Der er sådan set ikke noget nyt under den danske sommersol. 'Råzone' er dansk spillefilm på, hvad der ligner absolut lavbudget. For tre bukseknapper håndholdt. Stilen er hård realisme. Emnet er den danske ungdom, som bor i betonghettoer. De er svigtet på hjemmefronten, drikker som heste, snaver som svin og behandler hverken hinanden eller deres fodformede lærere særlig pænt. Men heldigvis er 'Råzone' samtidig en overbevisende demonstration af fordelene ved at arbejde med denne type økonomi og koncept. For 'Råzone', instrueret af debutanten Christian E. Christiansen, er blevet skarp. På trods af visse svagheder og en dumsmart titel faktisk skarp som en ragekniv, hvor det gælder. 'Råzone' er pigernes film. Cecilie, Christina, Trine og Pernille er klassens hårde tøser. Dem, der styrer. Især Cecilie er hård. Og hårdt ramt på hjemmefronten. Trine og Pernille er medløberne. Christina hedder pigen i midten, der har gjort sig mere sej, end hun kan leve op til, når det kommer til stykket. Men ikke desto mindre potentiel rival til Cecilies status som klassens mest attråværdige hunkønsvæsen. De små ondskabsfuldheder og stiklerier, der krydrer endeløse kedelige skoledage med gennemgange af digte af Klaus Rifbjerg, vokser pludselig i omfang, da Cecilie får mistanke om, at Christina har noget kørende med hendes sheik Shaid. Et dobbeltspil om loyalitet og forræderi løber snart alle involverede af hænde. Mistænksomhed, rænkespil, jalousi, hævn og vendetta. Atmosfæren bliver giftig. Kvartetten slår revner. »Har I lavet taberrokade?«, spørger klassens nye pige, Gentofte-punkeren Anja. 'Råzone' er på mere end én måde pigernes film. Selv om flere af skuespillerne nok i virkeligheden er lidt gamle til deres roller, spiller alle de unge med stor ægthed. Størst indtryk gør Laura Christensen i hovedrollen og Stephanie Leon, der debuterede i den beslægtede 'Bagland'. I 'Råzone' brænder hun virkelig igennem som den forhærdede Cecilie, der har forskanset sig bag et panser støbt af blå mærker på sjælen. Her er en figur, der både er unik og genkendelig typisk. Skuespillere, personinstruktion og miljøpræcision er styrkepunkterne i 'Råzone'. Svaghederne ligger helt andre steder. Filmens overdramatiske slutning virker alt for plot-konstrueret. Det er, som om manuskriptet på skrivebordet pludselig får lov til at overmande fortællingens ellers overbevisende autenticitet. Også den meget flittige og pumpede brug af vidt forskellig musik flytter stik imod hensigten fokus fra følelserne. Her er tale om et i perioder decideret distraherende soundtrack, hvor man har fornemmelsen af, at ambitionen må have været at proppe så meget ungdommelig musik som muligt ind i filmen. Gør det filmen mere til en ungdomsfilm? Måske. I så fald er det jo bare synd, at den har pådraget sig en overraskende hård censur med en 'Tilladt over 15 år'. Men måske virker det bare tiltrækkende. Man kan håbe det. For 'Råzone' har faktisk en temmelig uafrystelig råstyrke, hvor det gælder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Trump fortjener den største af alle skamstøtter, og den er heldigvis netop blevet rejst
-
Ida blev afhørt i to timer. Jesper i 15 minutter, men blev aldrig spurgt, om han havde samtykke
-
Vladimir Putin stillede nærmest sine problemer til offentligt skue i Moskva
-
De skal fremstå som rockstjerner, men virker bare som selvfede blærerøve
-
Har han simpelthen undervurderet Danmarks bedste fodboldrække?
-
Nu får et af byens »røvsyge boligkvarterer« et løft. Men bliver det en succes?
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kommentar
Leder af Christian Jensen




























