Da Louisiana i Nordsjælland for mindre end et år siden præsenterede en udstilling med Ai Weiwei, var museet afskåret fra at vise de nyeste værker af den kinesiske samtidskunstner og aktivist.
Weiwei var nemlig anholdt og tilbageholdt i 80 døgn i 2011 af de kinesiske myndigheder - en tragisk understregning af de magthavendes bestræbelser på at få ham til at tie.
LÆS OGSÅ
Men i dokumentaristen Alison Klaymans spillefilmslange portræt af ham, taler dette her på alle måder store menneske virkelig.
Uortodoks og konsekvent
Klayman har fravalgt at have en gennemgående fortællerstemme og i stedet lade Weiweis tilstedeværelse fylde filmen ud.
Så man hører den anerkendte visionære kunstner, den verdensberømte demokratiske aktivist med sociale medier, især Twitter, som foretrukne kommunikationsmidler og også det katteglade privatmenneske, der i årevis har været gift med en kvinde, men har barn med en anden og reelt flere familier.
Ai Weiwei på én gang både uortodoks og konsekvent. Også, da han i 2008 til de kinesiske myndigheders vrede begyndte at indsamle oplysninger om hvert eneste barn, der omkom under det katastrofale jordskælv i Sichuan på grund af elendigt skolebyggeri.
Eller da han tog afstand fra regeringens selvpromovering under OL i Beijing for fire år siden og boykottede åbningsceremonien, til trods for han selv stod bag 'Fuglereden', det til begivenheden opførte superstadion.
Bombarderes med informationer
Instruktøren forfølger mange spor, og det mærkes, at hun har haft optagelsestimer i hundredvis at vælge fra.
Nogle af de mange forskellige klip er endda Weiweis egne, lånt fra hans kartotek af optagelser og små dokumentarfilm: Kunstneren har selv filmet en aktion, hvor han ved brug af nettet lader mennesker fra mange nationer sige 'fuck dig, fædreland' på deres eget sprog og også selv bidrager med udtrykket. Med forbinding om hovedet som følge af politivold.
LÆS OGSÅ
Måske forfølger Klayman for mange veje i sin lettere ujævne fremstilling. Man bliver bombarderet med informationer om Ai Weiwei og hvis ikke man i forvejen er nogenlunde up to date med forholdene i Kina og sagerne angående kunstnerens kontroverser med myndighederne, så taber man let tråden.
Ikke mindst fordi Alison Klayman væver sit stof meget tæt af materialer fra både Weiweis privatliv og hans virke som kunstner og aktivist.
Men når det politiske og kunstneriske er så vigtigt, som det er i tilfældet Ai Weiwei, er det så nødvendigt, at indlede filmen med en lidt uforklaret metabemærkning om katte? Og at bruge en del plads på hverdagslige detaljer om for eksempel forholdet mellem kunstneren og hans søn?
Rystende og opmuntrende
Det bidrager til at gøre helheden ufokuseret. Omvendt ville det have virket forkert at forenkle Weiwei og omstændighederne omkring ham.
LÆS OGSÅ
Man skal have en fornemmelse af ham som menneske og af hykleri i Kina for at forstå, hvor ærlig han er, når han siger, at hans mod bunder i frygt.
Ai Weiwei er bange med god grund, viser det sig. Filmen om ham er et rystende, men også takket være hovedpersonens handlekraft et opmuntrende dokument fra nutidens Kina.
fortsæt med at læse
