Utroligt og tragisk, så enorme dimensioner menneskets selvbedrag kan have. Inde bag løgn efter løgn er det et tema, den nøje iscenesatte dokumentarfilm ’The Imposter’ drejer sig om.
Hvorfor og hvordan menneskets hjerne kan finde på at lade sig bedrage, selv om løgnen er overtydelig, kommer den første biograffilm fra den erfarne tv-instruktør Bart Layton imidlertid ikke ind på.
Her er fermt manipulerende løgn simpelthen den underliggende drivkraft i en film, der selv meget dygtigt styrer stoffet, så ’The Imposter’ konsekvent bliver dokumentarismens svar på en psykologisk thriller.
Rekonstruktioner med privatdetektiv
At genredøbe ’The Imposter’ ’dokumentar’ er i øvrigt en tilsnigelse. Ikke så meget fordi rekonstruktioner fra fortidens hændelser fylder rigtig meget i handlingen.
Mere fordi instruktørens fortolkninger af begivenhederne fra før læner sig op ad udsagn fra især en notorisk løgner og desuden fra nogle bedragede og sårede familiemedlemmer, der engang havde problemer med at kende sandt fra falsk eller måske - måske ikke - blot lod sig forblænde.
LÆS OGSÅ
Derudover er rekonstruktionerne fra erindringernes troldspejl sat i scene, så de bidrager til filmens gennemgående stemning af spænding.
Selvstændigt betragtet er rekonstruktionerne spillet og filmet i lys, tempo og lyd, så de ligner hvad som helst fra en gennemsnitlig britisk tv-thriller. Med underholdende typisk privatdetektiv og det hele.
Svarene svæver
Det særlige ved 'The Imposter' er hovedpersonen og interviewsekvenserne med ham.
Det er i dem, man bliver forført af hans evne til at forføre andre mennesker i en grad, så det gennem adskillige år lykkedes denne her mand, franske Frédéric Bourdin, at stjæle andres identitet og slippe fra det en stund. Selv om han overhovedet ikke lignede det menneske, han imiterede.
I 'The Imposter' får han tidligt overbevist en amerikansk familie om, at han er deres forsvundne 16-årige blonde, blåøjede søn – med tatoveringer, texansk accent og det hele. Eller lader familien sig overbevise, fordi noget ondt er hændt den forsvundne Nicholas Barclay?
LÆS OGSÅ
I hvert fald lykkedes det for en tid Frédéric Bourdin at agere sønnen, selv om franskmanden var en syv år ældre mørkhåret fyr med brune øjne, sydeuropæisk lød og et engelsk, der synger på helt gal accent. Familien troede simpelthen på ham. Eller valgte at tro ham? Eller lod som om?
Svarene svæver, mange spørgsmål stilles ikke, og instruktørens åbenlyse manipulation bliver i længden en lidt træt, halvmorbid spøg i den flere gange prisbelønnede 'The Imposter'. Som ikke desto mindre er flabet og fascinerende, fordi serieløgneren Frédéric Bourdin er så dødcharmerende.
fortsæt med at læse
