Et særligt sort kapitel i franskmænds historie om Shoah, holocaust, går under betegnelsen Vel d’Hiv.
Forkortelsen henviser til den vintercykelbane, Velodrome d’Hiver, hvor 12-13.000 parisiske jøder blev gennet sammen en dag i juli 1942 for at blive sendt videre til kz-lejre.
I alt omkring 76.000 deporterede jøder fra hele Frankrig vendte aldrig tilbage igen.
Det specielt sorte ved den dag er, at det ikke var tyske troppestyrker, der uden varsel hentede jøderne i deres hjem, stuvede dem ind i den totalt uegnede og efter et par dage sundhedsfarligt uhumske cykelbanehal – og siden sendte dem videre til noget meget værre.
Det var franske myndigheder og fransk politi!
Nøglen til forståelse af et liv
Den sorte dag er udgangspunkt for filmen over Tatiana de Rosnays bestseller-roman med den bedre titel ’Sarah’s Key’.
Ved politiets ankomst gemmer otteårige Sarah nemlig rådsnart sin lillebror i et skab bag væggen og låser det, i sikker forvisning om at vende tilbage kort efter.
Og så bliver hun fjernet, med nøglen! Som altså bliver nøglen til forståelse af hendes liv: en dramatisk konkretiseret søskendeversion af den overlevendes skyldfølelse – kendt fra Primo Levi, Art Spiegelman m.fl.
Traumet kan aldrig forvindes
Den, der et halvt århundrede senere prøver at forstå Sarahs liv, er den amerikanske journalist Julia. Bosat og gift i Frankrig kommer hun privat uønsket tæt på den ’gode historie’ om Vel d’Hiv, som hun arbejder på til sit internationale magasin.
Men filmens krydsklip mellem 1940’erne og 2000-tallet er nu langt forud for Julias indsigter. Vi ved længe før hun, at Sarah overlevede, takket være sin kamp for brorens liv.
Men fatter også fra første færd, at den højt begavede otteårige piges traume – rystende godt spillet af Mélusine Mayance – aldrig kan forvindes, trods en fransk bondefamilies kærlige omsorg.
Nederlag for medmenneskeligheden
Og det drama får nu engang en nutidig journalists jagt på sandheden til at blegne. Også selv om sandheden er ilde hørt af hendes egen familie, og selv om journalisten spilles af den ægte tosprogede, altid sobre Kristin Scott Thomas.
Den lumsk banaliserende ’Sporløs’-ramme om en tilfældig families fortidsfortrængning bliver aldrig så vedkommende som de krystalklare billeder af fortidens ubærlige nederlag for medmenneskeligheden.
Der har været film nok om La Résistance, men de er langt fra det fulde franske regnskab over nationens splittelse 1940-45.
fortsæt med at læse
