Lønnen steg med 30 procent på to år.
Sverige var datidens Kina med verdens højeste vækstrater. Konstant boom, et mønstersamfund, som blev beundret kloden rundt. Perioden er blevet kaldt for 'den gyldne Palmeæra' - kulminationen på den skandinaviske velfærdsmodel.
Men billedet ændrede sig pludselig fredag 28. februar 1986 klokken 23.21.
Foran sin samtid
Efter at have set filmen 'Brødrene Mozart' trådte den 59-årige Olof Palme ud af biografen Grand i det centrale Stockholm og blev dræbt.
Han var et skridt foran sin samtid og endte med at blive skudt i ryggen. Sveriges internationalt berømte statsminister Olof Palme er endt som et politisk ikon, der sammenlignes med USA's præsident John F. Kennedy.
Som to kontroversielle og forførende førstemænd endte de begge med at blive skuddræbt - og er efterfølgende mest blevet mindet i et virvar af konspirationsteorier, som spænder fra storpolitisk terrorkomplot til mere sandsynlige 'ensom galning'-forklaringer.
LÆS OGSÅ
Instruktørerne bag den nye svenske dokumentarfilm 'Palme', Kristina Lindström og Maud Nycander, har ønsket at fortælle en anden historie - om Palmes bedrifter i levende live. Filmen er allerede blevet set af over 100.000 i Sverige og har dansk biografpremiere i dag.
»Det har taget en generation, før vi i Sverige havde mordet nok på distance til at kunne mindes manden selv. Men når filmen først laves nu, har det en enkel forklaring: Det var først nu, at hele familien Palme ville medvirke i en dokumentarfilm«, siger den prisbelønnede filminstruktør Maud Nycander.
Smalfilm fra ferieparadiset
Mordgåden er underspillet. I begyndelsen høres kun lydoptagelserne fra alarmcentralen, på en sort skærm, hvor politiet og hospitalet modtager beskeden om, at en mand er skudt, og kort efter om, at Palme er på vej til skadestuen.
»Da jeg så den daværende tv-stjerne David Frosts interview fra BBC med Olof Palme fra 1969, som det første i arkivet, stod det straks klart for mig, at vores film ikke skulle handle om mordgåden«, siger medinstruktøren Kristina Lindström, og understreger, at de helt har fravalgt diskussionen om mulige gerningsmænd: »I interviewet taler Palme om, at man som politiker aldrig skal tænke på sit eftermæle, for så mister man sin vitalitet. Palme er her på toppen: ung, energisk, veltalende og skarp. Og hvis først man bevæger sig ind i polemikken om mordet, ja, så overtager det alt og alle. Hvert enkelt af de mange fantasifulde spor i teorierne om mordet på Palme kunne formentlig laves til en dokumentarfilm i sig selv«.
Med en blanding af private smalfilmsoptagelser, gamle råbånd og friske interview med hovedpersonerne fra Olof Palmes familieliv og offentlige liv har de to instruktører forsøgt at skabe et intimt portræt af en kompleks mand.
»Familien Palme ville først ikke lade os bruge deres privatoptagelser. Kun lade sig interviewe«, siger Kristina Lindström, som er tidligere kulturredaktør på Sveriges Radio: »Vi gik dog og håbede, for netop tilbage i de år, hvor familien Palme havde små børn, var det meget populært i Sverige at optage smalfilm. Og pludselig en dag gav de os adgang til i alt 58 filmruller. I høj kvalitet. Det var som at åbne en skattekiste«.
LÆS OGSÅ
Maud Nycander fremhæver smalfilmsoptagelser som scoopet i filmen. Da Palme blev undervisningsminister, lovede han konen, Lisbeth Palme, at de hvert år skulle tage på fire ugers ubrudt ferie.
Øen Fårö ved Gotland - hvor Palme i 1968 indledte den politiske festival Almedalsveckan, fordi han alligevel ikke kunne holde sig helt i ro - blev valgt som ferieparadis. Filmen igennem ser man Palme som en legesyg familiefar tumle rundt i sandklitterne med sønnerne, Joakim, Mårten og Mattias.
»Det var som juleaften, da familien endelig overgav os deres Super-8-ruller - sågar i en rejsekuffert. De betyder utrolig meget for stemningen i filmen«.
Nedstigning til middelklassen
Palme kan ses som en personlig prisme på de massive samfundsomvæltninger, Sverige gennemlevede efter Anden Verdenskrig. Kristina Lindström betragter ham som et sindbillede, som har trængt til at blive fremkaldt på ny:
»Gennem hele mit liv har Olof Palme - eller Palme, som han altid bare blev kaldt - været en toneangivende figur i Sverige. Altid i fjernsynet, hver dag. Han var en skikkelse, som alle voksne havde en holdning til - enten begejstret for eller voldsomt imod. Palme vækkede enormt stærke følelser. Og netop derfor er vi gået tilbage, åbent og nysgerrigt, og har forsøgt at begynde med Palme som et hvidt papir, som vi så har tegnet op, lag på lag. Næsten som et gammeldags fotografi, som vi har fremkaldt i mørkekammeret, tone for tone«.
Filmprojektet er oprindelig en udløber af lederskribent ved Dagens Nyheter og forfatteren Henrik Berggrens anmelderroste biografi, 'Olof Palme - aristokraten, der blev socialist'.
Berggren har også været med i baggrunden som rådgiver. Det vigtigste grundmateriale til filmen har dog været de mange råbånd med tv-optagelser, som har ligget gemt i arkiverne hos Sveriges Radio.
»I arbejdet med filmen har det været fantastisk at opdage, hvordan kamerafolkene tidligere optog meget længere og ubrudte sekvenser, før og efter interview. Og det er jo ofte dér, at personligheden træder frem«, siger Kristina Lindström og fremhæver en scene foran Palmes lille rækkehus i den nye, moderne forstad Vällingby, hvor familien flyttede ud sammen med tusindvis af folk fra den nye velfærdsmiddelklasse:
LÆS OGSÅ
»Palme beder selv journalisterne om at slukke for kameraet, fordi han skal fiske sin husnøgle frem fra et hemmeligt gemmested ved fordøren. Optrinnet udstiller en uskyld, som er helt væk i dag. En svunden tid. Man kan jo ikke forestille sig, at en statsminister ville lægge sin nøgle under en sten foran sit hus, eller måske endnu mindre, at han ville lade journalisterne se, hvor den lå«.
Rejsen ud i forstadslivet blev af mange folk fra Olof Palmes borgerlige barndomsmiljø set som et udtryk for klasseforræderi. Som et opportunistisk karrierespring, interessant nok nedad, i et samfund, hvor Socialdemokraterne sad på regeringsapparatet.
Olof Palme voksede op i en af de mest indflydelsesrige familier i Sverige, men i takt med velfærdssamfundets udvikling skiftede magtbasen, og Palme fulgte med:
»Han havde en enorm selvtillid. At håndtere magten var naturligt for ham, og det var noget, han havde med hjemmefra«, siger Maud Nycander: »I overklassen var han ildeset, og ifølge flere af sine medarbejdere havde Palme et romantisk syn på kropsarbejde. Han nedtonede sin overklassebaggrund«.
Sosserne stod for fremskridt
Palmes skarpsindige evner som debattør skabte ham mange fjender, til venstre og højre, oppe og nede i det svenske samfund. Han balancerede mellem indignation og optimisme. Kristina Lindström håber, at filmen vil være med til nuancere opfattelsen af Palme:
»For mig har det været en rørende proces at lave filmen. Han har vist sig at være en langt mere kompleks og hel personlighed, end det offentlige billede af ham normalt viser. Jeg har været fascineret af udviklingen fra en ung mand med stor patos, der gradvis må lære at balancere høje idealer med en pragmatisk virkelighed. Men der er ingen tvivl om, at hans selvsikkerhed, som mange opfattede som arrogance, var enestående. Han turde gøre, som han selv ville. Han blev født med de egenskaber, som giver overklassen magt, nemlig selvsikkerhed, netværk og sprogkundskaber - og de egenskaber brugte han som socialdemokrat«.
LÆS OGSÅ
I filmen udtaler en gammel barndomsven, at Olof Palme ville være blevet en meget lykkeligere mand, hvis han i stedet var blevet »statsminister i en borgerlig regering«.
Men den udlægning afviser Maud Nycander som mere og andet end en morsomhed: »Palme gik med hos Socialdemokraterne, fordi partiet dengang stod for fremskridt, modernitet og forandringer. Det passede til hans personlighed«.
Ægte socialdemokrat
Kristina Lindström afviser ligeledes forestillingen om, at Palme i virkeligheden ikke var så meget socialdemokrat, at det gjorde noget: »Selv om Palmes borgerlige opvækst sad dybt i ham, så var hans socialdemokratiske overbevisning ægte.
Han ville favne det nye og det moderne, og selv om det måske virker mærkeligt i dag, så stod Socialdemokraterne dengang som pionerer for et nyt velfærdssamfund. Både John F. Kennedy og Palme trådte frem som en ny politikertype, der tilbød nogle tanker, der blev opfattet som radikale og som et brud med traditioner.
De var fælles om et stærkt følelsesmæssigt engagement på vegne af socialt udsatte«.
LÆS OGSÅ
Politikere synes ikke længere at regere til et soundtrack, der swinger med samme optimisme som Abba. Ja, lige bortset fra mindet om Palme, der i filmen portrætteres med underlægningsmusik, som er komponeret af Benny Andersson, det gamle Abba-medlem.
»Jeg havde lavet et avisinterview med Benny Andersson, hvor han fortalte om, hvordan han i sin tid havde haft lyst til at gå med i demonstrationerne mod Vietnamkrigen. Da vi begyndte på filmen, spurgte jeg derfor Benny Andersson, om han ikke ville lave musikken. Men nej, det var ikke ham. Men så begyndte han at trække i land og foreslog, at han kunne lave en vignet til indledningen, men så en dag var han parat til at lave musikken til hele filmen«.
Kun Palmes allerhårdeste og mest perfidt personlige kritikere fra dengang har afvist at medvirke i dokumentarfilmen, som vises i en udvidet tv-version mellem jul og nytår på svensk tv.
fortsæt med at læse
