Kuvohila. En forkortelse af kurz vor, hinten lang. Sådan hedder den tyske frisure, der i Polle fra Snaves fynske univers har fået den pædagogiske oversættelse Bundesligahår. Kønt ser det jo ikke ud, når håret tjavser ned ad ryggen på Polle, Jøgge og Heino, mens DJ Harske Hubbi præsenterer Miss Wet T-shirt-konkurrence på Discoteque Umbrella. Men sådan skal det jo være. Polle går i træsko, kører Puch Maxi og bæller SodaStream til morgenmaden. For Polle, »han fatter ikke en skid af, hvad vi andre kalder god smag«. Men er den såkaldt dårlige smag elskelig, autentisk, grinagtig eller bare dårlig? Svaret blæser i bundesligatjavserne, for det er en pointe, man omhyggeligt undgår at nærme sig i 'Polle Fiction'. Selvom Polle fra Snave nu er blevet udstyret med en hel spillefilm, så er han stadigvæk ene og alene opfundet for at sælge mobiltelefoner af mærket Sonofon. En vellykket kommerciel spøg, der som de fleste andre spøgefuldheder ikke har spor godt af at blive gentaget for ofte eller blive trukket i langdrag. I filmen glimrer mobiltelefoner omhyggeligt ved deres fravær. Men en vulgær produktplacering er også overflødig. Mobiltelefonen er for længst placeret i bevidstheden og behøver ikke at være fysisk til stede i 'Polle Fiction'. Så set med en anden optik er den gennemført platte fortælling et helt igennem raffineret produkt, der, som det hedder i pressemeddelelsen, skal hjælpe Sonofon til at »optimere brugervenligheden«. Manuskriptet til 'Polle Fiction' er et absolut minimalt oplæg til et bud på en moderne folkekomedie. Da Heino og Jøgge vil lave fis med Polle til den store slamsugerprøve, ender spøgen med, at stakkels Polle får suget et stykke af skalpen af. Det ligner så fed en skadeserstatning, at den hårdtpumpede golddigger Lillian beslutter sig for at slå kloen i Polle. Det 30-årige drengebarn er ikke forvænt med opmærksomhed fra det modsatte køn, men bliver til overflod nu ikke blot jagtet af Lillian, men bliver selv forelsket i den smukke Shawarma (der faktisk hedder Suleima). Shawarma er søster til Ali, der har lånt penge til sit pizzeria af den klamme Karsten Kørelærer, der til gengæld har udset sig Shawarma som afbedrag. Den multikulturelle romanbladsfigur Suleima står for tur til en lektion i gearstangens mysterier. Prinsessen er truet. Prins Polle må træde i karakter. Men at træde i karakter er netop, hvad de endimensionale figurer ikke kan i et univers, der står og falder med sine figurers urokkelighed. Bl.a. derfor har Søren Fauli haft en både let og svær opgave med at optimere Sonofons brugervenlighed i form af en spillefilm. Let fordi projektet får så meget forærende af de godt og grundigt etablerede figurer og deres jargon. Svær fordi opgaven af samme grund er bastet og bundet. Pointerne er knyttet til figurerne og deres jargon - de har ikke friheden til at handle eller føle uforudsigeligt. Fauli har løst sin bundne opgave med konsekvens i satiren og sædvanlig omhu for den grinagtige detalje. Derfor er filmen også sjov uden at være nær sjov nok. Fordi 'Polle Fiction' er en kynisk afart af folkekomedien uden hjerte eller lune. En historie om bøvede og bondesnu danskere udtænkt af lidt for smarte landsmænd. 'Polle Fiction' er således en gimmick, der ikke tåler sammenligning med 'Fukssvansen', som med et ganske anderledes engagement også stillede skarpt på de 'smagløses' segment. Men fremtidens etnografer vil med stor interesse studere denne beskrivelse af Danmark ved årtusindskiftet. Foruden øloplukkeren, der kan knappe en hel kasse piller-pallere op på én gang, vil man notere sig den kommercielle synergi-effekt, som netop på det tidspunkt begyndte at gøre det umuligt at skelne mellem underholdningsindustri og reklamebranche. Man behøver ikke lede længe efter en forklaring. Som Snave Slam så malende udtrykker det: Der er penge i lortet.