Dragen Smaug er fra og med i dag et af filmhistoriens syv vidundere! Det må siges som det første.
Aldrig har vi set så livagtigt, listigt, psykopatisk, underfundigt, ondskabsfuldt og enormt et monstrum løfte øjenlåget over den svovlgule iris med den lodrette pupilsprække, spile næseborene ud efter færten af fremmede og derpå rejse sig fra dvalen i pengebadet, ryste guldstykker og ædelstene af sig, folde sig ud i al sin skrækindjagende herlighed – og fyre op i den indre højovn, så bugskællene gløder.
Det er stilrent eventyrgys, storslået fantasy, ren og skær Wagner, her i den digitale billedepokes uendelighed af mulige illusioner, inklusive chokvirkningen af at få bæstet lige ud i fjæset med 3D-kraft. ’Jurassic Park’ og ’Reptilicus’ – go home!
Men desto stærkere virker det jo også, fordi vi er blevet modnet til mødet af hobbittens og vore andre små venners flugt fra orker og varger, deres kamp mod kæmpeedderkopperne i Dunkelskov og fangenskab hos elverkongen Thranduil.
Flyrejsende pas på! Smaug er på vingerneDeres fornyede flugt ad vandvejen i tomme tønder, kun for at komme i knibe på ny hos søfolkene, men få hjælp af deres tidligere vogter, elveren Legolas, som igen afslører sort bælte i kampsporten at svæve og dræbe, som var vi i Hongkongs filmstudier og ikke i Søby.
Hov, nej! Legolas er da ikke med i den bog! Hvor orkerne også kun var bjergtrolde, og hvor vi endnu intet anede om Den Onde selv, Sauron, som ikke desto mindre her viser sig for Gandalf i al sin flammende majestæt.
Alt det hører jo hjemme i trilogien om ’Ringenes Herre’, som J.R.R. Tolkien først udgav i 1954-55. Hvad i alverden bestiller Legolas og Sauron så i en filmatisering af den børnebog, ’Hobbitten eller ud og hjem igen’, der udkom sytten år før trilogien om ringene?
'Hobbitten'-instruktør manipulerer med forlæggetSvaret er enkelt: De afrunder og kompletterer fortællingen og løfter den dermed i filmisk version fra pudsigt-naivt eventyr til fuldfed fantasy for alle aldre. Og vel at mærke med fuld ret, også ifølge Tolkien selv.
For ud over at bidrage til at blæse ca. 300 siders børnebog op til tre film à godt og vel to en halv times varighed hver er tilføjelserne nemlig direkte afledt af Tolkiens talrige senere notater, omskrivninger, forbedringsforsøg og tilføjelser til Midgårds historie.
I stedet for kustodens håndskyhed vælger Peter Jackson altså meddigterens hjælpende hånd, sammen med Fran Walsh og Philippa Boyens, de oscar-belønnede medforfattere allerede på ’Ringenes Herre’, nu suppleret med Guillermo del Toro. Ikke slavisk efter Tolkiens bogstav som prentet i første forsøg – men til gengæld helt i Tolkiens ånd.
Warner udsætter sidste Hobitten-premiereResultatet er – tydeligere her i anden del end i første – en mørkere, mere mættet og fortættet filmisk beretning, hvor Tolkiens børnevenligt gentagne understregning af hobbittens ængstelse og længsel efter hjemlig hygge nu er trængt i baggrunden af de drabelige begivenheder og menneskeligt nok så interessante konflikter om gruppeloyalitet og mandsmod over for grådighed og snæversynet egoisme.
Grundfortællingen er jo stadig den samme: 60 år forud for begivenhederne i ’Ringenes Herre’ drages hobbitten Bilbo Sækker (Martin Freeman) sammen med troldmanden Gandalf den Grå (Ian McKellen) og de 13 dværge ud på en færd fuld af forhindringer, men med det overordnede mål, at dværgenes anfører, Thorin Egeskjold (Richard Armitage), vil genvinde landet Erebor og de rigdomme, som dragen Smaug (med Benedict Cumberbatchs stemme) nu vogter over dybt inde i Ensomhedens Bjerg efter at have udryddet de fleste af dværgfolket.
På den trend vævede Tolkien sine islæt uden stærk indbyrdes forbindelse, men med tydelige inspirationer: Odysseus’ møde med kyklopen farver vore små venners møde her med hamskifteren Beorn (skiftevis kæmpe og bjørn) såvel som Bilbos opfindelse af dæknavne for at slippe fra dragens hule.
Satirestjerne er med i 'Hobitten'-filmLigesom rejsen på ørneryg (i første film) lånte fra 1.001 Nats Sindbad Søfarer og Rokfuglen. Og dværgeguldet såvel som dragen selv kommer selvfølgelig via ’Nibelungernes Ring’ fra det nordiske sagn om Sigurd Fafnersbane.
Som Søbys korrupte oldermand giver Stephen Fry i forbifarten er smuk opvisning i rollefaget ’frikadelleskurk’, og byens båds- og buemand Bard (Luke Evans) kommer vi til at se mere til i treeren.
Forhåbentlig også elverpigen Tauriel, Legolas’ ligemand i kampsport (Evangeline Lilly), som Jackson & co. helt på egen hånd har føjet til Tolkiens kvindefattige univers – men dermed jo også flettet kærlighed ind i konflikterne om mod og grådighed.
Og når virkningen af alle tilføjelserne nu er, som hvis et stoftrykt håndklæde var forvandlet til en billedmyldrende gobelin, tilgiver selv nørderne nok.
Og glæder sig til treerens endelige opgør med Smaug, filmhistoriens skønneste kæmpekrapyl.
fortsæt med at læse
