Tarantino pløjer sig vej igennem filmens kulørte genrer, og turen måtte før eller siden komme til spaghettiwestern.
'Django Unchained' blænder op med fortekster i den samme blodrøde typografi, som Sergio Corbuccis ’Django’ knæsatte i 1966. Musikken har samme skingre tone, og Rocky Roberts med den buttede Elvisvokal får igen lov til at synge titelsangen. Selveste Ennio Morricone har leveret ægte ny gammeldags spaghettimusik.
LÆS OGSÅ Filmredaktøren: Er Tarantinos nye slavedrama racistisk?
Så ’Django Unchained’ har alt, hvad der kræves af en pastiche, men den har også meget andet. Lighederne er først og fremmest stilistiske. De bratte panoreringer, de frosne nærbilleder af mandeansigter, det lystigt sprøjtende blod, det urealistiske mandefald.
En sort Django
Den skødesløse vold, som ’Django’ vakte opsigt med i 1966, og som Tarantino årtier senere gjorde retro-cool i ’Reservoir Dogs’ og ’Pulp Fiction’, er selvfølgelig fremherskende.
Mere overraskende er det, at Tarantino rent faktisk har taget racismetematikken i ’Django’ op. På sin egen rodede måde var racisme et tema i Sergio Corbuccis ’Django’, hvor de hvide angloamerikanere var på nakken af mexicanerne, men Tarantino har slet og ret forvandlet ’Django’ til et på alle måder sort-hvidt drama om slaveriet.
Franco Nero var Django. Nero betyder sort. Fik Tarantino mon den første gnist til sin film om en sort Django i denne kendsgerning? At lade hovedpersonen skifte hudfarve er under alle omstændigheder helt i tråd med en lang tradition for absolut selvstændige nyfortolkninger af Djangoskikkelsen.
Hvide sataner
Jamie Foxx er helten i ’Django Unchained’. Høj og flot, hurtig og klog. De hvide amerikanere er til gengæld stort set uden undtagelse nogle brutale og ondskabsfulde sataner. Listige eller dumme som døre.
I filmen, som udspiller sig i 1858, kan man opleve Ku Klux Klans forgængere på et stadie, hvor de endnu ikke har helt tjek på det med at lave huller i kutten de rigtige steder!
Tarantinos skildring af slavetidens brutalitet er næppe et mønster på historisk research, men den er til gengæld stærk i sin fornemmelse for identifikation. At man nogensinde har fået sig selv til at behandle andre mennesker som dyr, forarger Tarantino med 155 års forsinkelse.
Sort populærkultur er i høj grad, hvad Tarantino har tændt på, og slaverne var jo bedste- og oldeforældre til de cool fætre, der har bragt verden soulmusik, hiphop og blaxploitationfilm.
Voldsodyssé
Temaet ligger i direkte forlængelse af jødedramaet i ’Inglorious Basterds’, men er langt mere fokuseret i ’Django Unchained’. Tarantinos fremstilling af slaveriets absurditet koblet med hans umættelige appetit på fiks dialog og eksplosive scener gør ’Django Unchained’ til en voldsomt velgjort voldsodyssé.
Uden de udfald i handlingen, Tarantino indimellem forfalder til, når han bliver optaget af et sidespor. Resten af ’Inglorious Basterds’ havde svært ved at leve op til Christoph Waltz’ retoriske præstationer i filmens første scene.
Det problem er løst i ’Django Unchained’. Her er det germanske snakketøj nemlig med i hele filmen som Djangos hvide makker, dr. King Schultz. En tysk tandlæge og dusørjæger, der snor sine elegante, dannede sætninger rundt om de amerikanske bondeknolde, indtil de er helt tummelumske.
Dr. Schultz befrier Django fra nogle slavejægere, fordi han har brug for hans hjælp til at identificere nogle eftersøgte. Undervejs opdager han Djangos intelligens og skydefærdighed og oplærer ham i sit bloddryppende erhverv.
Django bliver skrap til skydere, men har kun ét mål: Han vil finde og befri sin kone, der er blevet solgt til en ukendt plantageejer.
Tarantino selv er autentisk elendig
At hun hedder Broomhilda von Shaft er en tredobbelt vittighed, der kombinerer den sorte actionhelt Shaft med Brunhilde fra den tyske Nibelungenlied – men forvansket til Broomhilda fra den amerikanske tegneserie om en cigarrygende heks. At slaveriet var en tragedie, lægger ikke låg på vittighederne.
Selveste Franco Nero dukker op som italiensk slaveejer, og Don Johnson får en tur mere i manegen som den oppustede slaveejer Big Daddy. Samuel L. Jackson giver den som den dæmoniske Onkel Tom-skikkelse Stephen.
Han tilhører Calvin Candie på plantagen med det moderne navn Candyland, hvor Leonardo DiCaprio åbenlyst har en fest som den elegante og afstumpede Candie himself.
Tarantino selv dukker også op som brovtende vagtmand og giver et af de få eksempler i filmen på skuespil så autentisk elendigt som i den rigtige ’Django’!
Bedste Tarantino siden 'KIll Bill 2'
I ’Django Unchained’ fortsætter Tarantino sin udforskning af genre og pastiche, men er tættere på at fortælle en rigtig historie, end han længe har været.
’Django’ løsrev westerngenren fra dens moralske fortøjninger, men kynikeren Tarantino genindfører paradoksalt nok Den Retfærdige Hævner for fuld skrue.
’Django Unchained’ er det bedste, Tarantino har lavet siden ’Kill Bill 2’, der på en måde var filmen, der antydede, at en skønne dag måtte der komme en western fra Tarantinos hånd.
Og med ’Django Unchained’ har Tarantino så lavet en film, der strutter af frækt filmisk overskud og selvfølgelig med masser af strålende musik udvalgt uden smålige hensyn til, hvad der er historisk passende.
Hyldest til 'Django'
’Django Unchained’s slavedrama og spraglede westernkludetæppe er en hyldest til ’Django’. Med en bedre historie, bedre replikker og bedre skuespillere end originalen.
Hvad ’Django Unchained’ ikke har, er en ikonografisk hovedperson.
Jamie Foxx spiller da udmærket som ’Django’, men hvor den gamle Django mere lignede et symbol eller en spøgelsesrytter, er den nye Django en mand af kød og blod med helt igennem forståelige motiver.
Mere menneske end myte. Og derfor vil Franco Neros blåøjede dræber stadigvæk være ... DJANgooooooo!
fortsæt med at læse
