Det måtte jo komme: en tegnefilmhelt for pensionister! Med animationsindustriens ekspansion i disse år – teknologisk, indholdsmæssigt og markedsmæssigt – har både drenge og piger, fædre og mødre fået deres ’egne’ idoler i tegnefilmens verden.

Men en tegnefilm med en repræsentant for publikumssegmentet ’det grå guld’, en pensionist, som den heltemodige hovedperson, der går gennem ild og vand – eller snarere: gennem luften ... Det var lige, hvad der manglede.

På den anden side: Hvor mange pensionister er det nu lige, der har valget mellem enten at rykke på plejehjem – eller lette på en luftbåren opdagelsesrejse til Sydamerika?

Karakteren Carl Frederiksen i filmselskabet Pixars nye film ’Op’ har valget. Og som det også fremgår af Kim Skottes sekshjertede anmeldelse, vælger han ikke plejehjemmet.

ANMELDELSE Nyt 3D-eventyr er forbløffende filmkunst

Trods navnet er den småvrantne ældre herre amerikaner, og hans lille, gamle træhus ligger i vejen for byggematadorernes skyskraberplaner. De så ham gerne lænket til en kørestol, men han klarer sig endnu med stok – og stokkemetoder, når de kommer for nær!

I hele sit stilfærdige liv som ballonsælger har Carl – og ikke mindst hans nu afdøde Ellie – haft en drøm om at rejse til Paradisvandfaldene i Sydamerika ligesom det barnløse pars ungdomshelt, eventyreren og luftskipperen Charles M. Muntz.

Og netop da byggehajerne ser ud til at have skovlen under Carl, og vognen fra plejehjemmet holder ved havelågen, vælger han i stedet eventyret: Tusindvis af balloner har han fyldt, nu løfter de sig mod himlen – og hele huset letter fra jorden! Kursen bliver sat mod vandfaldet i Venezuelas bjerge.

Sure gamle mænd
Man må nok indrømme, at dén valgmulighed har kun en pensionist med usædvanligt gode forbindelser i drømmeindustrien.

Gamle mr. Frederiksens forbindelse til animationens drømmerejser hedder Pete Docter. Han er instruktør på ’Op’ og tillige en høj, venligt reserveret mand på kun 41.

Hvor kommer det valg af hovedperson fra? I de biograflange tegnefilms historie er der vel kun ét fortilfælde med pensionister i hovedrollen, nemlig franskmanden Sylvain Chomets ’Trillingerne fra Belleville’?

»Nå ja! Jeg troede ellers , du tænkte på den gamle kone i Hayao Miyazakis ’Det levende slot’, men hun er jo egentlig en forhekset ung pige.

Bob Peterson, hovedmanden bag manuskriptet til ’Op’ og medinstruktør på filmen, fandt på de her vrantne gamle mænd (den anden er eventyreren mr. Muntz, som mr. Frederiksen faktisk møder undervejs), og Bob mente, de egnede sig til en fortælling. Da tanken om det svævende hus så kom til, var det bare at opfinde forhistorien om Carl og Ellies ungdomsdrømme«.

Den beretning om Carl og Ellies møde som børn og senere parløb gennem livet tager vel ti minutter i starten – et livsresume, der både i streg og fortælleteknik minder om danske Børge Rings tegnefilm ’Anna & Bella’, der vandt en kortfilms-Oscar i 1984?

»Det er rigtigt. Men vi så nu en masse film om gamle mennesker, bl.a. også fine reklamefilm fra livsforsikringsselskaber. Filmens prolog om Carl og Ellies store drømme og nok så beskedne liv var de første strimler, vi viste for et prøvepublikum, som blev virkelig grebet af det. Det er jo vigtigere end f.eks. figurernes alder: at tilskuerne virkelig kommer til at holde med dem, holde af dem«, siger Docter, som i manuskriptet til ’Wall-E’ (en anden af Pixars succesfilm) var med til at fylde den diminutive og ramponerede skralderobot med gribende, universelle følelser.

Den musikalske struds
Pete Docter hylder Disneys gamle gyldne regel: »For hvert et latterudbrud, skal der også fældes en tåre«, men ’Op’ er nu ingen tåreperser.

Det sørger bl.a. Carl Frederiksens blinde passager for: den otteårige, overvægtige spejderdreng Robert, der trods alle sine duelighedstegn og fuldt vildmarksudstyr i rygsækken sandt at sige aldrig har været uden for bygrænsen, før luftturen til Sydamerika! Roberts venskab med den mangefarvede og fire-fem meter høje, strudselignende junglefugl – Kenneth, hedder den, men ukendt er dens art – stimulerer lattermusklerne yderligere.

»Researchperioden til sådan en film er noget af det bedste. Vi fik fat i en struds og dannede et lille band – jeg spiller selv lidt bas – og spillede for fuglen for at studere dens reaktioner. Vi studerede også hunde i ugevis (eventyreren Muntz har et kobbel dresserede, talende hunde, red.).
Og production design-chefen, Ralph Eggleston, der også skabte scenografien til ’Find Nemo’ og ’Wall-E’, fik os alle sammen på rejse til Tepui-bjergene i Sydamerika, hvor Venezuela, Brasilien og Guyana mødes. Der fandt vi vores location – den samme egn, som Conan Doyle i sin tid henlagde sin roman om forhistoriske dyr til, ’The Lost World’ fra 1912«.

»Selvfølgelig har vi tænkt os spejderdrengen Robert – fuld af gåpåmod og blottet for erfaring – som en kontrast til Carl, der står i den anden ende af livet. Eller rettere sidder eller stavrer af sted med stok eller rollator. Hvordan kan vi finde en modsætning til den gamle enkemand, tænkte vi – én, som kan gengive ham livsgnisten, trække ham tilbage til denne verden igen? Selv om anden halvdel af filmen er fuld af skøre gags, er det vigtigt, at der er lagt en grund af følelsesmæssig indlevelse i figurerne først. Det tjener figurdesignet også til – den firkantede Carl over for den rundbueform, som lille Robert har tilfælles med den afdøde Ellie«.

Eventyr med gangbesvær

Er det også et eksempel på kontrastens betydning, når en scene i filmen viser Carl, som i kørestol lader sig føre ned ad trappen fra husets førstesal af en trappeelevator for handikappede – og musikken samtidig drøner løs med ’Toreadorvalsen’ fra Bizets opera ’Carmen’?

»Selvfølgelig. Fortællinger styres af modsætninger, tror jeg. I de film, vi voksede op med – ’Dumbo’ eller ’It’s a wonderful life’ eller ’Troldmanden fra Oz’ – er der et eller andet, der virker på et dybere niveau, netop af den grund«.

Pete Docter boede som teenager et år i Ballerup uden for København på grund af sin dirigentfars interesse for Carl Nielsen, men til spørgsmålet om, hvornår han laver en film om den danske komponist, smiler han bare venligt: »Hvor er manuskriptet?«.

Nu har han i stedet lavet en film om pensionisten, der opdager, at det aldrig er for sent at prøve at virkeliggøre en livsdrøm. Selv med gebis og gangbesvær kan man godt tage på eventyr – bare man har balloner nok.

fortsæt med at læse

Glædeligt monstergensyn mangler originalitet