Man kan mærke, at instruktøren af ’Fuglejagten’, Christian Dyekjær, tænker i billeder.
Fotograf Morten Søborgs storslåede naturbilleder af et ærkedansk landskab på en mindre ø et unavngivet sted i landet bruges som meditative åndehuller i fortællingen, men også som metaforer for handlingens begivenheder.
Det er med andre ord både smukt at se på og meningsfyldt, og det føjer et æstetisk overskud og en ekstra dimension til filmoplevelsen.
Meget på spil
’Fuglejagten’ er en slags hyldestfilm til nørder i alle aldre.
Filmen følger Victor (Oliver Methling Søndergaard), der sammen med sin far, Jesper (Lars Brygmann), skal på den årlige fuglejagt, der er blevet en far-søn-tradition de to imellem.
I år har Victor endda favoritværdigheden, da sidste års vinder, den hovne Daniel (Georg Hvidtfeldt Treschow), har brækket benet.
Ham ka’ vi ikke li’, især ikke nu, hvor hans far, Sten (Jesper Asholt), er begyndt at komme sammen med Victors mor, til far Jespers store ærgrelse og dybe sorg.
Da Daniel alligevel tropper op med benet heroisk i gips, er der med andre ord meget på spil for Victor: Han skal vinde for at få Sten og Daniel ned med nakken og gøre sin far stolt, så han måske kan blive glad igen.
Nørdernes paradis
Nok er ’Fuglejagten’ en børnefilm, men der er store, alvorstunge emner på spil.
Victors forældre skal sandsynligvis skilles, og hans far drikker mere, end godt er, og gør det svært for stakkels Victor at nyde den barndom, der helst skulle være ubekymret.
I alle andre sammenhænge ville Victor også være udsat for drilleri, så nørdet og fugleforelsket han er, men da filmen udspiller sig i en slags nørdernes paradis i et fuglereservat, er denne potentielle konflikt ikke et anliggende for filmen.
I stedet bliver kærligheden til fuglene til en slags normaltilstand, og fuglene bliver til flyvske metaforer for de menneskelige relationer.
»Man kan regne med en svale«, siger Victors far, underforstået at mennesker ikke er til at stole på i samme grad som fuglene, og når kongeørnen af faderen udråbes til en fuglenes konge og en heroisk enspænder, er det tydeligvis også idealet for Victor, som dog lærer værdien af venskab undervejs i filmen.
Folkekomedien svigter de tungere emner
Skuespillet er også fint i filmen. Lars Brygmanns nedslidte farfigur er lige så rørende som rundhovedede Jesper Asholts raske natursvend er øretæveindbydende.
Nicolas Bro er morsom, men går måske lige til kanten af det troværdige i rollen som fuglefetichist med firserbriller.
Det spirende venskab mellem de to konkurrenter, Victor og Daniel, er fint skildret, mens venskabet med pigen Pernille (Nicoline Sharma Rubow) forbliver overfladisk.
Det er vel at mærke et problem på manuskriptniveau, ikke børnenes skyld – og i det hele taget virker manuskriptet lidt uafklaret.
De mange alvorlige emner til trods fremstår det meste af filmen nemlig som den rene folkekomedie, og i jagten på comic relief kommer Christian Dyekjær til at svigte de tungere emner, filmen også har på sinde.
fortsæt med at læse
