'A Late Quartet' er en vidunderlig film med skuespil i særklasse

Drama. Den verdenskendte Fugue String Quartet har spillet sammen i 25 år uden udskiftninger.

Lyt til artiklen

Beethovens opus 131 er en strygekvartet i cis-mol, som han ønskede spillet attacca, dvs. med hver af de syv satser ’bundet’ direkte til den foregående, uden pause til at stemme instrumentet.

På de vilkår må vi jo også ofte klare livets omskiftelser.

Og at medlemskab af en strygekvartet i verdensklasse stiller krav, både om præstation og afkald, som kan ligne familiemedlemmers forventninger til hinanden – det forstår enhver nok også uden det store kørekort i psykologi og metaforik; men vel ikke uden en vis livserfaring.

Måske skal man også opnå en vis alder, før det virker så utrolig velgørende i sig selv at se dygtigt og menneskeklogt skuespil udført i roligt tempo, skønt dramatikken angår livsvigtige forhold?

LÆS OGSÅ Prisvindende indiefilm er mere skæv end charmerende

I hvert fald medvirker det til at gøre ’A Late Quartet’ til en ret vidunderlig oplevelse for mig, selv om historien vist ikke lyder af meget i kort referat:

Hvad er vigtigst – kunsten eller livet?
Den verdenskendte Fugue String Quartet har spillet sammen i 25 år uden udskiftninger. Bratschen Juliette og andenviolinen Robert er gift, og deres voksne datter modtager violinundervisning af kvartettens førsteviolin, Daniel.

Men en dag får cellisten Peter, kvartettens ’patriark’, diagnosen Parkinsons syge. Kvartettens jubilæumskoncert kan blive den sidste med ham på celloen!

Den oplysning får helt uventede virkninger på gruppens andre medlemmer. For hvis de alligevel skal spille sig sammen med en ny cellist, kan Robert så ikke også komme til at skiftes med Daniel om at spille førsteviolin?

Ombrust guldpalmevinder fortjener hver en lovprisning

Det må Juliette vel i hvert fald støtte ham i? Eller synes hun i virkeligheden, at perfektionisten Daniel spiller bedre? Havde hun ikke selv engang en flirt med den stivstikker? Hvad har hun selv ofret for kvartettens skyld?

Og apropos: Er deres datter og Daniel nu ikke begyndt at stryge lidt mere end violinerne sammen?

Hvad er i grunden vigtigst – kunsten eller det (private) liv, vi aldrig kan tage om igen?

Skuespil i verdensklasse
Lyder det lovlig skematisk i referat, er det desto mere livfuldt i udførelsen.

Christopher Walken leverer nogle af sin lange og imponerende vidtspændende karrieres fineste øjeblikke af fortvivlelse og tilkæmpet selvkontrol i mødet med lægens diagnose og dens konsekvenser.

Mens Philip Seymour Hoffman er både charmerende og bevægende som den før så tålmodige andenviolin (i verdensklasse!) over for den smukke, køligt kontrollerede Catherine Keeners krav til ensemblets kunstneriske niveau, og dermed til ham, til sig selv og til deres datter.

Gyllenhaal og Jackman søger intenst efter forsvundne pigebørn

Over for hende som elev og de andre som ligemænd er Mark Ivanir som førsteviolinen ubøjelig i sine kunstneriske krav og lige så benet selvforsagende.

Et tilfælde af kunstnerisk perfektion på bekostning af et privatliv, og et gennembrud for skuespilleren, der hidtil (’Schindlers liste’ m.fl.) mest har stået i anden række.

Men dersom ungdommelig ukuelighed nogensinde skal besejre overmoden konservatisme, skulle det da lige være med Imogen Poots’ uregelmæssige, udtryksfulde sødme.

1+1+1+1 bliver til meget mere end 4

»Slip lidenskaberne løs!«, lyder en nøglereplik fra andenviolinisten, i et desperat forsøg på at få de andre til i det mindste at spille musikstykket frit igennem, uden noder.

Den opskrift er tæt ved at få deres perfekte helhed til at gå op i limningen, for som vi ved fra selv de bedste familier:

LÆS OGSÅ Amerikansk remake af 'Oldboy' er irriterende og overflødig

Når et samspil, der er lykkedes i kraft af hver enkelts selvdisciplin, trues, bliver solo-behovene pludselig vigtigere.

Skønt vi jo med vores egne øren kan høre, at fællesresultatet er de enkeltes afkald værd. 1+1+1+1 bliver til meget mere end 4.

Søren Vinterberg

fortsæt med at læse