Med Neill Bloomkamps ’Elysium’og Alfonso Cuarons ’Gravity’ er science fiction trukket i den kultiverede rumdragt. Men den mere forkætrede sci-fi rører også på sig i skikkelse af den tredje film om den muskuløse rumbisse Riddick spillet af Vin Diesel.

Efter den temmelig gyselige ’The Chronicles of Riddick’ er ’Riddick’ en mere stramt styret udgave af universets blanding af sci-fi og fantasy.

Overhårdkogt

Riddick vågner op under en bunke klippebrokker på en mennesketom og pisgul planet.

Da han kæmper sig tilbage til livet, begynder straks en nådesløs kamp mod drabelige monstre, der synes designet til at sno sig om en opsvulmet overarm.

Som sci-fi betragtet er ’Riddick’ da også mest af alt en slags rockerfantasi, hvor handlingen kunne være ridset op med en tatovørs brummende nål.

Den efterlyste Riddick hidkalder to dusørjægerrumskibe for selv at kunne slippe væk fra planeten.

Riddick i Vin Diesels skikkelse lægger ikke op til tvivl om, at han nok skal få skovlen under den sadistiske Santana og få omvendt den lesbiske skarpskytte Dahl til en mere hårdtpumpet form for seksualitet.

Det er nogenlunde på det tidspunkt i filmen, hvor det viser sig, at rumskibene også er seje, flyvende motorcykler. Der mangler sådan set kun en intergalaktisk Miss Wet T-shirt-konkurrence.

Intet i filmen er mere indviklet end en tatovering, men det er på en måde også dens styrke.

Da først Riddick har lokket de to rumskibe til sin planet, udspiller resten af filmen sig som en omgang dåseskjul med enkle regler, kompakt spænding og et absolut minimum af lutter overhårdkogte replikker.

fortsæt med at læse

Drengerøvs-actionbrag plaffer hovedløst i alle retninger