Den første ’Monsters Inc.’ (2001) var en øjenåbner af en Pixar-film.

Alene den jazzet-kubistiske intro med døre, der åbner og lukker, er så modig og nytænkende i en populær kontekst, ligesom fortællingen om bøhmænd af alle farver og størrelser, der lever af at skræmme småbørn, er så morsom og original, at det er en stadig kilde til undren, at filmen ikke har en større (eller mere højtråbende) fanskare.

Forløber etteren
Af samme grund kunne man godt være urolig for, hvordan en efterfølger ville tage sig ud.

’Monsters University’ fortæller forhistorien om monstrene Mike Wasowski og James Sullivan (’Sulley’), der møder hinanden på universitetet, hvor de begge studerer til at blive ’skræmmere’ med hver deres udfordringer.

Mens stræberen Mike har drømt om at blive skræmmer hele sit liv, men må indse, at han grundlæggende er for lille og kær til at være skræmmende, kommer Sulley fra en familie af kæmpestore skræmmere og er for doven til at studere for at blive bedre til noget, han er født til.

Store stærke Sulley er alt det, det diminutive monster Mike drømmer om at være, men da de begge bliver smidt ud af skræmmeholdet, må de stå sammen og kæmpe for deres drømme.

Med andre ord er ’Monsters University’ en prequel til forgængeren, en fortælling om tiden før Mike og Sulley var de uadskillelige kammerater, man møder i ’Monsters Inc.’, og selv om ’Monsters Inc.’ er en af den slags sjældne film, der faktisk er god nok til at fortjene en efterfølger eller en prequel, er det altid svært at leve op til en gennemført original og enestående film – det gælder også ’Monsters University’.

Eminente effekter

Ud fra en overfladisk betragtning er der således noget skuffende ved ’Monsters University’, som i sin form følger skabelonen over en klassisk collegefilm (med en snert af en let overnaturlig ’Harry Potter’-inspiration) uden at udfordre genren det mindste.

Den er langt mere konventionel og forudsigelig end forgængeren, men når hovedrollerne indtages af Mike og Sulley, bliver det alligevel aldrig kedeligt. De to figurer er noget af det fineste animation, Pixar har begået, og de har personlighed og nuancer, som var de levende mennesker.

Det er helt utroligt, så meget animationsfolkene hos Pixar kan få ud af den enøjede grønskolling Mike og hans fjogede grin, og kontrasten mellem stor og lille, slidsom og sløv, giver en forfriskende energi til filmen.

Det rige og vittige univers får dybde af 3D-teknologien, som heldigvis ikke overgøres, men blot benyttes til at give de mange forskelligartede monstre en taktil, sanselig overflade og indirekte til at demonstrere, hvor langt animationsbranchen har rykket sig siden den første ’Monsters’-film i 2001.

LÆS OGSÅ Nyt 3D-eventyr er forbløffende filmkunst

Det samme gælder i øvrigt den smukke kortfilm om de to paraplyer, der vises inden selve filmen, og hvor regndråbernes dans mod asfalten er eminent indfanget i 3D.

Sidst, men ikke mindst er det også værd at huske på, at det skabelonagtige præg for børnenes vedkommende bestemt ikke er et minus; det gør det tværtimod lettere for de mindste at følge med, når fortællingen har en vis forudsigelighed – det må man ikke glemme i en film som denne, der henvender sig til et børnepublikum.

Men det udelukker jo ikke, at vi voksne stille ønsker, at Pixar fremover vil satse mere på originalitet end på fortsættelser.

fortsæt med at læse

Manden bag animationsfilmens »nye hovedværk« er en tårnhøj tegneserienørd