0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Anmeldelse Handling gi'r forvandling

Ikke mindst på grund af Jesper Christensens eminente spil afslutter Per Fly sin Danmarks-trilogi helt på toppen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ordet er frit, men bordet fanger. Og gør det også i dén grad i 'Drabet'.

Den tredje og sidste film i Per Flys Danmarks-trilogi, hvor Blekingegadebanden spøger i baggrunden.

Den 52-årige gymnasielærer Carsten har en fortid i de stærkt venstreorienterede grupperinger KAP og DKP-ML. I sin undervisning lægger han som samfundsfagslærer stadig vægt på at stille de skarpe, kritiske spørgsmål til den kapitalistiske verdensorden. I

sit eget liv er han vokset fra den slags retorik. Carsten er ikke alene middelklasse, han er også midaldrende. Børnene er flyttet hjemmefra og ægteskabet blevet en gammel vane. Tiden fordriver han med parmiddage, lækkert sommerhus, paragliding og røgen fra en stille joint inden sengetid.

Et mageligt limbo, men ikke desto mindre et limbo. Kun når han er sammen med sin unge elskerinde, sin tidligere elev Pil (Beate Bille), mærker han ikke formålsløsheden runge.

En politimand bliver med overlæg kørt ned og dræbt ved et politisk motiveret hærværk på en dansk våbenfabrik. En af de tre aktivister i bilen er Pil. Eleven har hørt godt efter i timen og draget sine egne konklusioner.

Som en uhyggelig usagt kommentar svæver fordums aktivistiske venstrefløjsslogan om at 'Handling gi'r forvandling' over teksten. At det kan være nødvendigt at ofre små brikker for at skabe et mere retfærdigt samfund. Målet helliger midlet, og midlet har alle dage været skarp lud til skurvede hoveder.

Kuren dur kun, så længe man kan abstrahere fra det konkrete offer. Hvilket er, hvad Per Fly helt afgørende ikke tillader. Som en flygtning fra koret i en græsk tragedie går politimandens enke Lisbeth (Charlotte Fich) rundt og flår i overført betydning sit bryst til blods, hver gang de andre tror, at det med skylden og ansvaret nok skal blive bedre med tiden.

Men 'Drabet' er ikke en bodsvandring. Fly lægger nok afstand til virkemidler og tankesæt på den ekstreme venstrefløj, men ikke til det grundlæggende ideal, at det er en sund menneskelig stræben at drømme om at gøre verden til et mere retfærdigt sted.

'Drabet' er ikke en film for flagellanter og derfor næppe heller en film for dem, der kræver, at fordums venstrefløj skal piske sig selv offentligt for at få tilgivelse for sine synder.

Men 'Drabet' er ikke primært en politisk film. Den er et detaljeret og tredimensionelt portræt af en midaldrende mand fra middelklassen. Som rammer så stærkt, fordi det samtidig er et generationsportræt og en helt almengyldig skildring af det menneskelige talent for selvbedrag og ansvarsforflygtigelse. Af al den egoisme, kynisme og sentimentalitet, der kan opstå, når livet tror sig tomt og med vold og magt vil fyldes med mening.

'Drabet' er en film om at leve med løgn og sandhed. En film om samfundets store, dominerende middelklasse, der i kølvandet på opfyldelsen af de økonomiske ambitioner har set drømmene om social forvandling blive erstattet af den enkeltes jagt på et liv med meningsfulde oplevelser. Men man får travlt, hvis man skal nå at fylde det helt op! Man kan gribe øjeblikket. Hvad man ikke kan vide er, om man i samme bevægelse får smidt det hele væk.

Carsten keder sig og tror derfor, at hans tilværelse bygger på en livsløgn. Men paradokset i 'Drabet' er, at løgnen først begynder at få sit eget liv, da Carsten konkret begynder at lyve og lægge afstand til sit eget liv. Han gør det for at redde sin kærlighed til Pil. Han vil have hende og have hende for sig selv.

I Per Flys optik er der en mindre grad af skæbne knyttet til middelklassens melange sammenlignet med bund- og topklassens klare kår. Er det derfor, middelklassens mest populære illusion er, at man kan starte forfra, som om intet var hændt?

Det er jo på en måde en enkel historie, Per Fly fortæller. Som kærlighedshistorie og politisk historie hver for sig nærmest banal. Men de er til gengæld indlejret i det komplicerede portræt, Fly og Jesper Christensen tegner af en mand, der for hvert skridt stædigt bevæger sig dybere ind i selvbedragets svært gennemskuelige tvelys.

Per Fly og Jesper Christensens tætte samarbejde i 'Bænken' og 'Drabet' vil gå over i dansk filmhistorie som noget helt særligt. Jesper Christensen er endnu bedre i 'Drabet'. Det er næsten trivielt at skulle sige det, men Jesper Christensen overgår sig selv endnu en gang. Det må have brændt på. Det er hans livs rolle. På mere end én måde fornemmer man.

I Danmarks-trilogien har 'Drabet' måske været den sværeste at lave. Statistisk er det filmen om de fleste af os. Med en hovedperson, som repræsenterer det historiske skifte fra industri- og klassesamfund til det overvejende klasseløse samfund. Realiseret, ikke som arbejdsstat, men som middelklassens parcelhusdemokrati.

En generation, der har levet i efterdønningerne af en politisk kultur. Hele dens rastløse magelighed; det hele bliver så nagende og personligt mellem hænderne på instruktøren.

Historien er mindre klart skåret end 'Bænken' og 'Arven'. På en måde stritter stoffet endnu. Men Per Fly vil noget med sine film. Det er dér, han skiller sig ud.

Måske fordi stoffet stritter af instruktørens indre konflikter, er filmen billedmæssigt holdt i et overvejende meget nøgternt realistisk tonefald.

Ud skiller sig en indramning af vanvittigt flotte farvebilleder taget fra luften af et frodigt, dansk landskab i knaldende, næsten hyperrealistiske farver. Cirrhusskyer på en cirkusblå himmel. Grøn mark, knaldblåt hav.

Sådan ser verden ud, når Carsten dyrker paragliding. Det er middelklassens individuelle drøm om frihed konkretiseret. Af Fly temmelig bombastisk knyttet til Ikaros-myten. Hvilket ikke forhindrer dem i at være billederne, der i afgørende øjeblikke giver dramaet luft under vingerne og er i stand til at løfte og bære os ind og ud af filmen.

Men det, der først og fremmest hæver 'Drabet' op i de høje luftlag og dermed afslutter trilogien som et hovedværk i dansk film, er Jesper Christensens uafrystelige præstation.

Hans skildring af mennesket, når det bliver småligt, desperat og løgnagtigt. Når det maler sig selv op i et hjørne, fordi det prøver at forløse sit liv i, hvad der føles som sandhed, men viser sig at være det stik modsatte. »Vi har det jo ikke godt. Der er jo ikke noget, vi vil!«, siger Carsten frustreret til sin kone, Nina, vægtigt underspillet af Pernilla August.

Han sætter et fatalt lighedstegn, uanset om man snakker politik eller eksistens. Som om man kun lever, når handling gi'r forvandling for