joe McCarthys fanatiske ’kommunistjagt’ i 50’erne – ikke mindst på samfundskritiske hoveder i Hollywood-studierne.
Hoovers dyneløfteri
»Undertiden må man bøje reglerne for at beskytte nationen«, siger Hoover et sted – og gør det bl.a. ved forsøget på hemmeligt at true Martin Luther King til at afslå Nobels fredspris, men især ved aflytning og udspionering af magttoppens privatliv – Eleanor Roosevelts eventuelle lesbiske affære såvel som Kennedys talløse sidespring, bl.a. det med Marilyn Monroe, der her gengives som høre- og skyggespil.
Officielt selvfølgelig for at beskytte præsidenterne mod andres pression.
Her ses det tydeligst, at efterretningstjenester – også de danske – er et tveægget sværd i nationens selvforsvar, bygget på frygt og hemmeligheder, som den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen siger.
Men Hoovers dyneløfteri har nok også bidraget til en vis skadefro gengældelse blandt hans kritikere, hvor irrelevant magthaveres eventuelle kønsliv ellers må forekomme: snageri i, om han var transvestit og havde et erotisk forhold – fysisk eller ej – til sin underdirektør gennem alle årene, Clyde Tolson, spillet af Armie Hammer.
Skildringen af det forhold skaber en vis sammenhæng i Eastwoods film, og gribende er også glimtene af Hoovers forhold til sin dominerende og vildt homofobiske mor, Judie Dench i en masterclass-præstation.
Mens Helen Gandy, der afslår den unge Hoovers frieri og i stedet bliver hans privatsekretær, trods Naomi Watts’ sikre udstråling, står mærkeligt uforklaret tilbage som distant bogholder for hele det privatarkiv, der gav Hoover hans hemmelige magt.
Eftermæle ikke uplettet
Forbindelse mellem den politiske historie og magtmenneskets private kampe skimtes egentlig kun ét sted i filmen: i Leonardo DiCaprios skikkelse.
Imponerende behersker han den tvetydige rolle som ambitiøs, ordensfikseret mors dreng og folkets og nationens pligtopfyldende, selvopofrende tjener – et selvbedrag så meget mere gådefuldt sammenholdt med hans skarpe blik for andres menneskelige svagheder.
Ynglingen fra ’Titanic’s forstavn bekræfter stærkt sin position som moden, nuancerig karakterskuespiller – endda på trods af den tunge aldersmaskering, der nok er professionelt udført også på Hammer og Watts, men bliver meget påfaldende på grund af filmens idelige tidsspring mellem ungdom og alderdom.
LÆS OGSÅ
Hoovers eftermæle bliver mildt sagt aldrig uplettet – om end heller aldrig så blodplettet som hans jævnaldrende Sovjet-modstykke, bødlen Lavrentij Berijas.
Trods alle mandens beskidte kneb og selvbedrag hælder den lange og mærkeligt ufokuserede film i sit forløb mod en politisk forståelse og i DiCaprios spil mod et menneskeligt forsvar for den mand, der måske prægede USA mest i hele det 20. århundrede.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
