Folk i USA er vist mere optaget af spørgsmål om forbrydelse og straf, herunder civil eller statslig håndhævelse af retfærdigheden, end de fleste andre nationers befolkning, og det er jo fuldt forståeligt.
Det samme er ikke altid de reaktioner, overvejelserne ender ud i – som nu den forbløffende film ’Kick-Ass’ fra 2010: en high school-farce, der skiftede genre til superaction, en selvironisk satire forvandlet til blodtørstig dommedagsprædiken over slatten offentlig håndhævelse af lov og orden.
LÆS OGSÅ 11-årig skydegal lolita sparker røv i superheltefilm
Skizofrent
Den etter (som det jo viste sig at være) var instrueret af Matthew Vaughn, der nu har trukket sig tilbage til producerens lænestol og overladt instruktion og manus til Jeff Wadlow.
Men ligesom Vaughns spillefilmdebut, der kombinerede high school og horror, er Wadlows resultat lige så skizofrent som etterens.
Gymnasiasten Dave (Aaron Taylor-Johnson) savner sin fritidsidentitet som ’superhelten’ Kick-Ass og plager den lidt yngre, men nok så seje veninde Mindy (Cloë Grace Moretz) om, at hun også trækker i sit superdress som Hit-Girl, så de igen kan blive makkere og klaske forbrydere sammen.
Mandlige anmeldere knuselsker superhelteMen hun må ikke for sin formynder, en kollega til hendes politifar (Nicolas Cage), der i etteren måtte lade livet.
Men Dave fik til gengæld ram på superskurken. Med en bazooka og på klos hold. Kameraet fik det hele med.
Ender med splatter
Toeren forsøger også at få begge niveauer til at fungere: I skolen bliver Mindy mobbet af den intrigante klasseprinsesse og hendes hof, og Daves hormonbetændte venner tænker kun på én ting – og så de to runde lidt højere oppe.
I det leje passer det fint med en superstråle, der giver øjeblikkelige brækanfald og tyndskid, helt i ånden fra ’American Pie’ & efterfølgere.
Men parallelt løber så historien om sønnen af etterens superskurk, Chris (Christopher Mintz-Plasse). Forældreløs og fejlopdraget udvikler den hovedrige, men kiksede lille grimrian storhedsvanvid og arver titlen som superskurk under navnet Motherfucker.
Kritik Parodi på superheltefilm nødlanderMed en bande corny lejemordere i superoutfit vil han nu udslette New York med gødningsbomber.
Mindys husarrest tvinger Dave til enegang som Kick-Ass – indtil han får kontakt med Oberst Stars & Stripes (Jim Carrey) og hans slæng, en bande selvudnævnte fritidssuperhelte samlet i ligaen Justice Forever.
Og så går det hele sin skæve gang, som dårligt kan kaldes uforudsigelig.
Splatter skal det jo ende med.
Påtrængende dobbeltmoralsk
Både Aaron Taylor-Johnson og Cloë Grace Moretz har faktisk udstråling, og Jim Carrey leverer en meget præcis præstation som leder af vigilante-ligaen, komplet i kampuniform og med schæferhunden Eisenhower ved sin side.
Alligevel lyder denne art high school comedy møder ’Watchmen’ light mere målbevidst og begavet, end resultatet er.
For selvironien i hele figurgalleriet er jo glemt ved næste begravelse af en af de ’gode’, og man kan ikke just sige, at filmens slutappel til modig selvtægt og massakrer med ’moralen’ på sin egen side er noget fuldgyldigt svar på en USA-virkelighed, der i forvejen byder på rigelig kombination af størrelserne high school og horror.
LÆS OGSÅ Tegneserier har fået sorte superhelte
Og når netop det bliver en rimelig målestok, er det, fordi filmen lader, som om den vil noget mere end bare at underholde.
Mikset bliver kikset, fordi filmen ikke skelner skarpere mellem selvforsvar og selvtægt end hele USA’s gamle frontier-tænkning.
Og den dobbeltmoral – fordømmelsen af den vold, filmen lever af – er så påtrængende, at det gør ondt.
fortsæt med at læse
