Umiddelbart kan de virke vidt forskellige, men når man skræller alt det ydre af, tegner der sig et mønster i instruktøren Robert Zemeckis’ film.
Med undtagelse af ’Tilbage til fremtiden’-trilogien skildrer hans to største film, ’Forrest Gump’ og ’Cast Away’, i udpræget grad ensomme mænds skæbner under svære forhold. Og på sin egen, anderledes facon gør ’Flight’ nøjagtig det samme.
Pilot på piller
’Flight’ er historien om piloten ’Whip’ Williamson (Denzel Washington), der i årevis har løjet for sig selv og sin omverden ved ikke at indrømme, at han har et massivt alkohol- og stofmisbrug.
Og pludselig en dag går den ikke længere. Kombinationen af dårligt vejr, en flyvemaskine med mekaniske problemer og en bagstiv luftkaptajn resulterer i, at Whip kun med nød og næppe får nødlandet et passagerfly på en mark i Atlanta. Han redder 96 af de 102 ombordværende på flyet, men kunne alle være reddet, hvis han havde været ædru?
Det er ikke et spørgsmål, Whip stiller sig selv. Han er stolt, selvsikker, overbevist om sine evner og tilsyneladende uden moralske skrupler, da vi møder ham i filmens begyndelse på et lufthavnshotel i Florida.
Her står han op til en helt almindelig arbejdsdag efter en vild nat med sex, druk og stort set ingen søvn, og efter et par baner coke og et hiv fra flyvemaskinens iltmaske (andenpiloten reagerer med et noget forundret blik) er han klar til flyvning.
Heltemod med promille
Selv med promille og kokain i blodet udviser han professionalisme og heltemod, men det er jo kun den halve historie. På den ene side en helt i offentligheden, på den anden side en ensom stakkel, alene i verden med sit misbrug og en lang stribe brændte broer bag sig.
Alt det bliver personificeret af Washington i en hårrejsende præstation, der hele tiden balancerer mellem at skabe sympati for Whip og skubbe tilskueren til at opgive ham, ligesom hans ekskone og søn for længst har gjort det.
Omkring Washington brillerer birolleskuespillere som John Goodman, Bruce Greenwood, Don Cheadle og Kelly Reilly, sidstnævnte i rollen som narkomanen Nicole, som Whip møder under sit hospitalsophold.
I scenen, hvor de mødes første gang, deler de en smøg på hospitalets bagtrappe sammen med en kræftsyg mand, der introducerer filmens metafysiske tråd; spørgsmålet om Guds indblanding i begivenhedernes gang.
Guddommelig indgriben
Filmen havde stået stærkere uden, for Whips historie er bedst, når den handler om hans menneskelige fejl, mangler og indgroede overlevelsesmekanismer.
Da han vredt irettesætter repræsentanten for pilotforbundet kort inden den høring, der skal afgøre, om det var en menneskelig fejl eller force majeure, der fik flyet til at styrte, med ordene: »Du skal ikke fortælle mig, hvordan jeg skal lyve om mit drikkeri – det har jeg gjort hele livet!«, er det lige på kornet.
Men når Whips handlinger pludselig reduceres til et spørgsmål om guddommelig indgriben, mister filmen sit fundament til fordel for metafysisk føleri.
Jo højere filmen svæver opad i småfilosofiske overvejelser, desto mere taber den højde. Men så længe Washington er ved roret, føler man sig i sikre hænder rent skuespilmæssigt.
fortsæt med at læse
