Stormen på Jerusalemrummer kampscener, der vil gå over i filmhistorien som noget af det mest spektakulære og nærkampstærke, man har set. Ridley Scott kan vist ikke så godt lide krig. Det er nok derfor, han er så god til at skildre den. På den ene side fascineret af den historiske krigskunsts teknik og udstyr. På den anden side omhyggelig med at understrege krigens brutalitet og nådesløshed. Altså lidt af et moralsk paradoks, men en oplagt vinderkombination, som man allerede så det i Scotts 'Gladiator'. Selv de mest indviklede kampscener i 'Kingdom of Heaven' har derfor en kant af rå realisme, som gør kampscenerne i 'Ringenes Herre' og 'Troja' mere fiktive og ufarlige i sammenligning. Det er kampscenerne og den grandiose historiske genskabelse af korstogstiden, som gør 'Kingdom of Heaven' til en medrivende oplevelse. Når saracenerne slynger græsk ild ind over Jerusalems mure, dukker man sig uvilkårligt i sædet. Det er historien om den franske smed Balian, der som uægte søn af korsridderen Godfrey af Ibelin kommer til det hellige land og det kristne kongerige Jerusalem. Her dumper han midt ned i en ormegård. Den syge kong Baldwin (alias kong Baudouin IV 'Den Spedalske') opretholder en skrøbelig fred med den mægtige Saladin, men lumske tempelherrer anført af tronprætendenten Guy arbejder i det skjulte på at få krigen til at blusse op igen. Balian sværger som sin far til kongen og de ridderlige dyder. Vær frygtløs, sanddru og de forsvarsløses forsvarer. Men den skrøbelige fred holder ikke. Historieni 'Kingdom of Heaven' er med brug af en del historiske friheder omhyggeligt skruet sammen, så den undgår de gamle klicheer og traditionelle opdelinger mellem ædle kristne og skumle muselmænd. Den undgår også at falde i den modsatte grøft, selv om korsriddernes barbariske myrderi efter erobringen af Jerusalem i 1099 nok kunne have fortjent en retrospektiv røffel. Ridley Scott og manusforfatter William Monahan gør sig store anstrengelser for at skildre konflikten diplomatisk og eksemplarisk. Til alle tider, lyder budskabet, er der på begge sider af en konflikt kloge mænd, der taler med fornuftens og moralens stemme. Og religiøse og politiske fanatikere, der gør, hvad de kan for at puste til ilden. Parallellen til nutidens konflikt mellem Vesten og islam turde være åbenlys. Ridley Scott lægger ikke skjul på sin antipati. Der er skurke og helte, men værst ser det ud for Jerusalems biskop, der som repræsentant for det religiøse establishment bliver skildret som hykler, opportunist og kujon. Moralens sæde er i det almindelige menneske. Her hedder han Balian. 'Kingdom of Heaven'er således ikke bare et kulørt drama med brynjer og sværd, men en historie med adresse til i dag. Foruden opfordringen til fornuft og tolerance hævder Scott, at ingen religion kan tillade sig at gøre krav på Jerusalem på bekostning af de andre. Han lægger yderligere afstand til det religiøse ved at skildre drømmen om Jerusalem primært som en rosenrød drøm om social genfødsel. Her kunne en mand hævde sig i kraft af sine kvaliteter og ikke som i det feudale Europa i kraft af sine medfødte privilegier. Men har filmen aktuel relevans, må man samtidig konstatere, at den politiske undertekst rumsterer lovligt rungende i dramaets kulisser. Større problem er dog Orlando Bloom i den altdominerende hovedrolle. Det er her, slaget ikke kan vindes definitivt. I Ridley Scotts 'Gladiator' gav Russell Crowe filmen et fortættet centrum. Det kan den kønne Bloom slet ikke. Vel nok et godt trækplaster på plakaten, men ikke synderligt troværdig hverken som hårdtarbejdende smed eller indædt kriger. Men måske er det hans ferske udstråling af moralsk ufordærvethed, hans Legolas-kvaliteter, Ridley Scott først og fremmest har været ude efter?