Sandheden er ilde hørt – især hvis den koster noget.
Den gamle erfaring må hovedpersonen sande i den canadiske debutinstruktør Frédérick Pelletiers lovende debut, som både griber og harmer, selv om filmen hverken kan beskyldes for at bruge billige tricks eller for at være formfuldendt fortalt.
LÆS OGSÅ Kult-skuespiller genopstår i aften på PIX
Traoré hedder manden, for han er afrikaner fra den tidligere franske koloni Elfenbenskysten.
I otte år har han været fjernt fra hjemmet og sine børn som 2. maskinmester om bord på det russiske fragtskib ’Diego Star’ – og derved sikret den indtægt, der har givet børnene en skoleuddannelse.
Sandhed med konsekvenser
Traoré kan sit kram. Han ved, at ventilerne i skibets maskine er nedslidte, og at han har påpeget det over for kaptajnen.
Men da skibet får maskinskade i den canadiske havneby Saint Lawrence River, skydes skylden alligevel af økonomiske grunde på ’menneskelige fejl’. Og dét kan Traoré ikke have siddende på sig: Han siger sandheden under søforhøret – og så er han ude.
Ude af jobbet, fyret af rederiet (med hovedkvarter i rubelspekulanternes hidtidige paradis, Larnaca på Cypern) fra den ene dag til den anden – og dét i en frysende kold vinterhavn så fjernt fra hjemmet ved Ækvator, som man kan komme.
Men også ude af det nødtørftige fællesskab med det øvrige mandskab, som vælger at følge parolen 'Duk dig og hold kæft' – og fortsat få lønnen udbetalt.
Intense enkeltscener
Dén enkle historie krydses med fortællingen om hende, han er blevet midlertidigt indlogeret hos: Fannys liv er heller ingen dans på roser.
Hun er singlemor og udlejer værelset for at supplere den pauvre løn som kantinedame på værftet. En forsigtig, næsten forkommen platonisk sympati mellem dem – han laver lidt mad og passer babyen – holder ikke over for den ubønhørlige økonomi: Rederiet betaler ikke huslejen længere.
LÆS OGSÅ Israelsk minimalisme er svær at ryste af sig
’Diego Star’ har svært ved at finde en tilfredsstillende afslutning og er ikke just glidende sammenhægtet, men den har en overbevisende enkelhed og indlevelse i sit stof og sine personer.
Men rækken af intense enkeltscener illustrerer ligefremt det velkendte Matthæus-princip om, at den, der kun har lidt, skal miste selv dét – mens den, der har meget, skal have mere.
Eller med det latinamerikanske ordsprog: Den dag lort får værdi, bliver de fattige født uden røvhuller.
De belgiske Dardenne-brødre er en nærliggende association til Pelletiers debutfilm, men sorte Traoré (meget ægte spillet af den store, flotte Issaka Sawadogo) fungerer i det snedækte havnesceneri også som næsten bogstaveligt sort-hvid socialrealisme, i de bedste scener et sted mellem Fassbinders ’Angst æder sjæle op’ og John Fords ’Vredens druer’.
fortsæt med at læse
