Fupfilm er et vildt stunt om gådefuld stjerne

Fidus. Anonymiserede Banksy, hvis signaturrotte kan ses i byer verden over, har instrueret 'Exit Through The Gift Shop', hvor franskmanden Thierry Guetta viser, hvilke styrtende beløb man kan tjene på at være talentløs.
Fidus. Anonymiserede Banksy, hvis signaturrotte kan ses i byer verden over, har instrueret 'Exit Through The Gift Shop', hvor franskmanden Thierry Guetta viser, hvilke styrtende beløb man kan tjene på at være talentløs.
Lyt til artiklen

Som en Duracellkanin med antikvariske bakkenbarter har den spøjst sludrende franskmand Thierry Guetta i årevis vimset i hælene på street art-kunstnere for at dokumentere deres arbejde med sit kamera.

Oprindelig ikke for at bruge optagelserne til noget. På et tidspunkt blev Guetta simpelthen afhængig af at filme graffitikunstnere på lyssky natarbejde.

Blot var der et street art-navn, han manglede i sine uorganiserede bunker af materiale. Nemlig Banksy. Som måske – måske ikke – er en fyr i 30’erne fra Bristol.

Gennem de senere års stadig voksende berømmelse både i mange byers gader og på gallerier er det lykkedes Banksy at forblive anonym.

Skjult i hættetrøjen
Hvem han er, ved man stadig ikke, når man har set hans dokumentarfilm ’Exit Through The Gift Shop’, som for nylig var nomineret til en Oscar.

Igennem filmen optræder Banksy ganske vist selv nogle gange. Men det er skjult i en hættetrøje og med forvrænget stemme, han forklarer, hvorfor han måtte lave den dokumentarfilm, som Thierry Guetta ellers selv på et tidspunkt satte sig for at redigere, efter at hans ihærdige søgen efter Banksy havde givet bonus.

Guetta fik ligefrem lov til at følge Banksy overalt med sit kamera mod at nøjes med at filme hans hænder og tildækkede ryg, mens street art-kunstneren gang på gang forbløffede folk rundt omkring i verden med sine autonome kunstværker.

Et hysterisk morsomt dokument
Uden at røbe for meget må det siges, at Guettas forsøg på selv at lave en dokumentarfilm blev en katastrofe. Den kom til at ligne 100 tilfældigt sammenstykkede trailere på speed.

For at få Guetta væk fra materialet sendte Banksy franskmanden af sted med besked om at prøve at lave lidt street art. Og derfor er det altså muligvis Banksy, som virkelig har instrueret ’Exit Through The Gift Shop’.

Hvis det (også) er fup, så skidt med det. For filmen er et til tider hysterisk morsomt dokument, hvor Banksy har mere end en enkelt pointe i hættetrøjeærmet.

Når man åbner en russisk dukke, finder man en ny. Sådan er det også med handlingen i ’Exit Through The Gift Shop’:

Millioner for en Warhol-kopi

Først ligner det en film om en meget mærkelig franskmand, og hvordan street art opstod i kølvandet på graffiti og for alvor er blevet et salgbart fænomen efter årtusindeskiftet. Derefter kommer Banksy en overgang i fokus. Med sit åbenlyse talent og betydelige vovemod.

Som publikum er man med ham og Guetta i Disneyland, hvor han placerede en oppustelig model af en Guantánamofange i orange dragt og et øjeblik fik lukket hele forlystelsesparken.

Og vi overværer ferniseringen på Banksys første amerikanske udstilling. Her dukker hans fan Brad Pitt op med Angelina Jolie, og her står berømtheder i kø for at være en del af kunstverdenen og hypen omkring Banksy.

For hype er det jo også. Selv om Banksys evner til at skabe stencileret, tankevækkende street art er tydelige.

For hvordan pokker kunne Guetta ellers til sidst slippe af sted med at tjene millioner på sin egen latterlige Warhol-kopierende street art, der ikke har en kæft med kunst at gøre?

Portræt: Hvem er egentlig inde i Joaquin Phoenix?

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her