Hvorfor er det nu lige, vi skal være så glade for, at CPH PIX fra så fjerne kroge som Kasakhstans landdistrikter bringer os film af folk, der f.eks. roligt lader kameraet dvæle et minut eller to ved steppens fjerne horisont eller mere end dobbelt så længe ved en mager knægt, der indfanger og slagter et får og så tager bad med den kande vand, han selv har hentet ved brønden?
Det skal vi blandt andet, fordi vi er så vant til helt at opgive at tælle, hvor mange dødsfald en vestlig actionthriller kan nå at bombardere vores blaserte blik med i minuttet.
Samme debuterende instruktør – Emir Baizagan, navnet er værd at skrive sig bag øret – har nemlig også den fornødne is i maven til at lade to af denne histories personer blive dræbt. Men uden et vise os drabene, vel at mærke!
Indre billeder
Filmen bygger indre spænding op til, at noget må ske ... Og pludselig er det allerede sket, og de tilbageværende prøver at rede trådene ud.
Mens vores fantasi helt på egen hånd skaber indre billeder af det usete.
Det er en barsk verden, knægten Aslan lever i: skolens drengeverden.
Samfundets lille mand trampes ned af de store i gribende dramaSom var den et Chicago-kvarter i 1920'erne, tyranniserer en mindreårig capo (det hedder jo nok noget andet i den kasakhiske mafia) og hans håndlangere alle drengene til at skaffe penge til ’bagmænd’ fra de store klasser.
Ikke til hellig krig eller f.eks. politiske fanger – den slags afstikkere straffer de store strengt.
Den stærkeste overlever
Griber lærerne ikke ind? Næ, de lirer lektien af i samme monotonefald, enten de underviser i geometri, elektricitet eller skydevåben, Ghandis ikkevolds-aktioner eller Darwins udviklingslære.
Også skoleuniformerne kan minde om Guillous ’Ondskaben’-kostskole, her bare tilsat Allah, og til omkvædet: Den stærkeste overlever.
Aslan ligner ikke den stærkeste. Den lede lille lomme-Godfather af en skole’kammerat’ har fået ham udstødt ved en grov 'practical joke', og Aslan reagerer med tavshed og afstand i skolen, ligesom hans ægte kammerat og mobbeoffer-kollega Mirsayin.
Israelsk minimalisme er svær at ryste af sigMen hjemme hos sin ludfattige bedstemor (moren stak af) eksperimenterer Aslan med at give kakerlakker elektrisk stød eller fodre et firben med dem, når han da ikke fremstiller krudt og en hjemmelavet pistol.
Eller har let surreelle og dog grumme virkelighedsnære drømme, gerne mareridt, men også en ønskedrøm om forlystelsesparadiset Happylon!
En mangelpræget opvækst
De uforudsete spring er en væsentlig dramaturgisk kvalitet her, så mere skal ikke røbes.
Ellers kan man, når man er vænnet til det nævnte vestlige mainstream-tempo, unægtelig også trænge til overraskelser, selv om de stedvis forekommer meget bratte midt i langsomheden.
LÆS OGSÅ Napolitansk drama dyrker det gådefulde til kedsommelighed
Timur Aidabekov hedder den purunge hovedrolleindehaver, hvis på én gang vågent intelligente og tavst resignerede ansigtstræk jeg sent skal glemme.
Uden pegepind udstiller filmen nogle af de mentale virkninger, en mangelpræget opvækst i en autoritær, religiøs og seksualforskrækket tradition kan have på unges udvikling.
Forresten ikke kun i Langtbortistan.
fortsæt med at læse
