Nå, hvordan går det så med den store amerikanske roman? Med dette friske spørgsmål hilses den unge forfatterspire velkommen i en af filmens første scener.
Ganske fikst, for ud over den unge mands ambitioner refererer replikken jo til, at han som 'fortælleren i handlingen' står for den beretning om Den Store Gatsby, som – næst efter Melvilles 'Moby-Dick' – er det mest obligatoriske amerikanske litteraturpensum.
Og dermed nævner filmen også straks sin egen største udfordring: at F. Scott Fitzgeralds kanoniske roman er så velkendt, at den bliver målestok for filmresultatet.
LÆS OGSÅ Politiken.dk i Cannes: 'Jagten' på Guldpalmen kan begynde
Men det ligner Baz Luhrmanns uforskrækkede tilgang sådan at tage tyren ved hornene: Ja ja, her pudser vi arvesølv og befamler nationalklenodier med risiko for besudling
Her prøver vi – med Leonardo DiCaprio i titelrollen – at gøre dét bedre, som ikke lykkedes helt i 1974 (med Robert Redford), i 1949 (Alan Ladd), i 1926 (Warner Baxter) eller i tv i 2000 (med Toby Stephens).
Resultatet er en på én gang pompøst underholdende, pletvis gribende og påfaldende distanceret, overarrangeret billedfortælling. På førnævnte målestok: mere Luhrmann end Fitzgerald.
Relevant - et lille århundrede senere
Romanen udkom 1925, altså fem år før Wall Street-krakket Black Thursday. Men den nyrige Jay Gatsby, der fra ludfattig barndom bygger en formue på spritsmugling og børssvindel, lignede en inkarnation af selve den amerikanske drøm, og romanen blev nærmest profetisk i skildringen af en luksus så vulgært hæmningsløs, at boblen måtte sprænges indefra.
Med den beske tilføjelse, at de født rige – hvis formue måske ikke bygger på egen kriminalitet, men kun på forfædres bjærgsomhed – altid klarer skærene og surfer videre på næste bølge.
Leonardo DiCaprio åbner årets Cannes-festivalGrundmønsteret er mildest talt relevant igen nu, et lille århundrede senere.
Men selv om filmen skal gøre personernes liv, forelskelse og fortvivlelse så nærværende for os, som var det i dag, skal den jo også genskabe jazztidskoloritten, de swingende 1920'eres ulidelige letsind og sprutbedøvede desperation, en dekadent overfladiskhed, hvis iboende selvbedrag, ensomhed og sorg Fitzgerald skildrede som ingen anden; og så den sociale fortabelse som stadigt skræmmebillede lige under societyoverfladen.
DiCaprio har fantastisk format
Fattigdommen, den gådefulde Gatsbys eget udspring, er i fortællingens nutid, 1922, repræsenteret ved arbejderne i Valley of Ashes, en losseplads for kulaffaldet fra New Yorks energifrås.
Denne dødens forgård passerer de rige på vejen ind til city fra deres paladser ved Long Islands kyst. Her arbejder også tankpasseren Wilson, der bliver skæbnens blinde redskab. Når den rige Tom Buchanan skal have benzin, ruller Wilson slangen ud – og det samme gør Buchanan imens, inde hos fru Wilson.
Islandsk 'halvdansker' brænder igennem i CannesBuchanan, stærkt spillet af Joel Edgerton, er romanens billede på, at rigdom ikke garanterer finfølelse og ædelmod, men junglens brutale overlevelsesevne. Dermed kunne han modsat unge Gatsby sikre Daisy penge og tryghed.
Men nu vender Gatsby tilbage som en anden Valjean med guld nok på kistebunden til orgiastiske fester i sit enorme palads; blot ikke drevet af hævnen, men af håbet. Som ham, der vinder alverden, men ikke lykken, har den nu fuldmodne DiCaprio i sine bedste scener format som en Orson Welles i 'Citizen Kane'.
Og Carey Mulligan rummer både Daisys længsel og ansvarsforflygtigende ynde, når hun sukker: »Alt det smukke, dyrebare falmer så hurtigt!«.
Et visuelt overflødighedshorn
Desværre størkner 'kemien' mellem de to lidt for tit i teatralsk arrangement.
Desværre, fordi romanens tidstypiske bipersoner har måttet reduceres til skabeloner, ja, sågar også trekantens tilskuer Nick, der fortæller sin psykoanalytiker og os det hele: Næsten lallende enfoldigt spiller Toby Maguire denne 'fjerde hovedrolle', skønt han også skal udlægge de håndfaste symboler for os.
LÆS OGSÅ Politiken.dk i Cannes: Jungletrommerne buldrer før Refns ankomst
Nå, Luhrmanns force er ikke fintmærkende personinstruktion, men til gengæld – som vi ved fra 'Moulin Rouge' – de store scener: Til det frække soundtrack er festerne i Gatsbys palads rene visuelle overflødighedshorn af orkestre og artister, hundredvis af festklædte statister, luften fuld af konfetti med fin 3D-effekt.
Desto mere uforklarligt, at han så vælger uskarpe computerbilleder til igen og igen at vise os natteudsigten fra Gatsbys bådebro over mod det grønne indsejlingslys hos Buchanan på den anden side af bugten – den udsigt, der blev verdensberømt som symbol for håbet, der brast.
fortsæt med at læse
