.jpg)
.jpg)
Science fiction udspiller sig i fremtiden, men tankevækkende sci-fi handler næsten altid om at udøve nutidig samfundskritik.
At det forholder sig sådan, er den sydafrikanske instruktør Neill Blomkamp et oplagt eksempel på.
LÆS OGSÅ Kim Skotte: District 9 er en vellykket fupdokumentar
Blomkamps foreløbige bidrag til filmhistorien er slummet sci-fi. Blomkamp debuterede med ’District 9’. En fortælling om, hvilken modtagelse et gigantisk fremmed rumskib får på Jorden. I begyndelsen er alt lettelse og eufori, da disse aliens – ’kæmperejerne’ – viser sig omgængelige.
Men efter hvedebrødsdagene bliver de fremmede sat til at rådne op i asyllejre, og 28 år senere er de kun en uønsket udgift, man hellere end gerne ville sende retur. ’District 9’ blev en succes. Så nu er den 33-årige sydafrikanske instruktør blevet forfremmet til Hollywood med stort budget og behængt med stjerner.
Sygdomsbefængt kaos
’Elysium’ ligner grundlæggende ’District 9’ en hel del i sit koncept. Handlingen er henlagt til 2154, hvor nutidens klassedeling er blevet mere ekstrem.
De rige bor på den gigantiske rumstation ’Elysium’, der sådan set bare ligner en hi-tech version af et millionærkvarter i Miami. Jorden derimod er blevet ét stort Soweto. Et overbefolket, forurenet og sygdomsbefængt kaos.
Rumfilm skaber vrede i NigeriaDer er med andre ord ikke noget at misforstå. De mange fattige bor i usle townships, mens de få rige bor i et gated community svævende overjordisk som et for flertallet uopnåeligt himmerige.
På ’Elysium’ har man teknologi, der kan udrydde al sygdom og sikre stort set evigt liv. Nede på Jorden bliver pjalteproletariatet bevogtet af robotter, som slår hårdt ned på ethvert tilløb til oprør eller drømme om social mobilitet.
Som ’District 9’ er ’Elysium’ først og fremmest en vision om vor tid. Om hvad den ekstreme ulighed, overbefolkningen og presset på ressourcerne er ved at gøre ved os. Som i ’District 9’ er det igen blandingen af kun alt for genkendelig slum og futuristisk teknologi, der er Blomkamps trumf.
Matt Damon spiller med solid fysik den tidligere straffefange Max, der konstant er i myndighedernes søgelys. Han er en af de få heldige med et arbejde, men knokler på Armadynes robotfabrik, hvor de robotter, han bygger i dag, vil kontrollere og måske arrestere ham i morgen.
Sydafrikanske kritikere forkaster Oscar-kandidatVennen Julio prøver at overtale ham til biltyverier, mens bandelederen Spider bruger alle kneb for at få Max med i et stormløb på Himmeriges porte. Max stritter imod, men så sker der noget, som får ham til at indvillige.
Max bliver ved en operation forvandlet til en cyborg. Ganske som i miljøbeskrivelsen røber Blomkamp et særligt talent for at fremmane det realistiske i den urealistiske situation.
Alternativt bump
Blomkamp er en spændende instruktør, når han fantaserer frit med afsæt i en velkendt verden, han føler noget for.
Til gengæld virker Blomkamp flere gange vaklende, når han begiver sig ind i den sande science fiction-verden, som hedder Hollywood. Jo mere ’Elysium’ skal ligne et rigtigt action-brag, desto mindre sikkert agerer Blomkamp.
LÆS OGSÅ Succes-par er tilbage med en stærk film om bøh-landets dilemmaer
Efterhånden sidder man med fornemmelsen af, at det kun er den toptunede Matt Damon, der holder ’Elysium’ på nogenlunde ret kurs hele vejen. Og også får filmen til at overleve Max’ lange tvekamp med Elysiums grumme lejesoldat spillet af Sharlto Copley fra ’District 9’.
Visionen om en verden opdelt i ekstremt rige og fattige, hvor vor tids flygtninge og forarmede er sendebude fra fremtiden, er det nye og spændende i Blomkamps to første film.
Men hvor ’District 9’ virkelig var et sci-fi-alternativ, lander den mere hårdtpumpede end velskabte ’Elysium’ en kende naivt og for fuld motorkraft med et alternativt bump midt i mainstream.
fortsæt med at læse
