Det autoriserede danske parforhold må endnu engang lægge ryg til i komikeren Jonatan Spangs instruktørdebut.
Mark er sanger i en popduo med fremtiden bag sig. I modsætning til komponisten Troels har Mark ikke rigtig opdaget, at det er mange år siden, The Heartbreak Hotels havde et hit.
Mark er glad med sin kæreste Laura, der synes, han er lækker. Laura arbejder som receptionist på et kontor og pusler med opfindelser i fritiden.
Da Laura uventet pludselig får selvtillid og karriere, tipper den skrøbelige balance i parforholdets U-rør.
Guppy i arkvariet
Men hvordan går det til, at Laura pludselig får selvtillid og tør gå til chefen med sin idé til den selvopvarmende tekop?
Jo, hun har opsøgt en talentscanner!
I en akvarieforretning på Amager har Aslan i skikkelse af Nicolas Bro en nebengesjæft som talentscanner. Han har opfundet en maskine, som kan måle talent. Maskinen hævder, at Laura er et geni.
Da Mark senere sniger sig til et besøg, viser det sig, at hans begavelse ikke overstiger, hvad der kan rummes i hovedet på en af guppyerne i akvarierne.
Pjanket legetøj gør kål på troværdigheden
Hvordan skal begge parter kunne realisere sig selv for fuld skrue og samtidig bevare en harmonisk balance i tosomheden?
Jonatan Spang ironiserer muntert over emnet uden at sige noget synderlig interessant om det.
At introducere et stykke pjanket legetøj som talentscanneren gør effektivt kål på den mere realistiske del af troværdigheden i parforholdshistorien.
Jonatan Spang: Jeg er mere tjekket og mindre følsom, end jeg plejerTil gengæld fungerer opfindelsen som metafor over parforholdets give & take, da først Mark beslutter sig for at bruge maskinen til at stjæle bare en lillebitte smule af sin kærestes betroede talenter.
Har det sjovt med at have det sjovt
Casper Crumb og Mille Lehfeldt er et ganske sjovt skævt par, og omkring dem leverer Mille Dinesen, Birthe Neumann, Jonatan Spang og ikke mindst Frank Hvam som mandschauvinistisk chef små, tørre hug til lattermusklen.
The Heartbreak Hotels’ popvideoer er sjove, og musikken af Søren og Nicolaj Rasted rammer plet, men det er sørme også taknemligt at parodiere dansk popmusik fra 1990’erne.
’Talenttyven’ er en letvægter, der har det sjovt med at have det sjovt, men som ikke prøver på noget som helst, der kunne være bare lidt svært eller få latteren til at stikke bare en lille smule i halsen.
Parodier vi har set før
Parodier på pladebranchen, parforholdet og på et moderne kontormiljø, der producerer varm luft, er mildest talt set før.
Så selv om ’Talenttyven’ er sjov nok til ikke at skuffe de nøjsomme, er den som historie symptomatisk for det beskedne ambitionsniveau, der præger disse års danske komedier.
Måske fordi udgangspunktet er komikken og ikke fortællingen?
Men det sjove ved komedien som genre er jo netop, at den rent faktisk godt kan fortælles i interessante historier.
En god komedie rummer også andet end komik. Men det har vi vist efterhånden glemt alt om.
fortsæt med at læse
