»Da sagde Herren til Satan: Se, alt, hvad han ejer, er i din hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din hånd!«. Sådan lyder i første omgang præmisserne for det 'væddemål', Gud og Satan indgår i Jobs Bog. Da Job nægter at forbande Gud på trods af svære materielle tab, får Satan udvidet beføjelserne. Der er nu ingen grænser for, hvilke pinsler Satan må udsætte den stakkels Job, Herrens tro tjener, for. En test for at prøve hans tro på Gud. Set med moderne øjne er Jobs Bog både et mægtigt digterværk og en af de moralsk mest fremmedartede tekster i Bibelen. Det gode menneske kynisk udnyttet som kastebold i et væddemål mellem Gud og Satan. Jobs Bog handler ikke om Guds godhed, men om Guds almagt. Om mennesket, der må lære at tage det onde med det gode uden forhåbning om at finde anden form for højere retfærdighed end Guds uudgrundelige vilje. Det er denne fortælling om Guds retfærdige mand, der bliver udsat for alverdens plager og lidelser, Anders Thomas Jensen har taget fat i og omplantet til det milde Fyn, hvor kornet bølger gyldent, og æbletræerne bugner af rødkindet frugt. Her har han skabt en på papiret umulig, men ikke desto mindre voldsomt vellykket blanding af tankevækkende lignelse og respektløs komedie. Hvor det gode og det onde, det moralske og det absurde lægger arm og bytter kasketter, så blod, sved, morgenbitter og et par enkelte tårer løber. Den flittige manuskriptskriver har vist sig at mestre mange tonefald, men reserverer historier med særlig kant og aparte anslag til sine egne spillefilm. Først trumfede Anders Thomas Jensen drengerøvsfilmene med 'Blinkende lygter', så gik han den makabre line ud med 'De Grønne Slagtere', og med 'Adams æbler' tager han et afgørende skridt i retning af at etablere sin egen genre. En variant af en folkekomedie a la 'Solkongen' (manuskript: Anders Thomas Jensen), men med plads til de største spørgsmål og den sorteste humor. Adelsmærket i hans tre spillefilm til dato er klart tegnede figurer, makabre indslag, humoristisk toptunede replikskifter og ikke mindst en næsten overdådig billedside, hvor romantisk guldrandede landskaber veksler med koloristisk stramt designede interiører. Også i dén henseende er 'Adams æbler' en foreløbig kulmination. Ivan hedder den gode præst. Spillet af Mads Mikkelsen iført sandaler, fuldskæg, shorts og cykelhjelm. Bytter man lidt rundt på bogstaverne, hedder præsten Naiv. Til præstegården ankommer den inkarnerede ondskab i skikkelse af nynazisten Adam O. Petersen - O for Ond? - for at afsone samfundstjeneste. I forvejen har Ivan en ikke udpræget tørlagt eks-alkoholiker (Nicolas Bro) og en svært bevæbnet arabisk røver (Ali Kazim) boende. Den brutale Adam bliver voldsomt provokeret af Ivans godhed. Eller rettere hans totale fornægtelse af det ondes eksistens i mennesker. »Der findes ikke ondskab. Det tror vi ikke på«. Basta. Alt, hvad der ligner skepsis og nedrighed, affejer han som misforståelser eller frækheder. Provokationen bliver ikke mindre, da det langsomt går op for Adam, at den fundamentalistiske godhedspræst er en moderne Job. Pint, plaget og prøvet. Gennemtævet og misbrugt af tilværelsen fra første færd. Selv er præsten ikke i tvivl om, at Djævelen står bag. Men er det i så fald ikke - som i den gamle historie - med carte blanche fra Gud? På sidelinjen står rationalismen repræsenteret af lægen dr. Kohlberg, der takket være Ole Thestrups kyniske slibrigheder i hvert fald ikke udgør et tillokkende alternativ! Det lyder måske tungt, men er det overhovedet ikke. I birollerne er Ali Kazim som den utilregnelige pistolperker Khalid og Nicolas Bro som den tykke drukmås Gunnar afgørende med til at fastholde komedie på bundlinjen. Denne stramt stiliserede historie om absolutternes titaniske sammenstød i en lille hvid, idyllisk landsbykirke er nemlig samtidig fortalt med en blodstyrtende humor, der gør 'Adams æbler' formidabelt underholdende. Denne metafysiske knaldkomedie med et væld af bibelske symboler rørt med paradisæbler i pærevælling er samtidig som i et folkeeventyr en fortælling om en mand, der skal løse en stillet opgave. Adam skal bage en æblekage. Hvilket ikke viser sig så nemt, da æblerne fra det fynske paradis bliver udsat for flere plager, end selv egypterne kunne nå at rage til sig. Der står gnister fra samspillet mellem dansk films to varmeste navne i de to hovedroller. Mads Mikkelsen spiller præsten med de monumentale skyklapper med tilkæmpet kontrol og diktatorisk timing. Adam spilles af Ulrich Thomsen, som varierer sit intelligent afventende, reaktive spil med så meget desto mere virkningsfulde eksplosioner. Men går nynazister virkelig i små, fikse herresko? Og så er Nikolaj Lie Kaas i modsætning til Lars Ranthe altså ikke en troværdig frontnazist. Ikke at troværdighed er det helt afgørende her. Vi er i fabelens verden. Der var engang en ond mand. Denne tobenede slange tog Herrens tro tjener imod med åbne arme. Men den onde mand ville kraftedeme ikke være god. Så det kom ikke til at gå stille af. Findes det onde? Findes det gode? Findes det sted, hvor mennesker kan finde hinanden et helt tredje sted? Det sted, hvor sød musik og syge vittigheder opstår. Som det sted i hjernen på Anders Thomas Jensen, hvor det imponerende nok lykkes at fastholde en drilsk tvetydighed i denne fortælling om det gode og det onde.